Nyhed

Benjamin Hav fra Benal udgiver soloalbum

Spice Up Your Life er på gaden nu

Benjamin Hav, den rappende halvdel af Benal, er ikke typen, der ligger på den lade side. Oven på et år med masser af Benal-koncerter, senest tre i Store Vega mellem jul og nytår, udgiver han nu uden forvarsel sit første soloalbum, Spice Up Your Life.

Det er, med Benjamin Havs egne ord i en pressemeddelelse, hans ”konstante jagt på en bedre verden for os alle”, som har resulteret i albummets 13 numre, der ”som en slags tovværk hejser den lille lytter ned i beskyttelsesrummet mod en omverden af slendrian og intensiveret dumhed.”

Han fortsætter:


”Jeg vil gerne elske med dig i en sovepose under en dyne af døde duer ude bag Vestforbrændingen. Det her er ikke et farvel til Albert eller Benal. Det her er en nænsom bevægelse med hoften i en proppet elevator. Jeg har lavet dette soloalbum for endegyldigt at imødekomme min psykologs gentagne opfordringer om at gøre noget for lille Benjamin. Benjamin har også følelser, men det er du ligeglad med. Du har nok i dig selv. Selvom vi alle ved, at det jo umuligt kan være nok. Nu er det kun mig og kærligheden. Vi skal danse og være glade, og jeg har købt ti lange roser og en vandseng som et venligt kip med hatten til den virkelighed, de kalder ‘extreme succes’. Det her er mit forsøg på at blive elsket endnu mere end før.”

“Albummet er forordet til min livets bog En samtale om os, der sprinkler glædens dråber på dig som en form for casual dåb i mødet mellem hint og her,” fortsætter Benjamin Hav og afslutter med:

“Jeg ser dig. Fordi du gerne vil ses. Og så ser vi. Og så ses vi.”


Albummet er indspillet i samarbejde med blandt andre Emil Kruse, Nonsens, Hedegaard, Zookeepers samt producerduoen Mahler & Bir (Claus Hempler, Søren Huss med flere), som Benjamin Hav i over seks måneder har arbejdet med i en studie-villa i udkanten af Moskva. Udspillet byder på gæstevokaler fra Esben Iversen, Clara Sofie og Søren Huss.

Sammen med producer Magnus Albert Wanscher har Benjamin Hav i duoen Benal udgivet tre ep'er og tre album i perioden 2013-2018. I 2017 modtog de P3-Prisen, i 2019 en GAFFA-Pris for "Årets Hiphop-udgivelse", og Benjamin Havs soloudspil betyder altså ikke enden på gruppen.

LÆS OGSÅ: Benjamin løj, Albert dansede


Hør titelsangen fra Spice Up Your Life:

ANNONCE