Stings stort anlagte musicaldebut har lagt fra land, men kan den flyde?
Skulle du være i tvivl om, hvem der står bag The Last Ship på Østre Gasværk, har du nok boet under en sten de sidste halvandet år. De typer er der dog ingen af på Østre Gasværk, hvor det grå guld er mødt talstærkt op i håb om at få giraffen at se. Rygterne siger åbenbart, at han er til stede, men et par timer senere, når jeg efter forestillingen igen bevæger mig ud i nattelivet, må det erkendes, at rygterne ikke blev til mere end bare rygter.
Læs også: Kom til The Last Ship-særarrangement med GAFFA+-rabat
Østre Gasværk Teater har dog bestemt gjort sit for at understrege, hvor glade de er for samarbejdet. Flere steder er det gamle gasværk klistret ind i musikerens navn, og inden forestillingen lægger fra land, bliver vi såmænd også forkælet med en lille hilsen fra den gamle troubadour. Der er næsten ikke et øje tørt.
Heldigvis glemmer jeg hurtigt, hvem der står bag den ellers så storslåede musical, for udover at befinde sig i Stings fødeby, den nordøstengelske havneby Wallsend, er både historier og sangkatalog kørt godt igennem musicalmaskinen.
Historien udspiller sig på et gammelt skibsværft i midten af 1980’erne. Værftet står til at skulle lukke, havnearbejderne er godt trætte og det trækker tydelige tråde til andre historier arbejderklassens kvaler. Der bliver råbt og drukket, holdt stand og forsøgt forsamlet, og det er lige præcis historien, som vi kender den. Midt i al balladen kommer Gideon Fletcher hjem efter 17 år til søs, og forsøger at samle trådene op på den ballade, han efterlod sig.
Således præsenteres publikum for stykkets fortvivlede karakterer. Gideon Fletcher og hans ulykkelige kærlighed til ungdomskæresten Meg, der forsøges genvundet, imens han bokser med sine egne dæmoner fra hans afdøde far. Værkføreren Jackie Whites kamp for at bevare værftet med et skræntende helbred. Og til sidst Meg og hendes bitre skuffelse over at være blevet forladt af kærligheden, imens hun forsøger at tøjle den udfarende teenagedatter Ellen.
Der er således ikke så lidt at holde styr på, men The Last Ship formår ret så elegant at lade historierne udspille sig på tværs af hinanden, uden at det hverken skaber forvirring fremstår uforløst. Indtil andet akt vel at mærke, for så får de pludselig travlt.
Igennem stykkets første akt tager The Last Ship sig forbløffende god tid i formidlingen af historien, og det lykkedes faktisk at få balanceret både musik og historie på den måde, som det helst skal gøres i en musical. Og hvis der er noget, Østre Gasværk er gode til, så er det at bruge deres omgivelser.
Orkestret er som altid en central del af scenografien. Det gør musikken mere levende og tager historien i hånden på en helt unik måde. Og selvom der i store dele af musikken er smurt tykt på fra musicalbuffeten, er enkelte afstikkere så umiskendeligt skrevet af Sting, at det havde været totalt misvisende at lade dem strømme fra en orkestergrav.
Østre Gasværk er blevet smurt godt ind i rust og afskallet maling, og når skuespillet indimellem i bogstavelig forstand slår gnister, ligner det næsten en lightudgave af noget, Rammstein kunne have fundet på. I Østre Gasværk er det derimod et godt eksempel på, hvordan mindre kan gøre det, og hvordan scenografien alene kan sætte stemningen for en forestilling.
Man må sige, at Sting som elefanten i rummet, lykkes rimelig fint med nu at kunne skrive musicalforfatter på sit cv. Der er sågar blevet generøst lånt ud af sangkonstruktioner og melodier fra mandens senere solokatalog. Og det er et meget godt trækplaster at få smidt efter sig i stykkets andet akt.
The Last Ship starter med store armbevægelser. Så store, at man næsten forblindes af det, der næsten kuldsejler i andet akt. For hold nu op, hvor får Gideon, Meg og Jackie travlt med at få afsluttet historien. Andet akt starter ellers i et lavt tempo. Så lavt, at jeg nær lader mig overvælde af den lange arbejdsuge, jeg netop har lagt bag mig.
Men så tilfalder musicalen sig det, som mange musicals gør. I stedet for at gå i dybden med konflikten, forløses den i al hast og med stor ståhej. Og afslutningen er bestemt flot og storslået, men den står også i stor kontrast til det, jeg blev præsenteret for i første akt.
I The Last Ship lykkes Sting dog med mange ting. Med en meget passende mængde af ham selv har han formået at fortælle en historie, som mange musicals sjældent formår. Stykkets tre hovedhistorier fletter sig fint ind og ud af hinanden, og udtrykker faktisk en respekt for faget, end den pengemaskine som musicalgenren efterhånden også er blevet til. Samtidig er det svært at forestille sig andet end Østre Gasværk Teaters industrielle omgivelser som et mere passende bagtæppe til en arbejderkonflikt.
Læs også: Kom til The Last Ship-særarrangement med GAFFA+-rabat
