Nyhed

Carl Emil Petersen modtager højskole-pris

Et skulderklap til en ung, fremadbrusende musiker

Det er den tid på året, hvor Den folkelige sangs pris skal uddeles. Og det blev den i går, torsdag.

Prisen gives til personer, som har været med til at udbrede den folkelige sang og Højskolesangbogen, og denne gang gik prisen til sanger og sangskriver Carl Emil Petersen, der ved overrækkelsen fik følgende ros:

”Et skulderklap til en ung, fremadbrusende musiker, sangskriver og fællessangskomponist, som har meget mere på hjerte som bidragsyder til den folkelige sang”, her citeret fra en pressemeddelelse.

Bag kåringen ligger følgende motivation fra udvalget:


”Den folkelige sangs pris 2022 går til en musiker, der gør sig særligt bemærket med sine tekster på dansk. Han har en dybde i sin lyrik, som gør stort indtryk på udvalget. På sin vis en klassisk singer-songwriter, der med sin guitar synger sine sange, men gør det med en indlevelse og en tekstlig dybde, som har mange lag”.

Ved kåringen blev Petersens sang ”Frit land” nævnt – en sang han skrev i 2015 til sit tidligere band Ulige Numre, der siden er blevet en del af den 19. og seneste udgave af Højskolesangbogen.

”I denne sang er et følsomt emne berørt, som på samme tid begræder problematikken og også stiller spørgsmålstegn ved de danske værdier under flygtningekrisen”.


Hvert år bliver Den folkelige sangs pris uddelt af Folkehøjskolernes Forening i Danmark i forbindelse med deres årsmøde. Med prisen, der kan gives til en eller flere personer, følger der 25.000 kroner. Kåringsudvalget består på nuværende tidspunkt af højskolelærerne Jacob Tybjerg og Simon Martin Nielsen samt af tidligere forstander Vibeke Hundborg.

Tidligere har blandt andre Lis Sørensen, Steffen Brandt og Sebastian modtaget prisen.

Carl Emil Petersen er bedst kendt fra bandet Ulige Numre, der var aktive fra 2010 til 2017. Siden gik Petersen solo og har udgivet to album i henholdsvis 2017 og 2019.

LÆS OGSÅ: Carl Emil Petersen, Anne Linnet med flere optaget i Højskolesangbogen


ANNONCE