Kommentar

KOMMENTAR: Esbjerg Kommunes løsning for spillestedet Tobakken ligner et plaster på et åbent kraniebrud

Lokal sangskriver mener ikke, den aktuelle løsning er den rigtige

Ninna Andreasen er sangskriver, selvstændig og vært på podcasten Kaffepunch. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Da man anlagde Esbjerg Havn, blev byggeriet 10 år forsinket. Undergrunden viste sig at indeholde en del tørv, som skulle fjernes først.

Man kunne have valgt at blæse på advarsler fra ingeniørerne og mase byggeriet igennem rettidigt i en mindre ambitiøs version. Det gjorde man heldigvis ikke, for så ville vi måske ikke have landets største eksporthavn i dag. En livsnerve for grøn omstilling, og levebrød for tusindvis af mennesker.


En lignende problematik står vi med nu på kulturområdet i byen efter spillestedet Tobakkens tragiske konkurs:

Skal vi lade Musikhuset drifte Tobakken som sekundær forretning og hurtigt få (en eller anden form for) liv i de gamle lokaler?

Eller skal vi vælge en løsning, som er mere ambitiøs og sikrer et hus med en klar dna - men som måske er lidt mere langsommelig og bøvlet her og nu?


Jeg vil argumentere for det sidste.

Fra høje krav til en pose penge uden forventninger

Sidste år ved første udbudsrunde havde kommunen håndfaste krav til et nyt Tobakkens resultater: 200 koncerter årligt og 40.000 gæster.


“Fabrikken” bød ind som det eneste projekt og fik det. Udover de kommunale krav tog Fabrikken-holdet selv yderligere forpligtelser på sig om, at ungdommen skulle involveres mere, talentudviklingen styrkes (også bag scenen, så vi får flere dygtige arrangører og sceneteknikere) og huset skulle summe af liv hele ugen. Ikke kun i weekenden. Den løsning blev ulykkeligvis saboteret gennem chikane, men har siden været oppe at vende som en mulighed med en smule udskiftning i persongalleriet.

Efter en proces med møder med forskellige interesserede kom det i sidste uge frem, at Musikhuset Esbjerg er den operatør, som kommunen satser på skal drive Tobakken. 

I aftalen, der tegner sig, er der nogle afgørende forskelle fra det bud, man satsede på indtil for nylig: 

Nu er alle krav nemlig droppet til fordel for et (sikkert oprigtigt, men hamrende ukonkret) løfte om, at Musikhuset vil drive stedet “ambitiøst”. Et flot ord, der dog i praksis betyder intet og alt på samme tid. Det er let nok at sige, at man er ambitiøs, hvis man ikke har lagt hovedet på blokken i forhold til konkrete målsætninger. Elastik i metermål.

Derfor er konkrete krav fra kommunalt hold til antal afholdte koncerter og gæster ikke ligegyldige, hvis man går op i, at vi skal have mest og bedst mulig kultur for pengene til flest muligt forskellige mennesker. Det bør altid være ambitionen, når det drejer sig om et rytmisk spillested for bredden af befolkningen. Især for offentlige penge.

Jeg hænger mig ikke i, om de tal er 150 eller 200 koncerter eller 30.000 eller 40.000 publikummer om året. Om det skal formuleres som et krav, at ungdommen skal tænkes ind, eller om det kan løses på anden vis, ved jeg heller ikke. 

Men at give en pose penge til en aktør, der på sæt og vis er konkurrent og udelukkende har til opgave at fylde nogle slots ud i koncertkalenderen - uden en udtalt forventning om, hvad man får den anden vej - virker både desperat og tosset. Især når kommunens ambitioner med kulturpolitikken er at flytte mennesker - helt konkret og fysisk - ind over bygrænsen.

Nogle gange er den bedste løsning langsom og bøvlet - men besværet værd

Står man med hatten i hånden, takker man ikke nej til en femkrone, selvom man hellere ville have en villa i Hjerting. Det er jeg med på. Det ligner, at samme logik ligger bag Musikhus-løsningen og den totale udslettelse af krav til udbyttet af investeringen (Musikhusets formand Johnny Søtrup har i øvrigt en stående invitation til at komme med mig i banken, næste gang jeg skal forhandle om et boliglån - en helt igennem imponerende forhandlingsevne!). 

Løsningen ser ud til at være en form for feberredning fra en formentlig træt forvaltning og et udmattet kulturudvalg.

Det er menneskeligt og forståeligt. Bortset fra, at andre løsninger er mulige lige nu, hvis man vil ofre lidt tid til fordel for kvalitet.

Er Musikhus-løsningen virkelig bedst for byen? 

Især for ungdommen? 

For tilflytningen, som er et kerneargument for at poste flere penge i og satse på kulturområdet?

Er det måden, man skaber et spillested med en tydelig identitet, der er en levende del af byen?

Jeg tror det desværre ikke. 

Som med byggeriet af Esbjerg Havn vil jeg sige: 

Hellere få tørvelaget væk og vente lidt længere og finde en ægte god løsning med et hold, der er fuldt dedikeret til at gøre Tobakken til et unikt sted, end få klistret et akut plaster på et åbent kraniebrud - hvor meget det end klør for at komme til koncert i den gamle Tobaksfabrik.

Men jeg bakker naturligvis helhjertet op om enhver løsning i det øjeblik, blækket på en kontrakt er tørt. Jeg vil følge nysgerrigt med i, hvordan det udspiller sig.

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Esbjergs kulturelite har fejlet

Ninna Andreasen, foto: Soffi Chanchira Larsen
Ninna Andreasen, foto: Soffi Chanchira Larsen

ANNONCE