Hvilke kunstnere er sluppet godt fra at genindspille et allerede stort hit?
Ja, det er umuligt, men vi har prøvet: Her er et bud på de ti bedste - eller - ti af de bedste - cover-numre of all time. Fantastiske numre, som ikke har lidt overlast af at blive genindspillet af en anden kunstner, ja som måske ligefrem er blevet bedre af det. Her er de:
The Beatles "I Am The Walrus", 1967: Genudgivet som liveindspilning af Oasis i 1994 på B-siden af singlen "Cigarettes & Alcohol".
Mange har forsøgt, og mange har fejlet. At genindspille et Beatles-nummer er ikke for sjov. Der skal være en mening med galskaben. Læg dertil, at "I Am The Walrus" allerede på sin tid var kontroversiel i kraft af sit outrerede (stof-inspirerede?) tekstunivers og eksperimenterende sound. Hvordan laver man lige en original version af en sang, der i sig selv er så original, at det er svært at tilføre den noget som helst nyt? Måske er det kun Oasis-brødrene, der magter denne opgave. Netop fordi de med deres indspilning fangede nummerets galskab og kørte den helt ud med overstyrede guitarer og fanddenivoldsk vrængen. Lennon og Co. ville nok være blevet blæst bag over, men alligevel medgive, at nummerests essens i den grad er bibeholdt og ovenikøbet blevet moderniseret.
Leonard Cohen: "Hallelujah", 1984: Genindspillet af Jeff Buckley i 1994 på albummet "Grace".
Jeff Buckleys patosfyldte røst er efterhånden blevet synonym med Cohens klassiker, der gang på gang er blevet fortolket, blandt andre af Bono og Rufus Wainwright. Buckley slår dem alle med længder, måske selv Cohen, der ved nummerets udgivelse ikke fik overvældende opmærksomhed for det. Buckley hørte først sangen hos en ven og begyndte snart at spille den live under mottoet "et halleluja til orgasmen.. en ode til liv og kærlighed". I 1994 inkluderede han den på debut-cd'en "Grace", og i 1997, efter det unge stjernefrø druknede i Wolf River i Tennessee, naglede nummeret sig for alvor fast i folks hjerter. Var det ikke for den tragiske historie, der for evigt vil omgærde nummeret, var Buckleys version af det måske ikke blevet så populær, som det er blevet? Hvorom alting er: Buckley klæder nummeret, og det klæder ham.
Nine Inch Nails: "Hurt", 1994: Genindspillet af Johnny Cash i 2002 på albummet "American IV: The Man Comes Around" og som single.
Et andet eksempel på et nummer, hvis ydre omstændigheder kun har bidraget til dets kultstatus. "Hurt" var et af de sidste numre, Cash indspillede før sin død i 2003, og hans version af det er elsket af ikke kun fans, men også Trent Reznor, som skrev det. "Jeg fik gåsehud, da jeg hørte Cashs indspilning", har han udtalt - "det fik mig til at tænke på, hvor kraftfuld en kunstform musik er. Jeg skrev nogle ord og noget musik om en desperat tilstand, jeg var i, og det blev så genfortolket af en musikalsk legende fra en helt anden æra og genre. Anderledes men præcis lige så rent." Cashs musikvideo til "Hurt", som er optaget i hans hjem gennem 30 år, blev kåret til "bedste musikvideo nogensinde" af det britiske musikmagasin NME i 2011.
"Heartbeats" af The Knife fra 2003: Genindspillet af José González i 2003 på albummet "Veneer" og udgivet som single i 2006.
José González' version af landmændenes The Knifes iørefaldende nummer har fået sin helt egen plads på popstjernehimlen. Han udgav den samme år, som originalen ramte butikkerne, og to år efter blev den brugt i en Sony-reklame samt adskillige tv-shows, hvorefter han også udgav sangen som single i 2006. "Heartbeats" er nærmest blevet en signatur for Gonzáles, og hans udlægning af den er da også så forskellig fra The Knifes, at de kun kan se hans genindspilning som en ære.
Frank Sinatra: "New York, New York", 1977: Genindspillet af Cat Power i 2008 på albummet "Jukebox".
"New York" med Cat Power er faktisk et cover af et cover, idet Sinatra ikke var den første, der sang det. Det gjorde derimod Liza Minnelli i Martin Scorsese-filmen af samme navn, til hvilken nummeret blev skrevet. I 1979 adopterede Sinatra det dog til sit album "Past Present Future", og hittet er siden blevet associeret med ham. Cat Power må på "Jukebox", som næsten udelukkende består af covernumre, i den grad siges at have moderniseret evergreen'en og gjort den til sin egen. Med tungt Würlitzer-keyboard og den velkendte rå-bløde, kælne røst serverer hun en "formollet" version af den ellers så lystige sang og bringer helt nye farver frem i den.
Bob Dylan: "All along the Watchtower", 1967: Genindspillet af Jimi Hendrix på albummet "Electric Ladyland" fra 1968.
Dylan selv har indspillet fire forskellige versioner af dette nummer, og det er det, han har optrådt med flest gange live. Alligevel er det Hendrix' indspilning fra 1968 - blot et år efter Dylan udgav sangen første gang - der er blevet dyrket mest. Selv Dylan har udtalt, at når han spiller nummeret i dag, føler han, det er en hyldest til Hendrix. På Rollings Stones' liste over de 500 bedste sange nogensinde rangerer den - i Hendrix' version - som nummer 47, og mon ikke også det er den, de fleste tænker på først, når hittet bliver nævnt?
Drake: "Hold On Were Going Home", 2013: Genindspillet af Arctic Monkeys 2013, ikke udgivet.
Et nyere skud på stammen af covernumre. Om Arctic Monkeys indie-rockede version tilfører noget nyt til Drakes roste hit, kan diskuteres. I alle tilfælde er det bemærkelsesværdigt, at bandet med en så anderledes sound har bibeholdt nummerets loungede charme. Det har selvfølgelig at gøre med melodiens styrke, men Arctic Monkeys er faktisk eminente til at "indificere" nok så forskellige kunstneres sange uden at drukne dem i guitarer. Nogle hævder endda, at forsanger Alex Turner har gjort "Hold On We're Going Home"- hold fast - mere sexet. Bedøm selv:
Dolly Parton: "Jolene", 1973: Genindspillet af The White Stripes i 2000 som B-side af singlen "Hello Operator"
Her kan man i den grad tale om gammel vin på nye flasker. Jack og Meg Whites version af Partons populære hit er blevet kåret som et af de bedste live-covers af Rolling Stone og det ikke uden grund. Evnen til at forvandle et gennemført countrypopnummer til garagerock er ikke alle forundt. Jack White og hans skraldede guitar forbliver tro mod originalen, men tilfører sangen en smerte og kant, som klæder den. Ingen tvivl om, at The White Stripes har hjulpet med at distribuere "Jolene" til et nyt publikum.
Taylor Swift: "Shake it Off", 2014: Genindspillet af Jamie Cullum 2015, ikke udgivet.
En anden konge inden for cover-genren er og bliver den virtuose charmetrold Jamie Cullum. Pianisten og crooneren synes at hygge sig gevaldigt med at fortolke diverse kunstnere, og sigende er det, at hans overlegne, jazzede fortolkninger overordentligt ofte giver originalversionerne baghjul. Om det også er tilfældet med Swifts energiske hit fra sidste år, må man selv vurdere...
Karen Jønsson: "Hvorfor Er Lykken Så Lunefuld", 1937: Genindspillet af Lars H.U.G i 1992 på albummet "Blidt Over Dig"
Nok kan dette covernummer af Lars H.U.G. ikke konkurrere på verdensplan, men lur os om ikke de fleste udlændinge ville være enige i, at både den oprindlige og den senere version af "Hvorfor Er Lykken Så Lunefuld?" er et lyt værd? Hvis de da kan høre ligheder: H.U.G. har nemlig i sin fortolkning ændret melodien ikke så lidt, selvom teksten er forblevet den samme. 1992-indspilningen er alligevel en smuk hyldest til skuespilleren og "mikrofonsangerindens", som man sagde dengang, fine sang, og H.U.G. hittede da også stort med nummeret i 1992.
Og hvor er så Soft Cell med "Tainted Love" af Gloria Jones, Kasabian med "Sweet Escape" af Gwen Stephani, Joe Cocker med The Beatles' "With A Little Help From My Friends", Nirvana med David Bowies "The Man Who Sold The World" eller Ryan Adams med "Wonderwall" af Oasis, spørger du måske? Som sagt, at lave en top ti over bedte covernumre er umuligt. At lave top ti'er er generelt umuligt. Derfor elsker vi at prøve!
