KOMMENTAR: "Jeg er ikke imod AI, men jeg er imod de store techgiganter, der udnytter deres magt på bekostning af dem der skaber musikken"

Teknologiens indflydelse på musik har været urokkelig gennem tidens løb. Mens nogen sikkert synes, at emnet omkring kunstig intelligens (AI) i musik allerede har optaget for megen plads i samtalen, insisterer jeg på, at debatten kun lige er begyndt.

Den ikoniske stumfilm Metropolis fra 1927 præsenterede publikum for teknologiens dragende kraft gennem "Den mekaniske Marias" gådefulde bevægelser. Denne filmiske fremstilling illustrerer vores komplekse forhold til AI, en teknologi som, forankret i vores kollektive viden og erfaring, fremstår mere som en forlængelse af menneskeheden end en fremmedartet entitet.

Kunstig intelligens har brudt menneskets monopol på at skabe ny musik, der rører følelserne hos andre mennesker. Indtil nu har teknologi historisk bragt lige så mange muligheder som begrænsninger, hvilket har ført til en naturlig integration i vores dagligdag.

Men AI's evne til ikke kun at efterligne vores fysiske kapacitet, men også vores dybeste tankeprocesser, udfordrer vores hidtidige forståelse af teknologi.

I musikindustrien har initialerne "AI" på bemærkelsesværdig kort tid blevet uundværlige. Vi står ved en skillevej, hvor alle involverede - fra kunstnere til lyttere - bør reflektere over, hvordan AI skal forme fremtidens musiklandskab.

Hvis ikke vi selv definerer det, kommer nogle andre til det. Jeg er ikke imod teknologien, men jeg er imod, at de store tech--giganter udnytter deres magt på bekostning af dem, der skaber musikken.

Det har vi desværre oplevet, at de har gjort tidligere, og derfor er det klart, at jeg er nervøs for, at de vil gøre det igen. Meta og Google er i gang med at udvikle en AI-musikgenerator, som almindelige mennesker kan bruge til at lave musik, der passer perfekt til deres formål. Convenient, ja, men hvor efterlader det musikskaberne?

Med AI's fremkomst frygter jeg, at vi frivilligt og uden rigtig at beslutte os for det, vil overgive vores kreative gnist til maskiner. Det er ikke AI's potentiale der bekymrer mig, men dens evne til at udnytte vores dovenskab. Anna Lidell, Forperson i Autor

De fleste, som hører om AI-musik på nuværende tidspunkt kommer måske i tanke om den berygtede Drake og The Weeknd voice cloning, som gik viralt og derefter blev taget ned, fordi den brød ophavsretten. Eller også tænker de på noget baggrundsmusik, som er nogenlunde lytteværdig, men på ingen måde en trussel mod professionelle musikere.

Men ligesom musikstreaming blev efterfulgt af filmstreaming, da teknologien var til det, går der ikke lang tid, før AI-genereret musik er lige så veludviklet som AI-sprogmodeller og billedmodeller, som for eksempel den nye opdatering af Dall-E og Midjourney (to generative kunstig intelligens-programmer, red.). 

Da jeg spillede i mit første band, lærte jeg,at magien ligger i at fremhæve andre på scenen. Den indsigt ændrede mit musikalske kompas: Jeg stræbte efter at løfte dem, jeg spillede med og finde nogen, der kunne løfte mig. Derfor har jeg altid valgt at samarbejde med mennesker, der er dygtigere end mig, for at sikre min egen musikalske udvikling.

Men med AI's fremkomst frygter jeg, at vi frivilligt og uden rigtig at beslutte os for det, vil overgive vores kreative gnist til maskiner. Det er ikke AI's potentiale, der bekymrer mig, men dens evne til at udnytte vores dovenskab. Hvis vi lader AI definere vores kunst, og tage beslutningerne for os, risikerer vi at blive skubbet ud af vores egen skabelsesproces.

Til gengæld er potentialet i at bruge AI i en kunstnerisk proces, som en kritisk samtalepartner, enormt! Hvis vi udfordrer vores vaner og udforsker nye måder at udtrykke vores følelser igennem musik med hjælp fra AI, tror jeg, vi vil se ikke bare en, men flere nye musikgenrer eller udtryk opstå.

Mens den kan generere musik gennem komplekse algoritmer og bruge randomiserede processer, er det noget helt andet når et menneske for eksempel laver en fejl, eller som sangskriveren John Mayer har udtrykt det ”It's my failure to sound like my heroes that's allowed me to sound like myself.” Anna Lidell, Forperson i Autor

Da jeg for snart fire år siden lyttede til årets bedste numre fra NPR (USA's DR), bed jeg mærke i en sang af Holly Herndon, ”Frontier”, som med et originalt og nærværende korarrangement udtrykker noget dybt menneskeligt.

Det viste sig, at Holly Herndon havde komponeret nummeret sammen med sin personlige AI: Hun havde udviklet sin egen kunstige intelligens, så den for eksempel kan nå de vokale højder, hun ikke selv mestrer. Det er et godt eksempel på, hvad kunstig intelligens kombineret med menneskelig kreativitet kan opnå. Holly Herndon er nu nævnt som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i forhold til AI generelt globalt ifølge en netop udkommet liste fra Time Magazine.

I en verden hvor AI stadig vinder terræn, står musikbranchen over for en uundgåelig transformation. Mange professionelle sangskrivere og komponister vil skulle genoverveje deres plads, finde nye veje, eller søge til de nicher hvor AI endnu ikke trænger ind.

Men selv med sin avancerede intelligens besidder AI ikke en ægte bevidsthed. Mens den kan generere musik gennem komplekse algoritmer og bruge randomiserede processer, er det noget helt andet når et menneske for eksempel laver en fejl, eller som sangskriveren John Mayer har udtrykt det ”It's my failure to sound like my heroes that's allowed me to sound like myself.”

Det er dét, der gør musikken genkendelig for os, noget vi kan forbinde os til. Og den forbindelse, tror jeg, vil forblive uændret – med eller uden AI som værktøj.