En rigtig god aften med inderlige og alvorsfulde øjeblikke i selskab med en masse stærk musik og engagerede mennesker.
Foto: Rasmus Ørum Madsen
At krig er noget af det mest infame, menneskene har fundet på, kan vi vel alle enes om. At der altid er uskyldige ofre på begge sider af en konflikt, turde også være en sandhed, alle kan abonnere på.
Dette er en reportage fra en støttekoncert, hvis noble formål ifølge arrangørerne på papiret var at “sætte fokus på medmenneskelighed”, mens man samler penge ind til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i Gaza og på Vestbredden, hvor den palæstinensiske civilbefolkning har akut brug for nødhjælp.
Arrangementet foregik i Mikkeller Baghaven på Refshaleøen. Da min datter og jeg ankom, var der kun omkring 50 mennesker i lokalet, men et par timer efter var rummet fyldt, og initiativtageren til det hele, Maria Clante, kunne melde alt udsolgt. Det er der god grund til at være stolt over. Det var i det hele taget et flot arrangement og en rigtig god aften med inderlige og alvorsfulde øjeblikke i selskab med en masse stærk musik og engagerede mennesker.
Dansk-palæstinenserne Dana Alshihaby (vokal) og Bilal Irsehd (oud) åbnede med en lille håndfuld traditionelle arabiske sange. Som jeg har tænkt mange gange før, er arabisk et utrolig flot sprog at synge på. Det er så fuldt af temperament og følelser, at man ikke behøver at forstå et ord af det for at nyde det.
“Jeg håber, at håbet spirer for dig”
Sådan sang bandet Uden Ord, der eller havde nu masser af ord og desuden fem akustiske guitarer og masser af AutoTune. En sjælden kombi, altså den med autotunet vokal og akustiske guitarer.
Herefter fulgte en performance/fælles meditation eller yogaøvelse, ledt af tre unge kvinder, som bad alle, der ville deltage, rejse sig, hvorefter man sammen mediterede over kroppens relation til jorden, som i “every cell in your body is giving into gravity” og mere i den dur.
I mellemtiden var datteren og jeg blevet sultne, så mens Greta, som ellers gør sig inden for 80’er-inspireret synthpop, indtog scenen og spillede et helt stille og meget følsomt sæt, kun akkompagneret af akustisk guitar, spiste vi dejlig vegansk græskarsuppe. I øvrigt leveret af Øens Have på Refshaleøen, mens Little Bakery bidrog med brød. Begge donerede maden gratis til videresalg, hvor alle indtægter gik til indsamlingen.
“We cause love to happen”
Efterhånden var rummet blevet fyldt godt op, og folk skulle jo lige have tøjet af og købe sig en øl, og måske havde vi moslet lige lovligt meget omkring, for da Lucky Lo gik på, startede hun med at sige, at nu skulle vi lige samle os lidt. Og det gjorde vi så. Vi samlede opmærksomheden om hende. Lucky Lo, der akkompagnerede sig selv på sin el-banjo, fik i sine introduktioner vinklet sangene til lejligheden. Med sin mørke, underskønne alt sang hun ”We cause love to happen”, og det var vel det, vi forsøgte, at sende lidt kærlighed i retning af det hårdtprøvede palæstinensiske folk. Da Lucky Lo sluttede af med en helt nedtonet og inderlig version af ”Supercarry”, ville man have kunnet høre en knappenål falde til jorden.
Aftenens vært Sophia Danker bød nu initiativtageren til hele arrangementet, Maria Clante op på scenen. Sammen med sit band sang hun en håndfuld vemodige regnfulde ballader. Hun sluttede af med den fine “Håbets perron”, og det kan man jo også sige er passende, for det er jo så dér, vi står nu og håber, at våbenhvilen i Gaza så vil vise sig at blive til en mere varig fred.
Fra idyllisk appelsinlund til verdens største friluftsfængsel
Lige, som man var begyndt at savne noget, der faktisk handlede om det, som var årsag til arrangementet, blev Nagaib Khaja (journalist og dokumentarist) og Nidal Abu Arif (dansk-palæstinensisk journalist opvokset i Gaza) budt op på scenen til det, man nu om dage kalder en ”talk” selvom det hele foregår på dansk.
På Dankers indledende spørgsmål: “Hvad er Gaza for en størrelse?” svarede Arif så poetisk: “Verdens største appelsinlund”, og herfra fik han malet et anderledes smukt billede frem på vores nethinder af sin barndoms land. Men en idyllisk appelsinlund, der over de sidste 25 år er gået hen og blevet ”verdens største friluftsfængsel”.
En rød tråd i hans indlæg var, at han savner ansigter, mennesker af kød og blod i mediernes dækning af krigen. Han oplever, at mange danske journalister kun er interesserede i den politiske vinkel og ikke i de menneskelige historier.
Typisk for både Arif og Khaja var de ikke kommet for at kaste mere brænde på det hadske bål, de var kommet for at tilføje nuancer til billedet. Så i forlængelse af, at han efterlyste flere menneskelige historier, anerkendte Arif også, at der var kommet flere ansigter på historierne de seneste par uger, og at meget kan hænge sammen med, at de danske journalister ikke har så mange kilder inde i Gaza.
Nagaib Khaja, der fortrinsvis har rejst på Vestbredden, mindede os om, at Vestbredden jo ikke er styret af Hamas og for længst har anerkendt Israels eksistens, mens palæstinenserne på Vestbredden alligevel ikke kan bevæge sig frit rundt i deres eget land. For at komme rundt skal de nemlig igennem de mange israelske bosættelser og deres kontrolposter. Khaja forholdt sig også til mediernes dækning af Mellemøstenkonflikten og pegede på, at Israel og palæstinenserne iscenesættes som værende jævnbyrdige, og konsekvensen heraf bliver, at palæstinenserne også fremstilles en reel trussel for Israels eksistens, mens situationen er lige omvendt. Både Khaja og Arif understregede, at Hamas her og nu har begået en forfærdelig forbrydelse, men mente også, at gengældelsen har været ude af proportioner.
Hvad kan vi danskere så gøre nu? spurgte Sophie Danker. Svaret faldt prompte, vi skal støtte alle de ikke-voldelige bevægelser i Gaza og på Vestbredden. Danskerne har, sagde Arif, gjort meget de seneste uger. Nu skal vi, sagde de, stå fast på, at menneskerettighederne gælder for alle mennesker. Vi skal holde vores politikere ansvarlige, så palæstinenserne kan se håbet og kan tro på en bedre fremtid for deres børn. Det og meget mere blev sagt, og jeg tænker, at vi var mange, der blev lidt klogere undervejs.
”Der blæser en vind igennem sorgen”
Hvor man skulle have ret god fantasi for at forbinde de fleste af de tidligere kunstneriske indslag med krigen i Mellemøsten, har Savage Rose været engageret i det palæstinensiske folks skæbne i mange år. “De”, eller rettere Annisette og Thomas Koppel, besøgte palæstinensiske flygtningelejre i Libanon tilbage i 1980. Annisette fortalte fra scenen om besøget i lejren og om den varme og gæstfrihed, de mødte.
Annisette, der, som hun selv sagde, er lige så gammel som den israelsk-palæstinensiske konflikt, tilhører en generation af kunstnere, der gik mere aktivistisk til værks og generelt var politisk engagerede på en anden måde end de fleste af os, der er kommet til i årtierne efter. Det engagement kunne man mærke i aften. Alle de sange, hun havde valgt at spille, adresserede mere eller mindre direkte grunden til, at vi var samlet.
Som jeg har oplevet flere gange med Savage Rose, starter jeg altid med at tænke, av min arm, hendes stemme er helt væk, det kommer ikke til at gå godt. Så går der lige et nummer eller to, så brænder den indre ild igennem, stemmen får fat, og har hun mig igen. “Der blæser en vind igennem sorgen” sang Annisette, og så havde hun mig.
Efter introduktionen “Man drømmer om, at vi mennesker kunne lære aldrig at føre krig mod hinanden” spillede Annisette og Savage Rose “Til ungdommen” (Kringsatt av Fiender), så den aldrig har føltes mere relevant.
En ret kontant vinkling, men også en flot afslutning på et vellykket arrangement var Savage Roses gamle “Leve Palæstina” som groovede, så salen ikke kunne lade være at både danse og synge med.
Det første, min datter sagde, da musikken stilnede af var: “fuck, hun var sej”. Da vi kom ned til bilen, lød parkeringsbilletten på mindre seje 126 kr. Dem ville jeg godt nok hellere have doneret til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i Gaza end til Europark.
