Nyhed

Joni Mitchell fejrer 50 års albumjubilæum med ny udgivelse

GAFFA.dk – alt om musik

Den ikoniske, prisvindende og indflydelsesrige sanger og sangskriver fejrer Blues 50-års fødselsdag ved dele fem uudgivne optagelser med sine fans 

Den canadiske singer-songwriter Joni Mitchell har udgivet en fem numre lang ep i anledning af, at det i dag er præcis 50 år siden, hun udgav sit anmelderroste, fjerde studiealbum Blue. Ep’en byder på demoversioner og outtakes fra Blue og kan høres længere nede. 

Ifølge Mitchells pladeselskab tilbyder udgivelsen: “[et] anderledes perspektiv på et af de bedste albums, der nogensinde er blevet lavet, og den inspirerende kreative periode, der gjorde det muligt”, skriver Uncut. Den 29. oktober udgiver hun derudover bokssættet Joni Mitchell Archives Vol. 2: The Reprise Years (1968-1971). Joni Mitchell Archives – Vol. 1: The Early Years (1963–1967) udkom i oktober sidste år.


Blue blev udgivet den 22. juni 1971, og nåede i sin tid 3. pladsen på UK Album-listen. Alle sange på Blue er skrevet og produceret af Mitchell selv. Albummet er sidenhen blevet kåret som et af de allerbedste musikalbum. Sidste år lå udgivelsen som nummer 3 på musikmagasinet Rolling Stones liste over de 500 bedste album nogensinde, og The New York Times udvalgte i år 2000 albummet som ét af 25, der repræsenterede “vendepunkter og højdepunkter i populærmusikken fra det 20. århundrede”.

I løbet af sin karriere har Joni Mitchell udgivet 19 studiealbum, senest Shine i 2007. Mitchell debuterede i 1968 med Song to a Seagull. I løbet af sin karriere har hun modtaget ni Grammy-priser, og i 1997 blev hun optaget i Rock and Roll Hall of Fame. 

I 2015 blev Mitchell ramt af en hjerne-aneurisme, og hun var sygemeldt længe herefter, men hun har i de senere år været i bedring. Hun har ikke optrådt siden sygdommen, men har vist sig offentligt ved enkelte lejligheder, blandt andet en hyldestkoncert på hendes 75 års fødselsdag i 2018.


LÆS OGSÅ: LISTE: 8 kvinder, som var de første i musikverdenen 

 

Hør Blue 50 (Demos & Outtakes) her – og nedenfor det originale album:

 


ANNONCE