Nyhed

Bob Marleys fødselsdag fejres i Aarhus

GAFFA.dk – alt om musik

”When the music hits, you feel no pain”

Citatet stammer fra reggaekongen Robert ”Nesta” Marleys udødelige nummer om livet i Kingston-ghettoen, ”Trenchtown Rock” og er en hyldest til reggaemusikken, som han mere end nogen anden var ambassadør for, indtil en længerevarende kamp mod kræften skulle koste ham livet tilbage i 1981 – i en alder af kun 36 år.

Bob Marleys betydning som ambassadør for de pulserende reggaerytmer er uden sidestykke, idet han i dag – 41 år efter sin alt for tidlige død – er kendt i selv de fjerneste egne af kloden for sine budskaber om fred og kærlighed. Marleys musik har den sjældne evne at samle folk på tværs af kontinenter, etnicitet og generationer, så på den måde lever Marley stadig gennem musikken.


I februar ville Marley være fyldt 77 år, og traditionen tro fejres hans fødselsdag ved et stort reggaearrangement på VoxHall i hjertet af Aarhus, i år den 29. april, hvor Jam Link Int. inviterer til reggaefest. Oprindelig skulle fødselsdagen være fejret tilbage i februar måned, men på grund corona-restriktioner var det nødvendigt at flytte datoen.

Aftenens hovednavn er den jamaicanske sanger Echo Minott, der aldrig tidligere har optrådt i Danmark og som især er kendt i reggaekredse som en heavyweight-artist inden for den digitale dancehall.

Minott blev født som Noel Phillips i 1963 og voksede op i Maverley-området i Kingston, Jamaica, hvor han begyndte at synge i en tidlig alder. Hans lokale gennembrud kom i 1980, da han i en alder af kun 17 år indspillede albummet Youthman Vibration for den legendariske producer Prince Jammy. I 1985 fik Minott så sit internationale gennembrud med monsterhittet "Lazy Body". Singlen blev hurtigt nummer 1 på verdensplan og førte til et helt album med forskellige versioner til rytmen.


Echo Minott bakkes op af det gedigne danske rootsreggae- og dancehallband Hafizi Crew, der tidligere har backet navne som Eek A Mouse, Pharfar, Kaka, Karen Mukupa, Jah Bobby, Ida Ambrose, Jah Turban, Leroy Gibbons, Little Roy, Raske Penge, Kass Smith, Chapper, Ilawy, Courtney Melody og King Kong. Bandet består af Tormod Tamhool Holm på guitar, Troels Kjær på keyboards, Jørn Husum på trommer og Mads Krabbe på bas.

Men også den danske reggaesanger Philip K lægger vejen forbi VoxHall og giver bud på, hvorfor han regnes for Danmarks måske bedste reggaesanger. Philip K har været en fast bestanddel af den hjemlige reggaescene siden 1980erne, hvor han var forsanger i Futark og senere Bass And Trouble. Nu er han aktuel med singlerne ”Simple”, ”Show Some Love”, ”All I Know” samt ”I Dream Of You In Color” – sidstnævnte på Pharfars helt nye Cup Cake Riddim

Fra Aarhus kommer selveste One Love Marley Band, der er både lykkelige og lettede over at være på den anden side af corona-krisen. Bandet har tidligere optrådt ved Marley-fester og har denne gang fået en ny sanger med. Ditte Fredsgaard Strange er den nye frontfigur i One Love Marley Band, og hun fortolker de store sange med en lækker blanding af blues og soul. Bob Marley og reggae har altid været en vægtig del af hendes og bandets musikalske bagtæppe, og fremover står Ditte i front for Danmarks eneste dedikerede Bob Marley-hyldestorkester.


Aftenen igennem bydes der på reggae-stimuli for alle sanser. På programmet er der nemlig seminar om Bob Marley, smagsprøver på Marley-kaffe og kunst ved Vogel Art Exhibition, der udstiller værker inspireret fra blandt andet reggaemusikken, ligesom Nordic Afro Fashion vil være repræsenteret med en spændende stand med afrikanske kreationer.

Roots reggae-dj Tiger Moth vil aftenen igennem spille Marley-klassikere på vinyl og genoplive de dage, da reggaemusikken for alvor gjorde sit indtog på verdensplan.

Dørene åbnes allerede kl. 20:00, og publikum opfordres til at komme tidligt.

LÆS OGSÅ: Historien om Bob Marley

Du kan varme op til reggaefesten her:

"Trenchtown Rock" – Bob Marley & The Wailers (Live At The Rainbow, den 4. juni 1977):

"Lazy Body" – Echo Minott: 

ANNONCE