GAFFAs guide til månedens varmeste sange, du bare SKAL høre
Hør en playliste med sangene her.
Entertainment - Phoenix (billedet)
Vi skal helt tilbage til 2009 for at finde det seneste album fra de kække popsmede i franske Phoenix, men den 22. april er de omsider klar med udspillet Bankrupt!, hvor singleforløberen Entertainment stammer fra. Alt tegner til et brag af en popfest, når bandet tropper op på NorthSide Festival til sommer.
Ni minutters spacet feel-good rock og med saxofon for fuld udblæsning, se sådan laver man et effektfuldt comeback, hvis man hedder Primal Scream og er nogle af de cooleste baggårdskatte derude. Det lyder i øvrigt også til, at de klarer sig fint, efter at bassisten Mani har forladt folden. I denne produktion overset af producer-esset David Holmes.
Gå Med Dig - Nephew feat. Marie Key
Nephew er for tiden aktuelle med tredje singleudspil fra deres seneste album Hjertestarter. I singleudgaven har de genindspillet nummeret som en duet med den fremadstormende Marie Key, og sammen giver de den bittersøde kærlighedssang et herligt løft.
Suit & Tie (Four Tet Remix) – Justin Timberlake
Engelske Kieran Hebden aka Four Tet har gang på gang vist sig som en forrygende remikser med navne som Radiohead, The xx og Kings Of Convenience. Senes har han kastet talentet over Justin Timberlake og sender tankerne tilbage til 90'ernes New Jack Swing lyd.
Dansk-rumænske Fallulah tog i kølvandet på sit seneste album Escapism imod Smag På P3's udfordring om at fortolke Chris Isaaks megahit Wicked Game og endte med et så fornemt resultat, at hun nu har udsendt den som single.
Chez Keith et Anita – Carla Bruni
Den tidligere topmodel og franske præsidentfrue Carla Bruni har i år ti års jubilæum som pladekunstner. Dette fejres med et kommende fjerde album, hvorfra denne forførende single stammer fra. Sangen handler om et besøg hos Keith Richards og dennes daværende partner Anita Pallenberg, da Bruni selv var i et forhold med Mick Jagger.
Newyorkertrioen Yeah Yeah Yeahs med den farvestrålende galionsfigur Karen O i front er endelig færdige med at hvile på laurbærrene og igen klar til at vise verden, hvordan morderne fusionsrock skal skæres. På deres aktuelle single Sacrilege blander de i hvert fald kantede guitargenialiteter med et blæsende gospelkor til topkarakter.
Jessica - Major Lazer feat. Ezra Koenig
Mens vi venter på nyt fra Vampire Weekend, kan vi passende sætte tænderne i frontmand Ezra Koenigs samarbejde med Diplo og Switch-projektet Major Lazer, der denne gang disker op med en smukt tilrøget dub, der kunne være gravet op fra Black Ark Studios gemmer.
Selv i en alder af 65 formår Iggy Pop at give sine rockkollegaer baghjul i ren vildskab. Således også på førstesinglen Burn fra det gendannede The Stooges' (nu med Raw Power-guitaristen James Williamson i stalden) kommende femte album Ready To Die.
Why Don't You Love Me (Bon Homme Remix) – John Grant (Findes på deluxe udgaven af Pale Green Ghosts).
Sidste år sang den amerikanske anmelderdarlingen John Grant på en alternativ version af WhoMadeWho-singlen Inside World, og nu har én tredjedel af det dansk band gengældt tjeneste ved at remixe Sinead O'Connor-duetten Why Don't You Love Me fra Grants nye album Pale Green Ghosts.
I'm Not Sayin' - The Replacements
1990 var året hvor Minneapolis' fineste rockband The Replacements udsendte deres svanesang og kort efter gik i opløsning. Men velgørenhed har tvunget de gamle rotter sammen igen, for med ep'en Songs For Slim har de sat sig for at samle penge ind til den tidligere guitarist Slim Dunlops, der fik et slagtilfælde sidste år. Musikalsk er det et godt stykke fra de gamle pladers søndrerivende fuldemandsrock, men det er stadig satans charmerende på knoldesparker-måden.