Nyhed

ALIVE FESTIVAL 2023: De første navne er klar – og der er dansk på menuen

Der er både upcoming og etablerede kunstnere på plakaten i Thisted

Siden 2009 har Alive Festival sørget for at forvandle den smukke natur i Thy til et musikalsk mekka, hvor musik, kunst og kultur samles i én farverig blanding.

Til sommer 2023 løber festivalen af stablen fra den 27. til den 29. juli, og i dag løfter arrangørerne sløret for de første fire navne, der skal pryde sommerens plakat.

"De fire navne kendetegner det, der ligger bag intentionen med Alive Festivals musikprogram - at give publikum store musikoplevelser i form af upcoming navne og bands, der har en tilknytning til Thy," som det står i en pressemeddelelse.


Den populære gruppe Ganger bragede for første gang ind på den danske musikscene tilbage i 2019, da de udgav deres anmelderroste debutalbum Mørk, som blandt andet indeholdt hittene ”Olympisk” og ”Bye Bye” og kort tid efter fulgte op med udspillet Tro i 2020. GAFFA har før proklameret, at gruppen var ”dansk pops fremtid”, og til sommer vender de snuden mod Thy, hvor spiller på festivalens største scene.

Med afsæt i poppede hooks, eftertænksomme tekster og fine harmonier står Guldimund til sommer klar til at spille sin tryllebindende musik fra pladen Dem, vi plejede at være i Thy. Asger Nordtorp Pedersen, der står bag Guldimund måtte desværre aflyse sin koncert på festivalen i 2022, men vender stærkt tilbage i det kommende år.

LÆS OGSÅ: Masken krakelerede for Guldimund – i den mest positive forstand


Hvad der startede med at være et engelsksproget r&b-projekt, endte med at være en gruppe, der fandt deres helt egen unikke lyd på dansk. Kind mod Kind udgav for nyligt deres debut-ep, der er et melankolsk og drømmende lydunivers, som forener moderne elektronisk musik med dansksproget tekstnærhed og storslåede melodier – og mon ikke de leverer numre derfra, når de til sommer drager til Thy?

Til sidste års udgave af Smukfest vandt duoen Roya den traditionsrige Live Camp, for deres gennemarbejdede musik. Siden er det gået hurtigt for Line Gade og Sebastian Igens, hvis seneste single ”Kinda Sad” har opnået status som ugens uundgåelige på P3. Roya byder på sprød, velproduceret pop, og til sommer optræder de også på Alive Festival.


Partoutbilletter til festivalen koster 885 kroner og kan købes lige her.

LÆS OGSÅ: ”Alive. Du ved, den der vildt fede festival helt derude i Thy.”

ANNONCE