”Der er ikke det, man ikke kan, som sygeplejerske”

Som sygeplejerske kan man gå i utallige retninger, fastslår sygeplejestuderende.

– SOM SYGEPLEJERSKE GØR man en kæmpe forskel. Selvom det ikke er det, der bliver skildret i medierne, så er historien en anden bag døren. Jeg er godt klar over, det er de dårlige historier, som bliver fremstillet i samfundet, men det, synes jeg, er ærgerligt, for det er meget bedre, når man kommer ud på den anden side.
Ordene kommer fra Mathilde Stavensø Mathiasen, der læser til sygeplejerske i Slagelse. Hun elsker sygeplejefaget og følelsen, det giver hende at kunne give noget til andre.

– Det giver mig enormt meget at være i kontakt med patienter og borgere, og det er på grund af dem, at jeg bliver uddannet. Jeg kan godt lide at hjælpe andre mennesker og sætter stor pris på, når min hjælp bliver modtaget. Det er det, der driver mig i faget, og som gør, at jeg har lyst til at gå på arbejde, fortæller hun.
Mathilde er i fuld gang med at færdiggøre sin professionsbachelor, der for hende åbner en masse døre. Ja faktisk, at der ikke er det, man ikke kan med hendes uddannelse, mener hun.

– Der er enormt mange muligheder med en uddannelse som sygeplejerske, jeg vil næsten sige så meget, at der ikke er det, man ikke kan. Man har mulighed for at arbejde både offentligt og privat, man har mulighed for at arbejde på mange forskellige afdelinger med forskellige specialer, man kan arbejde både dag, aften og nat, så man kan planlægge ud fra det liv, man har, og den døgnrytme man trives bedst i, lyder det fra Mathilde.

Hun lægger desuden vægt på, at der er utallige retninger at gå i inden for faget og efter endt uddannelse.
– Der er rig mulighed for videreuddannelse, så hvis man vil tillære sig ny viden og udvikle sig indenfor sit fag, så kan man gøre det. Hvis man har lyst til at specialisere sig, er det også en mulighed. Hvis man en dag har lyst til at være den, der skal uddanne nye sygeplejersker enten på afdelingerne eller på en uddannelsesinstitution, så kan man også videreuddanne sig den vej. Mulighederne er mange.

Utallige retninger at gå i

Kigger man på Dansk Sygeplejeråds oversigt over efter- og videregående uddannelser, er listen lang. Når Mathilde Stavensø Mathiasen siger, at mulighederne er mange, så har hun ret. Som sygeplejerske kan man videreuddanne sig i alt fra diplomuddannelser, masteruddannelser, kandidatuddannelser og ph.d.-uddannelser.

Derudover findes der syv specialuddannelser: Sygeplejeuddannelsen i borgernær sygepleje, der har fokus på en styrket indsats til borgere med kronisk sygdom, udsatte borgere og komplekse multisygdom. Sundhedsplejerskeuddannelsen, der beskæftiger sig med sundhedspleje i forhold til børn og unge og deres forældre. Specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje er for dig, der ønsker viden og kompetencer til at give bedøvelse og smertebehandling.

Så er der specialuddannelsen i intensiv sygepleje, som er for dig, der ønsker viden inden for pleje og akut behandling af kritisk syge patienter, specialuddannelsen i kræftsygepleje, der giver viden inden for pleje og behandling af kræftpatienter.

Der er også mulighed for at tage en specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, der giver viden og kompetencer inden for psykiatrisk sygepleje, psykopatologi og sundhedspædagogik. Sidst men ikke mindst kan man tage en specialuddannelse i infektionshygiejne. For Mathilde Stavensø Mathiasen står det også klart, at hun ikke er færdig med at uddanne sig, når hun er færdig med sin professionsbachelor.

– Jeg vil blive ved med at udvikle mig og gå på opdagelse i den nyeste viden inden for sygeplejen. Jeg har planer om at læse en kandidat for at kunne stille mig selv bedre lønmæssigt, og så vil jeg bruge den kandidat til at kunne videreformidle sygeplejen til både patienter og borgere for på den måde at skabe en større relation og skabe en større forståelse af dem, jeg står over for til dagligt. Derudover vil jeg sørge for, at jeg ikke gror fast på en afdeling, men kommer rundt i systemet for at se faget fra mange forskellige vinkler og på den måde finde ud af, hvad der er interessant, netop fordi der er så mange valgmuligheder.

 

 

ANNONCE