Nyhed

Raser mod Robbie Williams

GAFFA.dk – alt om musik

Verdensstjernen får hård kritik fra flere sider for at give Vladimir Putin positiv opmærksomhed omkring det kommende VM i fodbold.

På torsdag sparkes VM i Rusland officielt i gang, og 30 minutter før kampstart mellem værtsnationen Rusland og Saudi-Arabien skal Robbie Williams optræde foran præsident Vladimir Putin. Dette får manden bag hits som ”Feel”, ”Rock DJ” og ”Angels” nu massiv kritik for.

– Robbie Williams giver Vladimir Putin et PR-kup gennem at optræde ved åbningsceremonien bare måneder efter at Rusland gennemførte et kemisk våbenangreb på engelsk territorium, udtaler den britiske politiker John Woodcock ifølge The Telegraph.

– Jeg forstår, hvorfor landsholdet vil rejse, men ingen patriotisk offentlig personlighed bør give tommelfinger op til Rusland på denne måde. Jeg håber, at Robbie ombestemmer sig, selvom det er kort varsel, tilføjer han. 

Artiklen fortsætter under videoen



Fondsforvalteren Bill Browder går endnu længere i sin kritik mod popstjernen.

– Robbie Williams gør en skammelig ting, enten fuldt bevidst eller ubevidst. Jeg vil gerne introducere ham til Sergei Magnitskys enke og søn, så han forstår, hvilket regime han legitimerer, siger Browder.

Browders advokat Sergei Magnitsky blev dræbt, da han var i politiets forvaring i Moskva i forbindelse med en korruptionsefterforskning, skriver den svenske avis Expressen.

ANNONCE