Nyhed

EFTER LANG PAUSE: Emma Sehested Høeg indtager koncerthusene

”Jeg kommer sgu til at have nogle es i ærmet med til de koncerter..."

Når Emma Sehested Høeg skal spille sine første koncerter i 2025, bliver det i koncerthuse i København, Aalborg og Aarhus. Med sit band vil hun indtage koncertsalene til særlige aftener med ny musik og esser i ærmet efter en pause fra scenekanten.

"På grund af superdejlige årsager kommer jeg efter Vega, Aalborg og Aarhus til at holde en lang pause med at spille koncerter. Derfor kan det ikke blive smukkere og større at vide, at jeg når jeg så, sammen med det bedste band i verden, vender tilbage i 2025, bliver det med et brag i nogle af de smukkeste rum, der findes i Danmark”, siger Emma Sehested Høeg i en pressemeddelelse, og tilføjer:

”Jeg kommer sgu til at have nogle es i ærmet med til de koncerter, i form af nogle nye sange jeg har skrevet og forhåbentligt nogle magiske sceniske øjeblikke, så man kan da godt glæde sig, ville jeg nok mene".


Emma Sehested Høeg har de seneste par år opnået stor succes og fornem anerkendelse for sin kunst med blandt andet Kronprinsparrets Stjernedryspris tilbage i november sidste år for teaterkollektivet How to Kill A Dog, som består af hende selv og Jennifer Vedsted Christiansen. Hos GAFFA kvitterede vores anmelder med en femstjernet anmeldelse for hendes koncert i Store Vega for få dage siden, hvor vores anmelder blandt andet skrev således:

"Hun er noget fuldstændig unikt, og hun er noget, vi kan være fælles om. Badet i neonfarver og omkranset af kærlighed, omfavnede hun, denne aften i Store Vega, vores fantasi og følelsesliv, så både spejldansere og månebørn kunne mærke, at vi i dét øjeblik var helt nok".

Emma Sehested Høeg spiller to koncerter i DR Koncerthuset den 7. og 8. marts, som bliver efterfulgt af en koncert i Musikkens Hus i Aalborg den 14. marts. Koncerthusrækken afrundes med Musikhuset Aarhus den 22. marts.


LÆS OGSÅ: Det er svært at være fantastisk – men ikke for Emma Sehested Høeg

ANNONCE