Nyhed

Lydmor udgiver single og annoncerer akustisk album

Lydmor har slukket for elektronikken for at skabe sit kommende 2022-album Nimue. Den stemningsfyldte og klaverdrevne førstesingle “LSD Heart” er netop udkommet.

Lydmor er aliasset for Jenny Rossander. Siden hun udgav sit debutalbum for 10 år siden har Rossander uden besvær altid været en uforudsigelig og nyskabende kunstner med en særlig evne til at forblive tidløs i sit udtryk. 

I december 2021 tog Jenny til Oslo for at spille det sidste show på en længeventet Europa-turné, men produktionen blev ramt af COVID-19. Fast besluttet på at færdiggøre satte Jenny sig ved klaveret på det norske venue og spillede en fuldlængde akustisk Lydmor-koncert. Morgenen efter havde hun planlagt hjemrejsen til Danmark for at fejre jul og nytår, men bookede i stedet et lydstudie på en lille, afsides norsk ø, hvor hun isolerede sig fuldstændig. 

– Jeg vidste, at jeg var nødt til at skabe musik uden muligheden for at gemme mig bag lag af lyd og endeløs redigering. Jeg havde brug for noget ægte med plads til alt, der er smukt, ubehageligt, intimt og frit. Det var en skræmmende, men nødvendig proces for mig, som med det samme udviklede sig til en slags "get-mad-or-die-trying"-session uden pauser, hvor jeg skiftevis krammede og sloges med mig selv, fortæller Jenny Rossander. 


Lydmors nye album har fået titlen Nimue. Ifølge en pressemeddelelse bliver det en organisk, levende og nøgen oplevelse, der inddrager den naturlige lyd af bølger fra det norske hav og Rossanders trin, når hun går igennem sneen og hen over de knirkende trægulve i studiet for at sætte sig ved klaveret –som om optagelserne inviterer lytteren til at sætte sig lige ved siden af hende.

“LSD Heart” er den klaverdrevne førstesingle – et tandbid af en feministisk sang, der kritiserer moderne kunst og kønsstrukturer, men på flirtende vis også præsenterer en alternativ måde at elske og leve i det moderne samfund. ”LSD Heart” er et akustisk remake af Lydmors eget nummer fra 2019, og det kommende album vil bestå af både remakes, nye sange og covers. 


ANNONCE