Nyhed

Nye Borgerliges kulturordfører: DR skal privatiseres, og P6 Beat skal være på abonnement

GAFFA.dk – alt om musik

Ifølge Nye Borgerliges kulturordfører Lars Boje Mathiesen er det frygteligt gammeldags og nærmest kommunistisk at tale politisk om enkelte radiokanalers overlevelse.

GAFFA følger tæt sagen om P6 Beat og P8 Jazz og deres usikre fremtid. DR har meldt ud, at begge kanaler står til at lukke ved årets udgang, hvis ikke der bliver fundet økonomisk støtte til dem. Flere politikere vil gå til de kommende medieforhandlinger med en positiv indstilling til kanalernes overlevelse, men stod det til Lars Boje Mathiesen, kulturordfører hos Nye Borgerlige, er det slet ikke på sin plads overhovedet at tale om specifikke kanaler politisk. Han kalder tilgangen gammeldags og næsten kommunistisk:

– Tilgangen er lige nu, at politikere skal blande sig i, hvad tv-stationerne gør. Det synes jeg er forkert politik, og vi skal væk fra, at der skal sidde politikere og tage borgernes penge og bestemme, hvilket indhold der skal være i radiokanalerne, og tvinge folk til, at det så er de radiokanaler, de skal høre. Det er jo frygteligt gammeldags. Nærmest kommunistisk tankegang, som jeg ikke bryder mig om, udtaler Lars Boje Mathiesen til GAFFA.


Han er derimod af den overbevisning, at DR skal privatiseres og slet ikke optage Christiansborgs opmærksomhed. Og så mener han, at det skal være op til den enkelte borger, om de vil lytte til eksempelvis P6 Beat eller P8 Jazz.

– Jeg tror på, at Danmarks Radio laver så godt indhold, at de kan selv, og så er der jo ingen grund til, at de skal finansieres over skatten. Vi skriver jo 2021, og politikerne mener jo godt, at folk er i stand til at stemme på dem, men mener åbenbart ikke, at folk er i stand til selv at varetage, hvilke radio- og tv-kanaler de har lyst til at betale for. Jeg har lidt større tiltro til danskerne, og at det kan de altså godt selv finde ud af. Derfor skal man jo selvfølgelig give danskerne en skattelettelse, og så kan de jo tilkøbe DR, hvis de har lyst og midler til det, siger Lars Boje Mathiesen.

Ud over Lars Boje Mathiesens ønske om privatisering af DR tilføjer han, at man i den forbindelse kunne lave kanaler som P6 Beat om til abonnement. Så ville han i hvert fald selv overveje at købe det – mod en skattelettelse, selvfølgelig.


LÆS OGSÅ: DF-medieordfører om P6 Beat-sagen: Ikke flere penge til DR

ANNONCE