Odenseansk æresborger viste countryens tilstand
Foto: Line Svindt
Dan Smalley er en amerikansk sanger, sangskriver og guitarist inden for genren country. Han har prøvet det meste. Straight outta Louisiana. Staten, der serverer Southern hospitality on the side til din mint julep og rygende varme po-boy. Smalley tog til Nashville, og resten er blytung historie. For artisten er en superstjerne, der laver musik om konsekvenserne af tipsy nætter, de nære relationer, om de indre dæmoner og ikke mindst countrymusikkens tilstand. På GAFFA glippede vi artistens Heartland-optræden i år med en time. Øv. Smalley har ellers været på GAFFA’s radar siden 2022, hvor han serverede et af de stærkeste support-acts på fynsk grund som opvarmning til Nashville Nights’ Johnny Cash Tribute Show. Jeg var blown away over en historie, hvor Smalley blev blown away, og nu er Odense på ny klar til at få et ordentlig skud i solar plexus.
Southern Comfort & Marlboros
22:00. Posten er proppet. Og med god grund. Vandingshullet er parat til en kæmpe omgang yippee ki-yay hits fra Guds Eget land. Flankeret af sit fem personer stærke band med blandt andre Nashville Nights-aktuelle Trick Savage fra Oklahoma og den lokale strenge-virtuos Jens Vestermark åbner Smalley en på forhånd stensikret magtdemonstration i det fynske. "Can't Leave Wrong Enough Alone" fyger med sydstaternes lækreste toner (og accent). En all you can eat-buffet af whiskey sours og Marlboros. “Rich and Famous" nyder sømløs overgang til en honkytonk-eksekvering, der får publikum til at se stars and stripes. Ja man får ski-da lyst til at flytte til staterne (også selv, hvis den orange tornado igen får smattet Det Hvide Hus til i selvbruner). “Keep Your Heartache to Yourself" er musik, der ville få Bukowski til at bestille en omgang mere efter lukketid. Urpremiere på et fremragende track. For det er sange om det simple liv set gennem bunden af en flaske Jack Daniel's. “Only a Girl" leveres med storslået charme. Genialt track i en sætliste, hvor hittene bare lander som perler på en snor. “Till Country Comes Back" lider under et par øjeblikkes lyd-fuckup. Det går nok. Med så mange fremragende takter kan GAFFA se igennem fingre under stjerneregnen.
Standard bytur in the deep south
For en måned siden kom det frem, at Systembolaget var kommet til at sælge alkoholfri bajere med rigelige procenter. I aften er "Accidentally Drunk" en punch drunk love knytnæve til sortsynet i de brune vandingshuller. Ja, man kan sgu nemt tage fejl af Egekilde og Everclear. 28 minutter inde kommer historien, der definerer kunstneren. "Mr Jerry's Ghost" er et autobiografisk fortælling om en fyr, der drikker sig i hegnet. Da han skal hjemad, virker nøglen til hoveddøren ikke, så han vælger selvfølgelig at sparke den op. Thing is - det er naboens hus. I USA er det sådan, man vågner op næste dag på intensiv og kan få at vide at man er blevet pløkket med en 40 kaliber og været erklæret død. Ja, tanken strejfer naturligt én: “Fuck. I ain’t drinking again.” Desværre drukner speaken i snak blandt et weekendkådt publikum. “Mr. Jerry’s Ghost” lander dog med autoriteten i hævd. Et shoot to kill-track, der med en nerve får blodet til at pumpe som en dommedags-western.
Velsignelser i Odense
“Odense has been a blessing to me. This refuge of a home,” lyder de bevingede ord. Og dem er der en vis sandhed i. “If I'm Being Honest” er en sydstats-serenade om at finde sandheden i spejlbilledet med cowboyhatten i sky. Efter noget føle-føle er vi tilbage til at være outlaws på "I've Been Gone". Vildt redemption track, der ikke beder om en skid forladelse. Jens Vestermark rykker ond tråd. Lækker distortion feedback. Giga-levering, der sparker støvlesporerne ind i huden på Odense uden at se sig tilbage. A State of Country Music er nyeste skive. Titeltracket lander 60 minutter inde og trækker tempoet ned til sokkeholderne. "Adderall Head" er en selvindsigts hyldest til amerikanernes svar på højhastigheds-Panodil. Et triple-espressoshot af en energizer.
Genbesøg af eksilhjemstavnen
"What Does the World Expect from Me" vender tilbage til det honkytonkyede efter en skudsalve af det country-poppede. Giga vibrato (med små-skavanker hist og her) blæser tagryggen af Posten. “Born and Raised (On the Bayou)” gør Posten cajun-krydret. Der begås tempofald i det lækre stoner-rockede hjørne. “Always Behind” er altid foran. “You Can't Tell Me Nothin’” lukker ordinær spilletid.
I salige Kim Larsens eksil hjemstavn lander et uovertruffent encore. "This Is My Life" vibrerer direkte fra Posten til Lørups Vinstue og får Tuborg Classicen til at skvulpe på de rødhvide voksduge. Kjukkens faste bassist Jesper Haugaard tillægger autentisk punch. Hernede på de bagerste rækker af nærværende rock(gone-country)bule melder gåsehuden sig under publikums fællesnynneriet. Fremragende.
90 minutters mesterlig omgang med strenge og storytelling. “Dan and the Danes… and the guy from Oklahoma” gav Nashville Nights noget at snakke om det næste lange stykke tid.
Loud Tiger: Most Honorable Mention
21.00. Postens næststørste scene er totalt fyldt. Okay, gotta admit. Jeg er kommet for sent. Rigtig meget for sent efter Mukherjee Developments fem kvarter lange show et kvarters gang væk. Normalt ville jeg i 100 ud af 100 tilfælde vælge ikke at anmelde. Men sanger, sangskriver og vokalcoach Viktoria Siff er en force to be reckoned with. Ud over egenproduktionerne har Loud Tiger sang-credits for Alicia Keys, Krewalla, Macy Gray og Christoper - for blot at nævne nogle få. Med en så tight kvali-schedule som på multi-venue-festivalen Nashville Nights så skal man købe syvmile-versionen af cowbowstøvlerne (med indbygget tidsmaskine). Og for en person, der går i laksko til daglig, er hastighed ikke min ting. Det gør det derfor en smule umuligt at anmelde en kunstner, når jeg kun har opfanget 15 ud af 45 minutters materiale. Det skal dog ikke komme Loud Tiger til last, at Danmarks sureste anmelder også er den langsomste. Jeg har hermed ikke muligheden for at uddele stjerner, men jeg har fand-en-galeme serveretten til på vegne af publikum at uddele en most honorable mention til den danske stjerne-sangskriver Loud Tiger.
Som jeg entrerer rockbulen Posten, er den ved at maxes ud. Med Loud Tiger flankeret af sit tre-personer stærke band med trommeslager Christoffer Østergaard (Go Go Berlin), guitarist Sune Haansbæk og bassist Anders Bang Rothmann er spillestedet overfrankeret mod the United States of Americana.
"Enter the Night" flår posten op med rødderne og gør natten mørkere end en strømafbrydelse på en Apollo-raket. Eksplosiv vokalist, der eroderer murstensbelægningen med punch og power. Lukkeren “Find Him if You Can” åbner på tonsertung kick & bass. Et track båret af lavfrekvenser og en stemme med så meget kvalitet, at den burde være en eksportvare i stil med Lego og Ozempic. Sindssygt eksplosiv afslutning, der efterlader publikum i eufori og nærværende anmelder med en giga røvfuld fomo. Loud Tiger fik selv de mest modbydelige rovdyrs-tastaturkrigere til at blive lavest i fødekæden. Danmarks sureste anmelder blev kastet ind i tigerburet en postgang for sent, men alligevel flænset med hud og hår. Bravo.
