Nyhed

Mens du (måske) sov: Superstjerner samlede verden til kampen mod corona – hver for sig

GAFFA.dk – alt om musik

Lady Gaga, Paul McCartney, Taylor Swift og mange flere gav rørende optrædener

I nat fra klokken 02.00 dansk tid fandt den stort anlagte One World: Together at Home-koncert sted med en lang række verdensstjerner. En velgørenhedskoncert arrangeret af verdenssundhedsorganisationen WHO og organisationen Clobal Citizen for at samle penge til kampen mod coronapandemien og dermed en koncert i ånden fra historiske koncerter som Live Aid og Live Earth – blot med den forskel, at kunstnerne denne gang optrådte hjemmefra og blev videostreamet til hele verden grundet forbuddet mod større forsamlinger i store dele af verden.

Musikprogrammet var kurateret af Lady Gaga, der også selv optrådte sammen med blandt andre Beyoncé, Andrea Bocelli, Celine Dion, Billie Eilish, Elton John, John Legend, Paul McCartney, The Rolling Stones (de fire medlemmer optrådte fra hver sit hjem), Taylor Swift og mange flere.


Showet bød på både live-optrædener fra kunstnernes private hjem, forproducerede indslag, alvorlige interviews med sundhedseksperter og læger fra hele verden samt mere humoristiske indslag med kendte komikere. Værterne var Jimmy Kimmel, Stephen Colbert og Jimmy Fallon.

Det stort anlagte show sluttede med fællessangen "The Prayer" fra 1999, oprindeligt indspillet af Celine Dion og Andrea Bocelli og i nat sunget af Celine Dion, Andrea Bocelli, Lady Gaga og John Legend med Lang Lang på klaver, sammen hver for sig. 

Ifølge Global Citizen indsamlede showet 128 millioner dollars til kampen mod corona-pandemien.


Showet kan nu ses på YouTube og på TV2 Play, og det bliver ligeledes sendt på TV2 i aften fra 21-23. 

LÆS OGSÅ: Flere aflyste festivaler og koncerter kan få kompensation

Se "The Prayer" nedenfor og allernederst hele det otte timer lange show inklusive intro:

Se hele One World: Together at Home-showet:


ANNONCE