På Roskilde Festival kan du både slippe for al slæbe-besværet, samtidig med at du afhjælper de store affaldsmængder. Vi guider dig til, hvordan du nemt kan blive en festivalgænger med grøn samvittighed.

Du kender det. Det der med at skulle slæbe telte, pavilloner, stole og luftmadrasser, inden Roskilde Festival rigtigt kan begynde. Om det er i bagende sol eller silende regnvejr, så er det som om, at det aldrig rigtig bliver fedt at slæbe alt sit tunge gear, inden et helt års forventninger til fest, musik og fællesskab endelig forløses.
Hvorfor ikke prøve noget andet i år, og lade Roskilde Festival gøre arbejdet for dig - samtidig med, at du er miljøets ven? Skal du på Roskilde Festival, har du nemlig mulighed for at leje al slags nødvendig festivaludstyr, som telte, madrasser, pavilloner, og som noget helt nyt, en solid festivalstol. Alle produkter er af høj kvalitet, og kan derfor bruges igen og igen. Tjek alle produkterne, og muligheder for leje ud her.
Sidste år reducerede Roskilde Festival affaldsmængderne med 25 procent i forhold til den forrige festival. Det svarer til 500 tons. Den allerstørste redaktion af affald skete i campingområdet, hvor en indsats imod køb-og-smid-væk-kulturen må sige at have båret frugt. Et faktum der understreger, at det hjælper at medbringe så lidt udstyr som muligt, at sortere skrald ude i campsene og tage sit udstyr med hjem igen.
Med muligheden for at leje dit udstyr på festivalen, bliver det kun endnu nemmere at være en mere klimabevidst festivalgænger, som kan være med til at reducere affaldsmængderne yderligere.
Udover at leje sit udstyr gennem Roskilde Festival, er der en række andre nemme måder at være en tjekket festivalgænger på, med grøn samvittighed. Festivalen er udstyret med et omfattende og let tilgængeligt affaldssorteringssystem, med hele 24 recycling centre rundt omkring på pladsen, som Roskilde Festival appellerer til, at man sorterer sit affald i, undervejs.
Desuden peger Roskilde Festival på, at bruge den offentlige transport, for at få dig frem og tilbage på festivalen. Det er nemt at planlægge sin ankomst og hjemrejse, med toget der kører direkte til trinbrættet på Camping West, og shuttlebusserne der kører fra Roskilde Station til Camping East. Du kan tjekke mulighederne for transport her, uanset om du kommer med tog, bus, cykel eller bruger samkørsel.