Kommentar

KOMMENTAR: Hvornår holder sexismedebatten op med at være hot?

Bliver der stadig kastet lys over den strukturelle undertrykkelse, klap i røven og blowjobs for pladekontrakter, når vi ikke længere er clickbait?

Får vi en måned, et halvt år, et år? Kvinder og kønsminoriteter har i alle år levet en skyggetilværelse i den danske musikbranche. I disse dage er der et lykkeligt ekkokammer af støtte til kvinder og kønsminoriteter i debatten om sexisme og overgreb i den danske musikbranche. Bliver der stadig kastet lys over den strukturelle undertrykkelse, klap i røven og blowjobs for pladekontrakter, når vi ikke længere er clickbait?

Af Julie Hugsted, GAFFA-skribent, rockmusiker og cand.mag.

Det er fantastisk, at nogen tager en lighter og tænder bomben, at mænd i den danske musikbranche springer ud som feminister, og at vores stærkeste allierede åbenbart er dem, som indtil for nylig var en del af kernen i problemerne. Jeg så desværre intet nyt. Ingen udtalelser eller eksempler på adfærd, jeg ikke har hørt før. Det nye er, at der bliver lyttet. Om ikke andet så for en stund.


Jeg har talt med musikere, som har skullet vælge mellem blowjobs og pladekontrakter, har flirtet sig frem i mangel på andre redskaber og i ulykkelig uvidenhed trampet rundt på sig selv og deres medsøstre for ikke at drukne i en branche, hvor der ikke er plads til os. Eller ressourcer, som det hedder. Der skal prioriteres, og du kom bare ikke lige med denne gang – sagde mogulen til minoriteten. Misforstå mig ret: Det er fantastisk, at der er et stigende fokus på den enorme uretfærdighed inden for musikbranchen, men jeg sidder med en bitter smag af galde og undren i munden: Hvorfor har der ikke været fokus på de mange rapporter, som har figureret i årevis, før DR laver dokumentar om problemet? Fordi det ikke har solgt, fordi det ikke har været sexet, fordi det koster at sige fra.

Hvor har I været indtil nu? Hvor har I været, mens kvindelige upcoming musikere har skullet vælge mellem deres egen krop og deres håb om en karriere? Hvor har I været, når jeg har sagt nej tak til at anmelde koncerter, fordi jeg ikke magter at blive klappet i røven? Hvor har I været alle de gange, vi ikke har kunnet gå trygt ud fredag aften, når vi har skreget på safe spaces, når vi er blevet forfordelt til spillejobs, legater, bestyrelsesposter, lederstillinger til spillesteder og festivaler, som bookere, managers, upcoming labels, og når vi bare ikke har gidet være enten overforberedte med rundsave på albuerne eller fucking søde?

Hvor er I, når vores sag ikke længere kan hjælpe jer på vej i forhold til femi-washe jeres labels, spillesteder, festivaler, barer, medier? Hvor er I, når vi ikke tør spille steder, hvor vi har været udsat for vold, når publikummer gør det utrygt for os at spille til vores egne koncerter? Når vi bliver trætte af man-splaining omkring vores egen guitarlyd? Hvor er I, når det er utrygt at gå hjem om natten efter en koncert? Når man klæder sig i maskulint tøj og fjerner koncertmakeuppen for at kunne gøre sig usynlig igen? Er I der stadig, eller er I kommet videre? Vi kan ikke lægge det til side, når mediestormen er ovre, for det er vores liv, det handler om. Ikke publicity, sporadisk anerkendelse eller skulderklap.


Problemet med at gøre op med strukturel undertrykkelse er, at det koster. Nogen skal afgive privilegier for at gøre plads til andre. Det er så simpelt. Er mænd i den danske musikbranche villige til at give os det rum, som burde være en menneskeret, når I ved, at det kan koste på jeres egen karriere eller sikkerhed? En af de mest selvopofrende mennesker, jeg kender, er en trommeslager, der lige nu pumper sig med smertestillende, fordi han for nylig bad nogle mænd på en bar om at tale pænt til en transkvinde. Det har han ikke brølet op om alskens steder. Jeg har kammerater, der i hele deres karriere har foretrukket kvinder i deres crews, som fortæller mig, at jeg skal være mig, mærke efter og sige fra. At de har min ryg, selv når andre synes, det er hysterisk ikke at finde sig i alting. Hysterisk at sige nej.

Jeg er glad for mine gutter, der introducerer mig for hardcore feministiske kunstnere, jeg aldrig selv havde opdaget. Som i alle år har støttet og været blandt de holdningsmæssigt mest kompromisløse, jeg kender. Det er ikke dem, som skriver indlæg, nyhedsbreve, laver videoer, programmer, tilsyneladende reviderer musikprogrammer og politikker for deres aktiviteter lige nu. Det er dem, som altid har gjort, hvad de kan, for ikke at være en del af problemet og på deres egen, ydmyge måde forsøger at være en bevidst del af løsningen. De tramper også nogle gange rundt i spinaten, og vi kan alle kun gøre vores bedste. Som hvid ciskvinde har jeg privilegier, som mange andre i musikbranchen ikke har, og jeg understøtter og rekonstruerer desværre med al sandsynlighed alt for ofte de strukturer, som gør mig til en undertrykker.

Der er en forskel på at være født som kønsprivilegeret og uprivilegeret, og det er noget, vi allesammen skal arbejde med. Det er ingens skyld, at man er født eller socialiseret, som man er, men det er alles ansvar at gøre noget for ikke at profitere på den magt, man bliver tildelt ved fødslen.


I skrivende stund er jeg i tvivl om, hvorvidt andre end jeg selv gerne vil publicere denne tekst, og uanset hvor den kommer ud, er den blot en lille brik i et tiltrængt opgør og oprør, som der er brug for. Send en mail på musikrebel@hugsted.com – jeg er altid frisk på begge dele.

LÆS OGSÅ: TV2 pauser samarbejde med The Antonelli Orchestra

ANNONCE