Tænk, hvad en sprungen menisk og kakerlakker i Nordvest kan gøre
Foto: Jørgen Kulmann
Mukherjee Development er en california-rocket americana-kvintet skabt under død og ødelæggelse. Covid, Putin, heksekedler i mellemøsten, et busted knæ og Tinder i dvale. Ja, verden er et crazy sted. Orkestret har udgivet to albums: Burnin' Time (2022) og Should I Dance for You (2023). Og disse danner til aften rygraden i det fem kvarter lange sæt på førstedagen af den odenseanske roots-festival, Nashville Nights International Songwriters Festival.
Brænd tiden af i smørhullet
19:32. Frølageret har ikke været så proppet siden - ja, det er svært at sige. Godt nok er det en siddekoncert. Men fred være med det. Der er ikke megen plads at boltre sig på i den mellemstore venue. Det skal bandet sande ved koncertens slutning.
I elektronisk arp-regn indtager kvintetten deres startpositioner. Helt americana begynder det altså ikke. Men da de første , strummes er vi i hjertet af det hele. “Avenue” baner vejen. Frøene er sået, og de spirer øjeblikkeligt. Allerede ved første omkvæd er vellyden sig altomsvøbende. Oscar Mukherjees fraserieringer er dragende. Tilbagelænet groove med punch sikres fra bassist Henrik Poulsen.
Bandet er skabt under corona. Silicon Valley-opvoksede sanger og guitarist Oscar Mukherjee giver skabelseshistorien. Den tæller tre dating apps, ekstra rodet hår, corona og The American Dream båret af bold og brusk. What a storyteller, der leverer sit narrativ med tilbagelænet charme.
"Burnin' Time" præsenteres som et track om at sige pyt og drive den af. Der bedrives overdrevne moduleringer fra Søren Bigum (fra Jonah Blacksmith) på bridgene uden snerten af slackeri fra dagdrømmelejerne. Beatet er da også i højsædet fra den ultra-tighte trommeslager Søren Poulsen (også fra Jonah Blacksmith).
Sommertids-sorg med Ryanair
Mukherjee var oprindeligt baseballspiller, dernæst softballspiller og til slut en mand med smadret knæ, menisk og the whole shabang. Ja, musikken var, tro det eller ej, ikke førstevalget for Mukherjee. Og man kan da et sted godt fortænke eroderet brusk til at have skabt en fremragende storyteller. Det bliver ganske evident i speaken om en interrail-billet, der blev til en Ryanair-billet og Lana Del Ray i ørerne, der fik fremkaldt ekstra meget sommertids-sorg. Minimalistisk udtryk, hvor historieformidlingen flår fødderne op af rodnettet. Og er det mig eller står man lidt og tænker, at den gode Mukherjee lyder som en ikke-gnavpots version af Lou Reed? Henrivende track. “Is This Déjà Vu?" leveres med charlatan-charmen i top. Det stinker langt væk af midt-00'er rock-revival. Tracket lander på et abrupt højdepunkt, hvor de duellerende guitarer med veloplagte Henrik Poulsen i højre flanke går op i en højere enhed.
Fri fugl-skala
"Charlie Bird Parker" har California-vibens pulserende synteser fra Bigum og bridges, der gør æteren bobbet. Dog er dette ikke sætlistens stærkeste track. “Call It Fraud” kræver også en omgang pædagogisk publikum hum-along for rigtig at shine.
“Hang It Up” præsenteres som en sang om at bo i en toværelses i Nordvest og være roomies med kakerlakker, der har en utidsbestemt lejekontrakt. Ja, boligsituationen har i sandhed hårde kår i København for både individer og insekter. Sangtraditionen bliver her mere tydelig. Den er forankret i det californiske frem for det dybe syd. Tracket hiver en hinsides-shoutout til koryfæet John Prine og en 1-stjernet app store- anmeldelse til Corona-tinder med ululation i micen. Tremoloen vræler. Bandet brøler i samlet flok. Jeg står tilbage med en Lynyrd Skynyrd-følelse på den medrivende solo fra Mukherjee (Tænk “Free Bird”). Det går op i hat, briller og kjortel, der nærmest får blæst syningerne i smadder. Tonsertung afslutning på toppen af Rushmore. Det var et rush, and we want more. Max kakofoni. Kæmpe lukker af ordinær spilletid.
Band i naturligt habitat
Straks-encoren hidkaldes. Og som mine sidekammerater får nævnt: “Den bli'r svær at toppe”. “Wish I Were The Sun" ender som aftenens stærkeste. En sang om at miste. En sang om dem, vi aldrig får igen. Freaking rørende og smukt track. Der er bare så meget nerve. Så meget på spil. Og det kan høres. Der smedes, mens jernet er sort. Bigum trækker i mandolin. Bandet tager den uden elektricitet og i deres naturlige habitat - iblandt publikum. Det er den mest øko surround sound, man lige kan forestille under “From B to A - Reprise”. Der er ikke megen plads at bevæge sig på, men en hel æter at udfylde med vellyd. Ultra smukt heltekvad, der gør det helt magiske ved Odense. Ja, Frølageret er blevet stedet, hvor Danmarks sureste anmelder klapper i sine kornfede hænder. Publikums jubelbrøl gør, at jeg må poppe ørepropperne ind igen efter akustisk mådeholdenhed. 75 minutter med højt niveau, men det var i sandhed den kvarter lange finale, som excellerede. Udviklingspotentialet synes endeløst.
