Nyhed

GAFFA-skribent holder foredrag om Paul Simon

Simon & Garfunkels første album fylder 50, og i den anledning ser Espen Strunk tilbage på Simons enestående karriere

Music Talks er navnet på en gratis foredragsrække, Aarhus Hovedbibliotek afholder i samarbejde med GAFFA, og torsdag den 9. oktober klokken 16-17.30 i Lille Sal på Aarhus Hovedbibliotek gælder det Paul Simon ved GAFFAs mangeårige skribent Espen Strunk.

I oktober er det et halvt århundrede siden, Simon & Garfunkel udsendte deres debutalbum "Wednesday Morning 3 a.m." og dermed markerede starten på et af populærmusikkens mest frugtbare makkerskaber.

Duoen gik hver til sit i 1970, hvor på Paul Simon indledte en enestående og alsidig solokarriere, der omfatter klassiske album som "Paul Simon," (1972) "Still Crazy After All These Years" (1975) og "Graceland" (1986). Det distinkte guitarspil, de smukke melodier og inspirationen fra både afrikanske og sydamerikanske musiktradtioner er blandt adelsmærkerne for Simon, der imidlertid også står som en af poppens helt store tekstforfattere med sange som "The Sounds of Silence"," "I Am a Rock" og "Homeward Bound."


Paul Simon er i år draget på turné med en anden stor sanger og sangskriver, Sting, hvor de fremfører hinandens sange, og de kan opleves sammen i Sparekassen Fyn Arena 17. marts.

Music Talks har tidligere budt på velbesøgte foredrag om Lou Reed, Kate Bush, Nick Cave, Bob Dylan og Leonard Cohen og fortsætter i det nye år i Hovedbiblioteketets nye lokaler på Dokk1 på Aarhus Havn.

Varm op med "You Can Call Me Al" fra 1986:

ANNONCE