Nyhed

Inderlig ny single fra Dayyani er dedikeret til alle, der ikke danser

Dayyani er klar med ny single og alle kan være med, uanset om man kan danse eller ej

Dayyani har svømmet i musik i størstedelen af sit liv. Hun fortæller i et interview i Lokalavisen Aarhus, at hun både har spillet klaver, cello, congas og sambatrommer i sit barndomshjem i Aarhus. Men det lader til, at det er sangen og sangskrivningen, der har vundet førstepladsen i hendes musikalske univers, og nu varer det ikke længe, før hun er ude med sin ep Pretty In Defense.

Men først får vi en smagsprøve med den nye single "Blink Twice". Et nummer, der får os til at drømme os tilbage til 90’ernes sprøde, europæiske natklubber, og som viser en ny side af Dayyani, der ellers er kendt for at smide den ene energiske pop-basker efter den anden. 

24-årige Dayyani fortæller, at singlen er dedikeret til alle dem, der ikke danser. Lydmæssigt giver det god mening, da singlen er et langt mere inderligt og stille udspil, end vi før har set fra hende.


– Det er en ode til alle dem, der ikke danser. Dé der er begrænset af den ene eller den anden grund, af omstændigheder ude af den enkeltes hænder, fortæller Dayyani i en pressemeddelelse. 

”We could be dancing, but all in our minds/give me a sign”, som efterfølges af “dancing is a privilege”, synger hun. 


At føle eller at være i stand til at danse til musik generelt er ikke en selvfølge, og hendes nye udgivelse fortæller os noget om, at Dayyani er et empatisk menneske, som er bevidst om sin omverden, og at ikke alt kommer let til alle og enhver.

Dayyani spillede en række koncerter i 2022 med stor succes. Man kan blandt andet læse en anmeldelse fra hendes optræden på Spot Festival lige her, hvor hun fik fem stjerner. Hun ramte desuden Roskilde Festivals Upcoming Scene, Reeperbahn Festival og i det kommende år kan man danse med på Hotel Cecil i København, Radar i Aarhus og Frølageret i Odense. Hvis ikke man danser, er man stadig mere end velkommen.

ANNONCE