"Hvordan udtaler man den her festival? Tuna, tuner?"
Foto: TF Photo Crew
Det er ikke mange uger, siden Copenhagen Fashion Week løb af stablen, hvor alverdens modefotografer fordelte sig på gader og stræder for at tage det smarteste street-foto af byens fashionistas. Samme fotografer kunne med fordel tage mod grænselandet, hvor samlingen af cowboy-hatte, denimskjorter, -bukser og sko pryder arealet på Tønder Festival. For let's be real: country er det nye sort.
Country-genren har i mange år været forbundet med den ærkeamerikanske historiefortælling om kernefamilien med en mor og en far og en flok børn, som helst møder op til gudstjeneste om søndagen for at mingle med ligesindede. Gennem de seneste år har genren dog fået et nyt og mindre konservativt vindpust, som da Lil Nas X i 2019 sparkede døren ind med "Old Town Road", Beyoncé i år fulgte trop med albummet Cowboy Carter og senest Post Malone med F-1 Trillion.
På Bolero-scenen i Tønder, der minder om et barn af et cirkustelt og et spejlkabinet, tropper Katie Pruitt op med endnu et skub, der lykkedes med at presse country endnu længere ind anno 2024. Koncertåbneren "All My Friends" byder på en blid start for det veloplagte publikum, der i stride strømme har hvisket hendes navn i krogene, når samtalen er faldet på artister, man bare ikke må gå glip af.
"Grace Has a Gun" viser Katie Pruitts sublime vokale kvaliteter, så man på et tidspunkt overvejer, om stemmen mon kan skære sprækker i teltdugen. Bandet består af en trio på bas, el-guitar og trommer, og Katie Pruitt slår tonen an på en western-guitar, som senere bliver skiftet ud med den eldrevne slags.
Katie Pruitt har offentligt fortalt, om de konflikter der kan opstå, når man vokser op i en konservativ kristen familie og samtidig er queer. Den splittelse og afstandstagen adresserer hun også fra scenen i Tønder, da bandet fortsætter til sangen "White Lies, White Jesus And You".
"Jeg elsker mit land... Men nogle gange ikke så meget. Hvis du bruger biblen som et våben, så bruger du den ikke korrekt," siger en eftertænksom Pruitt, der tager solbrillerne på under publikumsfavoritten "Expectations".
Lyden i Bolero-teltet er forrygende, og publikum er nok den mest disciplinerede forsamling, undertegnede har oplevet længe. Der klappes i takt og der tysses, når sniksnakken bliver for høj. Tak for det.
Katie Pruitt har humoren med sig, som løfter stemningen, der af og til rammer det uhyggelige kedelighedspunkt. Når et stjerneskud fra Nashville tager bandet med sig, forventer man større armbevægelser og en variation, som Katie Pruitt desværre ikke får indfriet.
"Hvordan udtaler man den her festival? Tuna, tuner? Jeg ville ønske, min guitar havde en bedre tuner..."
"Out of the Blue" lader heldigvis et friskt energipust komme ind i teltet, og igen brillerer den imponerende vokal i improvisationen. Den nye sang "If I Call You Mine" fremfører Katie Pruitt solo, og hvilken stilhed teltet formår at frembringe... En fryd for anmelderen, der af og til skal kæmpe for at høre, hvad der sker på scenen gennem muren af snak og skålen.
Katie Pruitt siger, at publikum gerne må være rowdy. Det bliver de dog ikke, men de percussive introer i "My Mind's a Ship" og "Loving Her" giver til gengæld de fremmødte frie tøjler til at klappe i takt, og modsat stramme regler fra de fleste andre festivaler giver Pruitt og band da også et ekstranummer, som byder på "Normal".
Katie Pruitt har uden tvivl enorme kvaliteter, og sikke en stemme. Desværre lod hun de store øjeblikke blive i kufferten.
LÆS OGSÅ: FOTOSERIE: Tønder Festival åbnede med skotsk folk, når det er bedst
