Nyhed

Neil Young vil fjerne sin musik fra Spotify – "spreder falsk information om vacciner"

GAFFA.dk – alt om musik

Raser over podcasts af vaccineskeptiker

Neil Young har i et åbent brev på sin hjemmeside skrevet, at han vil have sin musik fjernet fra Spotify, fordi streamingtjenesten også har podcasts af den vaccinekritiske amerikanske komiker og podcastvært Joe Rogan, skriver Pitchfork. Young skriver, at Spotify dermed "spreder falsk information om vacciner – som potentielt kan betyde døden for dem, der tror på den misinformation, som de spreder." Young skriver også, at Spotify "kan have Rogan eller Young, ikke dem begge to."

Brevet var henvendt til Youngs manager Frank Gironda og Tom Corson, en af lederne af Youngs pladeselskab Warner Bros, og bad dem fjerne Youngs musik. Brevet er dog allerede fjernet fra Youngs hjemmeside igen, hvilket kunnet tyde på, at Young har ændret sit synspunkt. Hans musik ligger i skrivende stund stadig på Spotify.


Joe Rogan har blandt andet udtalt, at han ikke mener, at unge og sunde personer bør vaccineres mod Covid-19, ligesom han har givet taletid til den vaccinekritiske amerikanske virolog Robert Malone, der er blevet udelukket permanent fra Twitter for at sprede misinformation om vacciner mod Covid-19.

Pitchfork har indtil videre uden held forsøgt at få en kommentar fra repræsentanter for Young og Rogan.

Neil Young udgav i december sit 41. studiealbum, Barn, som GAFFAs anmelder var forholdsvis tilfreds med.


LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Intet nyt under høstmånen

 

ANNONCE