I et interview med BBC uddyber sangeren, hvordan hendes udtalelser mod "ubehagelig adfærd" har påvirket hendes karriere
Den amerikanske sanger og sangskriver Kayleigh Rose Amstutz, bedre kendt som Chappell Roan, uddyber i et nyligt interview med BBC, hvordan hendes udtalelser mod "ubehagelig adfærd" har påvirket hendes karriere.
Læs også: KENDIS SIGER FRA: ”Det er ikke normalt, at I føler jer berettigede til min tid”
I interviewet med BBC, der blev udgivet søndag den 19. januar, diskuterede den 26-årige popstjerne sin beslutning om at stå op for sig selv, på trods af at nogle har stemplet hende som en "forkælet diva" eller beskyldt hende for at kaste "vrede anfald" over hendes privatliv.
"Jeg har svaret sådan på respektløshed hele mit liv – men nu er der kameraer på mig, og jeg er også popstjerne, og de ting passer ikke sammen. Det er som olie og vand," sagde Roan til BBC.
Roan, der er særlig kendt for at omfavne outsidere og minoriteter gennem et inkluderende community, har tidligere været ude og italesætte vigtigheden af at respektere kendte menneskers privatliv med henblik på at understrege, at berømmelse ikke berettiger chikane. Italesættelsen kom i kølvandet på, at hun oplevede stigende berømmelse efter udgivelsen af sit anmelderroste debutalbum (2023) og var nødt til at sætte grænser for sig selv.
Læs også: Vi har samlet de 10 bedste overraskelser i musikåret, der gik
I flere videoer uploadet på mediet TikTok udtrykte Roan særligt frustration over fans, der, ifølge hende, havde overskredet hendes personlige grænser. Derfor stillede hun i videoerne skarpt på, hvordan nogle fans opfører sig i mødet med kendte personer og sammenlignede deres adfærd med, hvordan man normalt ville opføre sig over for fremmede. "Hvis du så en tilfældig kvinde på gaden, ville du så råbe efter hende fra din bil?" spurgte hun og fortsatte: "Ville du blive sur, hvis hun sagde nej til et foto?".
Artiklen fortsætter under opslaget
@chappellroan Do not assume this is directed at someone or a specific encounter. This is just my side of the story and my feelings.
♬ original sound - chappell roan
Chappell Roan gør debut på dansk grund til sommer, når hun spiller på Syd for Solen i Valbyparken i København torsdag den 7. august. I 2023 udgav hun debutalbummet The Rise And The Fall of a Midwest Princess og har siden brilleret med hits som "Pink Pony Club", "Hot To Go!" og "Good Luck, Babe!", der blev kåret af GAFFA som en de bedste udenlandske singler i 2024.
LÆS OGSÅ: GAFFA KÅRER: Her er årets bedste udenlandske singler