Nyhed

Neil Young opfordrer Spotify-ansatte til at sige op

GAFFA.dk – alt om musik

Rockveteranen angriber også fire amerikanske banker

Den canadiske rockveteran Neil Young har rettet endnu en bredside på Spotify, som han for nylig fjernede sin musik fra i protest mod, at streamingtjenesten også er platform for den meget populære talkshowvært Joe Rogan, der er blevet kritiseret for at sprede falske informationer om coronavacciner.

I et nyt indlæg på sin hjemmeside opfordrer Young nu alle musikere til at fjerne deres musik fra Spotiy, ligesom han anbefaler alle Spotify-ansatte til at sige deres job op. Han skriver:

"Til denne verdens musikere og skabere siger jeg dette: I må være i stand til at finde et bedre sted end Spotify til at være hjem for jeres kunst. Til medarbejderne på Spotify siger jeg, at problemet er Daniel Ek (Spotifys grundlægger og øverste chef, red.), ikke Joe Rogan. Det er Ek, der trækker i trådene. Kom væk fra det sted, inden det æder jeres sjæle op. De eneste mål, Ek er kommet med, handler om tal –  ikke kunst, ikke kreativitet. Bemærk, at Ek aldrig nævner de sundhedsprofessionelle, der startede denne debat. Se en sidste gang på de udtalelser, han er kommet med." 

Young opfordrer desuden folk til at boykotte fire amerikanske banker: Chase, Citi, Bank of America og Wells Fargo, fordi de ifølge ham investerer i fossile energikilder og dermed medvirker til den globale opvarmning. Han henvender sig særligt til den såkaldte babyboomer-generation (personer født mellem 1946 og 1964), da 70 procent af USAs formue ifølge mediet CNBC besiddes af denne generation, hvor millennial-generationen (personer født mellem 1981 og 1996, red.) kun besidder fem procent.

I forbindelse med sin boykot af Spotify har Neil Young anbefalet folk at bruge Amazon Music, hvilket ifølge Pitchfork dog også har givet anledning til kritik, da Amazon-koncernen er blevet beskyldt for dårlige arbejdsforhold og er kendt for sin modstand mod fagforeninger.

Efter Neil Youngs kritik mod Spotify er han blevet bakket op af blandt andre Joni Mitchell, Crosby, Stills & Nash og India Arie, hvor sidstnævnte også har beskyldt Joe Rogan for racisme. Spotify har herefter fjernet 70 af Joe Rogans podcast-afsnit, men har afvist at fjerne ham helt fra platformen.

LÆS OGSÅ: Spotify-chef afviser at lukke munden på kontroversiel podcaster

ANNONCE