Nyhed

MUSIC CITY AARHUS 2022: Se afslutningens fulde program

Oplev blandt andet forskellige koncerter og kom til afterparties

I løbet af året har Music City Aarhus stået i spidsen for 200 nye musikarrangementer med fokus på musikken og fællesskabets bånd igennem arrangementer med både nye og etablerede musikere. Hvert år bliver musikbyen Aarhus hyldet gennem ekstraordinære og nytænkende oplevelser og samarbejder.

Den 17. december kulminerer musikbyens år, da den officielle afslutning bliver afholdt med en række forskellige arrangementer i byens centrum, skriver en pressemeddelelse.

”Da vi startede Music City Aarhus 2022, var det med drømmen om at få pulsen i det aarhusianske musikliv op igen efter nogle udfordrende år. Vi ville give vækstlaget et boost, give publikum nogle særlige musikalske oplevelser og slå fast, at den tradition Aarhus har for at fostre store musikalske talenter stadig består”, fortæller sekretariatsleder for Music City Aarhus 2022, Jesper Mardahl, i en pressemeddelelse og fortsætter:


”Netop de fællesskaber, der er, dels i musiklivet, dels blandt publikum, skal vi fejre sammen til afslutningen af Music City Aarhus 2022, og det glæder jeg mig meget til”.

Til åbningen af Music City Aarhus 2022 tilbage i marts kunne man opleve nye talenter i form af blandt andre Zar Paulo, Rigmor og iomfro. Derudover optrådte Gigakoret med 400 børn for Dronningen, og der blev sat fokus på ligestillings- og diversitetsinitiativerne til arrangementerne Hej Søster og Kim Kalas. Alt sammen blandt mange flere arrangementer.

Vi ville give vækstlaget et boost, give publikum nogle særlige musikalske oplevelser og slå fast, at den tradition Aarhus har for at fostre store musikalske talenter stadig består. Jesper Mardahl


Flere etablerede og prominente musikere som Anne Linnet, TV2, Gnags, Lis Sørensen, Thomas Helmig og Tobias Rahim har været en del af vækstlaget og musikmiljøet i Aarhus.


Det er gratis at deltage i de forskellige arrangementer til afslutningen af Music City Aarhus 2022, pånær til afterparties på Klub22 og Volume Village.

DET FULDE PROGRAM

Kl. 12 - 12.30:
Let's make noise together 
Spil med Aarhus Musikskole, The Wild Troublemakers og Musikskolen Laura på Pustervig, Lille Torv og Klostertorvet.

Kl. 13 – 14.30:
Let’s jam together
Jam med Kajsa Vala, Mike Andersen, Frederik Bülow, Adrian Christensen, Ida Nielsen, Mika Vandborg, Jøden og Ghettoscend på Fairbar, Cafe Støj, Erlings Jazz- og Ølbar, Cafe Smagløs, Fatter Eskil og Volume Village.

Kl. 15 – 15.45:
Let’s sing together
Syng julesange på Bispetorvet med musikere fra Aarhus Jazz Orchestra, Who Killed Bambi, korsangere, kordirigent Jonas Rasmussen og DR’s Katrine Muff som konferencier.

Kl. 19 – 19.30:
Let’s get together
Rooftop Symphony i Musikhusparken på tagene af AroS, Musikhuset Aarhus og Rådhuset.

Fra kl. 20:
Let’s listen together
Mini-koncerter i samarbejde med Nebula, MUX, VVE Collective, det turkiske telt, Tony Nguyen, Admeta String Quartet, turkis, Scandic City Aarhus, Teatret Svalegangen, Bora Bora, A-huset og Mattsson & McGehee.

Fra kl. 22:
Let’s dance together
Afterparties på Klub22 og Volume Village.

Derudover kan du opleve publikumskor med Den Jyske Opera på Scandic City Aarhus kl. 13, Byens Lydspor – guidet byvandring langs Aarhus’ legendariske musiksteder kl. 13 samt gratis koncerter på byens Folkehuse.

Du kan læse mere HER.

LÆS OGSÅ: Sexisme eller ytringsfrihed? Musiker og journalist mødtes i skarp debat

ANNONCE