Editors – udforsker den traditionelle rock

Editors, de tidligere såkaldte dark disco-drenge fra Birmingham, er aktuelle med deres fjerde album i rækken, "The Weight of Your Love" og har for nylig givet smagsprøver på den nye, mere americana-inspirerede lyd i Store Vega. I anledning af koncerten og det nye album mødtes vi med forsanger Tom Smith og bassist Russell Leetch fra det oprindelige lineup. De to har kendt hinanden længe og har både studeret og arbejdet sammen uden for bandet.

Igennem deres 11 år lange karriere har Editors fået mange genrelabels knyttet til sit navn. Blandt andet er de blevet beskrevet som "dark disco". Når man spørger dem selv, hvilken genre de er, kommer svaret prompte: - Indie-rock. Det er vel bare sådan, det er. Det er nemt at sige, at vi er ikke rap. Og vi skal vel beskrive os selv på en eller anden måde.

Hvad ligger der for jer i "indie-rock"?

– Det har konnotationer af at være på et independent label, hvilket vi er og altid har været. Vi har en independent ånd i forholdt til dem, vi samarbejder med. Vi arbejder med independent bloggere og independent pr-folk. Og vi prøver at gøre tingene med ånd og med formål. Vi prøver at gøre tingene for os selv på den rigtige måde og ikke bare være involveret i kæderne. Men selvfølgelig vil man gerne være populær, og man vil gerne have, at ens musik når ud til folk.

I arbejdet med den nye plade er der både lukket døre til gamle samarbejder og åbnet nye. Sidste år gik lead-guitaristen Chris Urbanowicz ud af bandet grundet kunstneriske uoverensstemmelser og blev erstattet Justin Lockey. Elliott Williams (keys) er også trådt ind i bandet. Omvæltningerne høres i bandets lyd, som på det nye album har ændret sig en del: – Det er slående anderledes end vores tredje album. Efter vi udgav vores tredje plade, havde vi intentioner om at lave den fjerde plade med Chris. Men da sangene dukkede op, og vi arbejdede på dem, gik tingene ikke særligt godt. Og dét stod på i halvandet år. Så vi stillede os selv nogle virkeligt seriøse spørgsmål om, hvordan vi skulle lave pladen, og hvordan vi skulle blive ved. I betragtning af at vi nu er er kommet igennem det med to nye fyre, der passer ind i det, vi laver, og som vi kan lide, har det være et par sjove år.

Traditionen tro...

Den nye lyd er et skridt væk fra den dystre dark disco og omfavner inspirationen fra americana-rocken og bands som R.E.M. og Arcade Fire. Det er tydeligt, at det hårde arbejde og de svære beslutninger har båret frugt for Editors. I hvert fald hvis man spørger dem selv :

– Når vi sidder her nu, kan jeg sige, at vi alle er stolte af pladen. Vi prøvede at lave en mere traditionel rock-erklæring med dette album, og vi omfavnede de mere traditionelle værktøjer. Måske er den ude af trit med, hvad andre folk gør, men moderne produktion appellerer ikke til vores sangskriversanser og hvordan vi kan lide, at tingene passer sammen. Hvilket er fint – tingene går ind og ud af mode.

Hvad mener I med traditionel?

– Altså, hvis du kigger på hvordan Jacquire (King, red.), vores producer, lavede det, er han lidt af en hippie i hjertet. Man kan optage musik på en måde, hvor man gør tingene stykke for stykke, og det bliver skåret i stykker og passer perfekt til nettet. Men Jacquire arbejdede ikke på den måde. Han prøvede at optage os alle fem, der spillede på samme tid for at fange essensen af det band i det øjeblik på det tidspunkt. Da vi havde lavet nogle gode takes, tilføjede vi ikke særligt meget til sangene. – Selvfølgelig var der strygere og messingblæsere, som vi skulle lave bagefter, men i mit hoved er det den traditionelle måde, man optager et band på. Vi er gået igennem en så drastisk forandring fra, hvad det gamle band var, og vi følte os som et nyt band. Det var vigtigt at prøve at få den feeling ud til folk.

Musikvideoen til "Formaldehyde" (se den nedenfor, red.) er en slags spaghetti-western-ting med "Django"-referencer (en klassisk western fra 1966, red.). Hvad er historien bag det?

– Den blev instrueret af Ben Wheatley, som er en ung engelsk instruktør, der laver nogle mørke og forskruede film. Når man har set dem, føler man, at man bliver nødt til at tage et bad. Han sagde, at han ville elske at lave en musikvideo, og han havde en idé til sangen. Og han forstår helt tydeligt bandet og sangenes natur. Selvom det er en kærlighedssang, er billedsproget i den ret brutalt og grafisk... Det forstod han, og det arbejdede han videre med.

Ude godt, hjemme bedst

På det nye album har I også kærlighedssangen "What Is This Thing Called Love" hvor du synger i falset. Det tilføjer en anden skrøbelighed. Er det en bevidst beslutning at bruge denne vokale teknik?

– Der er mere rummelighed på pladen. Det skaber mere plads til, at visse ting kan komme frem. Og særligt i den sang, hvor jeg synger med den stemme. Falsetten hopper ud, og det er slående. Jeg synes, at mange af sangene på pladen er ret direkte og ligefremme. Så vi ville gerne præsentere dem på en måde, der ikke var for lagdelt og tæt. Vi ville ikke gemme os bag noget. Og det er den sang egentlig et skinnende eksempel på.

I har spillet en hel del steder I forskellige dele af verden. Hvad er det mest crazy sted, I har spillet?

– Vi spillede i Tivoli for et par måneder siden. Det var ret mærkeligt på en god måde. Det havde en eventyrlig, H.C. Andersensk skummelhed over sig, og det var fedt. Der er smukke lys, og man er i en forlystelsespark og det hele. Når man er på tour i Tyskland, spiller man i fabrikker, der plejede at lave maskingeværer til nazierne, og det er selvfølgelig ret mærkelige bygninger at spille i, men det er lidt mere forventeligt end noget som Tivoli, hvor det er som at være i en anden virkelighed.

Birmingham ser ud til at fostre nogle gode rockbands, blandt andre Black Sabbath og jer selv. Hvad er der med Birmingham. Er det et cool sted?

– Jeg kan lide at være der, og vi øver også stadig der. Tom bor i London nu, Russell bor stadig i Birmingham. Det er meget out of time, og bevæger sig ikke hurtigt. Det kan jeg ret godt lide. Jeg kan godt lide menneskerne, de har en god humoristisk sans. Og der er mange fede nye bands, der kommer frem fra byen nu... Swim Deep, Peace og Jaws. Og der er aldrig en enkelt stil, for det er et ret kosmopolitisk sted med mange forskellige kulturer. Og så har Birmingham noget af det bedste indiske mad i verden. Den lokale favorit er et sted der hedder Kebabish, der ligger to stop fra Russells hus. Alle vigtige bandbeslutninger træffes rundt om bordet på en restaurant.