Nyhed

One hit wonder-band gendannes efter 22 år – til Joe Bidens indsættelse

GAFFA.dk – alt om musik

The New Radicals bliver genforenet 

Det amerikanske band The New Radicals bliver efter 22 års stilhed gennemdannet i forbindelse med Joe Bidens indsættelse, skriver Pitchfork.

Gruppen er især kendt for 1999-hittet "You Get What You Give" fra deres første og eneste album, Maybe You've Been Brainwashed Too, og det var også bandets første og eneste hit. 

Bandet vil deltage som en del af den virtuelle hyldest "Parade Across America" onsdag den 20. januar, efter at Joe Biden og Kamala Harris er blevet taget i ed som henholdsvis præsident og vicepræsident.

Sangen "You Get What You Give" blev under Kamala Harris' kampagne brugt af hendes mand, Doug Emhoff, når han gik på scenen.

Nummeret havde også stor betydning for Joe Bidens nu afdøde søn, Beau Biden, i hans sidste dage, da han var alvorligt syg med kræft i hjernen, skriver Joe Biden i sine erindinger, Promise Me, Dad.

"Hvis der er én ting på Jorden, som kunne få os til at finde sammen igen, bare for én dag, ville det være håbet om, at vores sang kunne være bare den mindste stråle af lys i sådan en mørk tid," udtaler gruppens sanger og sangskriver Gregg Alexander i en pressemeddelelse og fortsætter:

"At spille sangen igen efter så lang tid er en kæmpe ære, fordi vi alle har dybt respekt for Beaus militære erfaring og et stærkt håb efter det sammenhold og den normalitet, Joe og Kamala vil bringe tilbage til vores land i denne krisetid." 

Sangen blev blandt andet kendt for dens udfald mod musikerne Beck, Hanson, Courtney Love og Marilyn Manson, som blev kaldt "fakes" – ifølge Gregg Alexander for at se, om medierne ville fokusere på disse linjer frem for sangens mere samfundskritiske passager, hvilket i høj grad var, hvad der skete.

Efter tiden i The New Radicals har Gregg Alexander arbejdet som sangskriver for andre, blandt andre Ronan Keating, Sophie Ellis-Bextor, Melanie C og Santana, hvis sang "The Game of Love" i 2003 vandt en Grammy i kategorien "Best Pop Collaboration With Vocals".

LÆS OGSÅ: Stjerneparade hylder Joe Biden ved indsættelsen

Varm op med klassikeren "You Get What You Give":

ANNONCE