Nyhed

by:Larm-festivalen i Norge bliver landets store genåbningsfest: "Det bliver helt vildt"

GAFFA.dk – alt om musik

Den norske by:Larm festivals afholdelse har været meget usikker på grund af coronarestriktioner. Nu er der annonceret fuld genåbning af Norge, og festivalen kan afholdes som før.

Der er netop i dag offentliggjort, at Norge står over for en stor åbning af landet oven på diverse coronarestriktioner, og genåbningen finder sted allerede i morgen. Dette er selvfølgelig gode nyheder for hele landet, men i særdeleshed for showcasefestivalen by:Larm, der nu kan afholdes uden de store restriktioner, regler og krav. 

Den Olso-baserede branchefestival kan sammenlignes med den danske Spot Festival. Den har, ligesom den aarhusianske udgave, forskellige koncerter og konferencer rundt i den norske hovedstad. by:Larm vil løbe af stablen fra den 30. september til den 2. oktober, hvor GAFFA også til være til stede og anmelde og tage billeder fra en række koncerter.


GAFFA har talt med by:Larms presseansvarlige Erik Egenes omkring det at skulle planlægge en festival ud fra to scenarier, nemlig fuld genåbning eller festival med restriktioner og om, at by:Larm nu bliver Norges store genåbningsfest.

Hvad er status lige nu på afholdelse af festivalen by:Larm? 

- Status er nu, at by:Larm bliver den store genåbningsfest her i Norge. Sidste år var vi den sidste store festival, før pandemien opstod i marts 2020 – nu er vi den første festival efter genåbningen. Dette bliver helt vildt, unikt – one for the books, ganske enkelt. Tag dine dansesko på!


Hvordan har corona-restriktioner i Norge påvirket planlægningen af by:Larm, og hvordan har det været at planlægge en festival ud fra to scenarier samtidig? 

Det har været svært at planlægge, især fordi der har været meget lidt forudsigelighed. Vi har været nødt til at planlægge mange scenarier på samme tid, hvilket har krævet meget arbejdskapacitet, men nu slipper vi heldigvis for det. Nu kan vi også slippe billetsalget fuldt ud – vi var udsolgt med restriktionerne, men nu kan vi sælge normal kapacitet ud. Det skal nok gå!

Hvad var din første reaktion, da du fik nyhederne om genåbningen?


– Jeg må indrømme, at den første reaktion var at grine bredt. Vi har ventet så længe på dette. Kulturbranchen har levet i usikkerhed, men nu kan vi køre videre igen. By:Larm bliver genåbningsfesten, det bliver som sædvanligt – med kram, dans, mingling, alt sammen til lyden af ​​den bedste nye musik. Nu ser vi fremad. Det bliver magisk.

På festivalen kan du blandet andet opleve disse navne: Coby Sey (UK), Fangst (NO), JADA (DK), PRISMA (DK), Smerz (NO), Angående Mig (DK), GAUPA (SE), Jaqe (SE) og Dopha (DK).

Billetter til festivalen kan købes lige her.

LÆS OGSÅ: Branchefestivalen by:Larm tilføjer 10 nye navne

ANNONCE