Hvert år ønsker jeg mig en billet til Dollywood i fødselsdagsgave. I aften ville jeg bare gerne have haft ét track med den største.
Foto: Line Svindt
Nashville Nights Tribute Show er en tradition under den odenseanske roots-festival Nashville Nights International Songwriters Festival. Hvert år samles en række af de stærkeste vokalister fra nær og fjern og et håndplukket instrumentalist-hold med ild i øjnene. 2024 er ingen undtagelse. GAFFA har tidligere været på pletten, da festivalen hyldede Leonard Cohen (2021) og Johnny Cash (2023). I aften er det ananas i egen juice, hvor Nashville hylder… you guessed it… Nashville.
Canada smadrer Nashville
21:40. Nashville Nights’ main event præsenteres. Og tribute-showet er da også vanen tro et tilløbsstykke ud i the best of the best, hvor festen er i fokus.
Trommestikkerne slås an, inden Jens Vestermark lader et ikonisk lick kysse publikumsmassen. Og alle er straks transporteret til et track, der tog 90’erne med storm. Shania Twain er jo teknisk set canadier - men den bedst sælgende kvindelige countrykunstner nogensinde. Faktisk trashede hendes fans sidste år græstæppet på Nashvilles lokale baseballstadion. Regningen endte på den kedelige side af to millioner bobs. Helt så galt går det ikke i Odense. “Man! I Feel like a Woman” fra 1997 får med Jade Halliwells dynamiske spændvidde og en insisterende four on the floor tæsket superstjerne-sætlisten ind i folket. Merle Haggards "Workin' Man Blues" med lead af Craig Wayne Boyd smider honkytonken i højsædet, dog uden at nå åbnerens smash-serv. Hvor den lokale guitarvirtuos Vestermark i går under Dan Smalley var en stjerne, så er han i aften en supernova i konstant eksplosion - når muligheden byder sig. Boyd får blæst mighty winds over publikum med imponerende a cappella og vibrato-blær.
Wine is fine but whiskey’s quicker
Tennessee er en stat, der bliver sværere og sværere at stave til, jo mere krukken fyldes med whiskey. I sjælertempo er Chris Stapletons jukebox-favorit, “Tennessee Whiskey” noget, der får fællessangen i flor. Man er ikke i tvivl om, hvad barbestillingerne lyder på i disse minutter under Matthew Douglas Simpsons fortolkning.
Kommende Tesla-softwaropdatering
Som befolkningstætheden på Posten er steget, uddeler Emma Zinck easy listening på “Late to the Party”. Med "Jesus Take the Wheel" synes koncerten på autopilot på foranledning af Halliwell. Artisten er en genial vokalist, der har så meget fylde, at vi er ude i noget, som tangerer originalen. Utvivlsomt koncertens stærkeste vokal-aktør. Amen.
Søn af en Johnny Cash-groupie
“Closing Medley” lander på anfordring af Boyd. En artist, der altid gerne ville lyde som The Man in Black, men er alt andet. Med en bette anekdote om at være søn af en Johnny Cash-groupie og ti sekunder lange vibratoer skabes der vilde højtryk i salen.
Kentucky-stjernen Chris Knights “Framed” med Douglas Simpson på vokal er noget, som får publikum til at kunne udtale Louisville korrekt. Jeg har i hvert fald et foreløbigt yndlingstrack her tredive minutter inde. En sang om at være udsat for karaktermord og i håndjern øjeblikket efter. Jeg er guilty as charged: I'm loving it.
Line dance commitments
“You Should Probably Leave” lander som andet Chris Stapleton-nummer - Dogulas Simpson bryder altså med den gyldne regel på ethvert godt mixalbum. Aldrig samme kunstner to gange. Men fair. Det er en uimodståelig én af slagsen. Douglas Simpson får da også charmeret mamelukkerne af den sure tastaturkriger i baggrunden.
Ensemble-encoren er uundgåelig. Det samme er linedance-trampen og publikums commitment. Og selvom irske Andrew Strong måske er mest kendt for versionen, så er vi stadig på den rigtige side af Atlanten med John Ellisons “Some Kind of Wonderful”. Tracket får alt, hvad remmer og tøjler kan trække og blæser salen omkuld med vidunderlige takter.
Til- og fravalg
Showet mangler en rødere tråd. Det havde klædt historiefortællingen at have et stærkere referencepunkt. Enten gennem kold kronologi eller stærkere sangvalg. Jeg anfægter nu ikke kunstnerne. De er der. Merle Haggard, Kris Kristoffersen og Lee Ann Womack. Chris Stapleton og Chris Knight har shinet ved deres sangskriver-tilstedeværelse. Men jeg savner noget mere lefleri, også selvom vi skal til West Virginia og andetsteds. John Denver, Hank Williams, Patsy Cline og for-filan the best of the best Dolly Parton. Johnny Cash valget af “Closing Medley” er ikke tracket over dem alle og skulle have været erstattet af “Ring of Fire” eller “I Walk the Line”. Roy Orbison-valget på “Blue Bayou” forstår jeg godt. For selvom den texanskfødte hitsmed er Nashville-Hall of Fame materiale, var hans rene countryperiode relativt kortfattet. Det jeg siger er: Prøv at google Ricky Van Shelton plus “Oh Pretty Woman” og se 45.000 countryfans gå fuldstændigt bonanza.
Jeg synes et sted, at man i endnu højere grad kunne have iscenesat countryen som moderen til moderne popmusik. Har det her været den bedste sætliste Nashville (og opland) har haft at byde på? We ain’t even close.
70 minutters musikhistorisk showcase af “Nashville”. Sat på spidsen, så har det mere være et Blues Brothers-format med et par honkytonks. Og fred være med det. Præmissen for showet har også været "We celebrate big songs out of Nashville" (ikke the biggest songs).
Nuvel, jeg er også farvet af, at jeg hvert år udelukkende ønsker mig en billet til Dollywood i fødselsdagsgave. Men at hun ikke er på sætlisten er ren blasfemi.
Herre Jemini.
