Mens Minds og Swift sælger billetter i en fart, der nærmest kun overgås af klimaforandringernes hærgen, melder danske spillesteder om, at det går anderledes langsomt, når de ikke har superstjerner på plakaten.
Lyt til artiklen
Ole Rosenstand Svidt er konstitueret ansvarshavende chefredaktør på GAFFA
Den danske koncertbranche slår virkelig store brød op for tiden. The Minds of 99 skal til juni spille tre gange i træk i Parken, og der er i skrivende stund næsten udsolgt. Det er aldrig sket før, hverken med et udenlandsk eller et dansk band. Sideløbende vil byrådspolitikere i Odense skabe en af Nordeuropas største koncertpladser i form af en udvidelse af Dyrskuepladsen, der kan stå klar allerede næste år. Området vil få plads til 70.000 personer – 20.000 flere end Parken – og kan dermed huse nogle af de navne, der er for store til at spille i Danmark – for eksempel Taylor Swift, der går uden om landet på sin kommende Eras-Europaturné.
Det er jo alt sammen umiddelbart godt for musikelskere, og man kan da også kun bøje sig i støvet for Minds’ evne til at samle flere generationer om sange, der virkelig er vedkommende som få – mon ikke ”Hurtige hænder” havner i næste udgave af Højskolesangbogen? Og der skal heller ikke lyde et ondt ord om Taylor Swift herfra – hun er både en fremragende sanger, performer, sangskriver og har sat vigtige emner på dagsordenen, fra ligestilling til streamingtjenesternes betaling af musikere.
Men, men, men … det er altså ikke altid størrelsen, det kommer an på. Det kan være ganske frustrerende at opleve en stadionkoncert, hvis man ikke står i allerforreste række og dermed måske skal kigge mere på en storskærm – der ikke altid er særlig stor – end på kunstneren selv. Og mens Minds og Swift sælger billetter i en fart, der nærmest kun overgås af klimaforandringernes hærgen, melder danske spillesteder om, at det går anderledes langsomt, når de ikke har superstjerner på plakaten.
Det har Michael Falk Marino, leder af Huset i Aalborg, for nylig skrevet om i en kommentar på sitet Kulturmonitor. Spillestederne har simpelthen svært ved at sælge billetter til mindre kendte navne, også selvom disse billetter ofte er ganske billige – og hvor man kan komme helt tæt på musikerne. Billetkøberne satser på det sikre. Og dermed er det svært at skabe et fundament for fremtidens stjerner, der jo gerne skal bygge en karriere op ved at spille på først mindre scener og så blive bedre og bedre og større og større. Det er de færreste, der starter på toppen, og hvis de gør det, for eksempel med et viralt hit, kan det hurtigt gå den modsatte vej, hvis de ikke har liveerfaringen.
Hvordan undgår man så at bryde denne fødekæde? Ja, det gør man jo ganske enkelt ved også at gå til koncerter med navne, man ikke kender. Det er selvsagt et sats, og man kan blive skuffet, men man kan sandelig også blive positivt overrasket og måske endda få et nyt yndlingsband – og det er ikke dyrt. Og hvis bandet så skulle gå hen og blive stort, kan man sige til alle, der orker at høre på det, og sine ufødte børnebørn, at ”dem så jeg, da jeg de var små”. Jeg har engang hørt Nephew spille på en blokvogn på Klostertorv i Aarhus for 20 personer i år 2000, og i sidste uge oplevede jeg Barbro på Radar i Aarhus for måske 100 – en kunstner, der givetvis bliver meget større.
Det er bare at svinge dankortet eller finde MobilePay-appen frem – vi ses derude.
