Nyhed

Virtuelle universer er et hit hos de unge

Ungdommen er klar til at flytte ind i de virtuelle verdener

Det virtuelle univers har været en drøm for mange gennem utallige årtier, og vi har set adskillige forsøg på at løfte opgaven gennem årene. Et af de helt store forsøg på et virtuelt univers var Second Life, hvor mange virksomheder så en potentiel forretning. Der blev etableret forretninger, udstillinger, koncerter og meget mere, men Second Life blev aldrig for alvor en succes.

Dengang for cirka et årti siden var den indbyggede skepsis mod virtuelle universer hos brugerne for stor, internettet kunne ikke for alvor bære trafikken, og grafikken var ikke den mest fantastiske.

Men tingene har ændret sig, og de virtuelle universer er for alvor noget, der breder sig. Men nu kalder vi det ikke længere for et virtuelt univers, men for et metaverse – teknologiverdenens nyeste buzzword. Der er generelt enighed om, at metaverse er et stort teknologiskifte, og der investeres rigtig mange penge i det fra alle sider.


Interessen fra os der skal bruge det, har også ændret sig markant. Samsungs nyeste rapport, Digital Close Contact – Danskernes syn på metaverser, viser at specielt de unge synes, at metaverse er spændende.

36 procent af de unge mellem 18 og 29 år er i nogen eller høj grad interesserede i at bruge tid i en virtuel verden i fremtiden.

”De unge finder størst potentiale i metavers og fremtiden for udviklingen af virtuelle universer. De er flasket op med teknologi og har et andet syn på det end den ældre generation, som er lidt mere afvisende. Ofte er det den yngre generation, som er med til at udbrede ny teknologi og gøre den mere mainstream til resten af befolkningen. Så derfor er det fedt at se, at de unge tager imod og er nysgerrige på metaverser og mulighederne, det åbner for,” skriver Claus Holm, landechef for Samsung Danmark i en pressemeddelelse.


Rapporten viser også, at det ikke kun er for at se på, de unge vil være i metaverset. 18% af de unge mellem 18 og 29 år svarer, at de sagtens kunne forestille sig at investere i indretning, tøj, kunst, husdyr – så længe det altså ikke er for dyrt.

Helst vil de investere i boliger i metaverse (20%), og så kommer det til rejser, event-billetter og tøj.

Metaverse er dog ikke for alle. Dem, der droppede Second Life i sin tid, er heller ikke nu så begejstrede for de virtuelle verdener. 54% af alle mellem 50 og 64 år svarer nemlig, at de slet ikke er interesserede i at bruge tid i en virtuel verden. 82% af samme aldersgruppe svarer, at de slet ikke er villige til at investere i metaverser.


”Min oplevelse er, at uvished om, hvordan nye teknologier kommer til at spille ind i hverdagen, gør os ekstra opmærksomme. Men efterhånden som man får mulighed for at udforske og prøve kræfter med nye teknologier, spredes interessen,” skriver Claus Holm i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Ny medieaftale skal styrke DR

ANNONCE