Nyhed

Ny rapport belyser, hvilke udfordringer kvinder i musikbranchen står over for

GAFFA.dk - alt om musik

Billedet: Fem danske kvinder, der har formået at bryde gennem glasloftet: Drew Sycamore, Clara, Medina, Jada og Tessa

I et samarbejde mellem Danmarks Radio og Bandakademiet har man undersøgt og udarbejdet en rapport om kønsubalancen i den danske musikindustri.

Denne afdækkende rapport er baseret på 75 dybdegående interviews med kvindelige sangere, sangskrivere, musikere og producere, der på hver deres måde begår sig i den danske populærmusikalske branche. I bearbejdningen af disse interviews har man i rapporten fundet frem til 10 tematikker, der udgør og bibeholder denne ulighed imellem kvinder og mænd i branchen.


Skal man tydeligt billedligøre det stadigt enorme skel, der er for kvinder i dansk musikliv, kan man blot se til flertallet af piger og kvinder på musikskolerne, sidestillet med det faktum, at i 2021 gik kun 10 procent af Koda-rettighedsmidlerne til kvindelige musikere. Som lederen af Bandakademiet Marianne Fruergaard udtaler med hensyn til rapporten:

”Undersøgelsen slår efter vores mening fast, at kønsubalancen i den danske musikbranche ikke skyldes kvindernes manglende ambitioner, lyst eller mod på en musikkarriere.”

For hvert skridt videre ind i den såkaldte ”musikfødekæde”, møder kvinder strukturelle udfordringer, og som tidligere nævnt har rapporten fundet frem til 10 hovedproblemer, der hver især bliver gennemgået udførligt i rapporten. Af disse hovedtematikker behandles blandt andet aldersdiskrimination, snævre forestillinger om kvindelige artister og maskulint dominerende og dominerede normer.


De interviewede kvinder har også kunnet nå frem til nogle grundlæggende tiltag, de gerne ser ske i musikbranchen. Heriblandt ønsket om tiltag, der fremmer tryghed og god mental trivsel, ansvarsbevidsthed blandt gatekeepers, eksempelvis musikselskaber, og at man fra mediernes side skal huske det ansvar, man har i henhold til både ordentligt sprog såvel som lige repræsentation.

DR’s ledende redaktionschef for Kultur, Debat og Musik Gustav Lützhøft udtaler i forbindelse med rapporten:

”Rapporten tegner jo et billede af den udfordring, vi har på tværs. Derfor er vi glade for, at alle aktører i branchen er klar til at løfte i flok. Inden længe ved jeg, der kommer en rapport fra andre vigtige brancheaktører om samme emne, og det vidner jo om, at alle i branchen tager den her udfordring seriøst. ”


Rapporten vil senere på måneden blive behandlet under et topmøde for den danske musikbranche- og industris topfigurer.

Læs hele rapporten her

LÆS OGSÅ: KODA’s rapport for kønsubalancen i 2021

ANNONCE