Nyhed

NORTHSIDE 2023: Stort navn melder afbud - brandvarm erstatning er klar

Et af Aarhus-festivalens internationale navne erstattes af en dansk favorit

Med navne som LP, The Chemical Brothers, Tobias Rahim og Muse er der masser af grunde til at glæde sig til årets udgave af Aarhus-festivalen NorthSide, som skydes i gang torsdag den 1. juni.

Nu er der en grund mere - eller mindre, afhængigt af smag og behag. Festivalen er nemlig blevet ramt af en aflysning fra engelske Sam Fender, som ellers var programsat til at optræde på festivalens første aften.

"Sam Fender har været nødt til at aflyse NorthSide af logistiske årsager. Vi undskylder overfor danske fans og planlægger at komme tilbage snart," lyder det fra Fender-lejren ifølge et opslag på NorthSides Facebookside.


Ifølge turnéplanen på kunstnerens egen hjemmeside skal Fender først give koncert igen mere end en uge efter den nu aflyste Aarhus-optræden, så det er uklart, nøjagtig hvilke "logistiske udfordringer," der er tale om.

Den gode nyhed er, at Fender erstattes af Hans Philip. I sidste uge landede den overraskende nyhed om et comeback for Philips gamle duo Ukendt Kunstner, som ud af det blå udgav nyt album og annoncerede koncerter på Roskilde og Smukfest samt arenakoncerter til efteråret.

På Northside bliver det dog "kun" Hans Philip, som giver koncert i eget navn torsdag aften. 


Sam Fenders kedelige besked er ikke første aflysning, som rammer årets Northside Festival. Tilbage i januar meddelte franske Jehnny Beth - kendt fra Savages - at hun alligevel ikke kommer til Aarhus i juni, sådan som det ellers var blevet annonceret.

EFTER HÅRD KRITIK: Northside strammer op på sikkerheden

 


ANNONCE