I denne tid kører der heftige debatter om musikbranchen og dens struktur. De forskellige debatter er yderst relevante. De har dog alle et påfaldende fællestræk.
Jens Bager Vang har været anmelder på GAFFA siden 2018. Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning.
I denne tid kører der heftige debatter om musikbranchen og dens struktur. Den er sexistisk, racistisk, homofobisk og fuld af gatekeepers, der forhindrer kvinder og anderledes individer i at være en del af den. De forskellige debatter er yderst relevante. Til gengæld har de alle et påfaldende fællestræk – en accept af strukturen, og at løsningen er at ændre den.
Når Michael Azerrads bog Our Band Could Be Your Life af mange bliver fremhævet som den bedste bog nogensinde om musik, er det ikke kun på grund af de blændende bandportrætter. Det er lige så meget beskrivelsen af miraklet i den amerikanske undergrund i 1980’erne. Kort fortalt opstod nogle genrer og en æstetik, der var så modkulturel, at den aldrig nogensinde ville passe ind i en struktur eller branche. I stedet skabte musikere og fans deres eget økosystem, der sikrede overlevelse og opblomstring. Musik og udtryk, som ingen medier gad røre ved, som ingen selskaber ville investere i, som mainstreamkulturen blankt afviste – for eksempel Black Flag, Minor Threat og Sonic Youth (billedet) – skabte deres eget rum, fordi det endte i en massebevægelse væk fra branchen og strukturen og ud i åbent landskab. Der blev skabt venues ud af forladte fabrikker og private boliger, der blev udgivet og distribueret musik ved fælles hjælp og håndkraft, og tilhængerne skabte fanzines som modspil til de etablerede medier. Gennem få år blev bevægelsen til et decideret fænomen, der involverede millioner af musikfanatikere. Undervejs blev der skabt musik og spillet koncerter, som mange kun kan drømme om. Alt sammen under mottoet, der i direkte betydning handler om, at man skal ud i verden for at sikre overlevelse og udbredelse – Get in the van!
Den velkendte slutning på historien er, at Sonic Youth endte med at udkomme på Geffen Records. Herefter overtalte Thurston Moore selskabet til at skrive kontrakt med Nirvana – et band, der egentlig havde udgangspunkt i undergrundsbevægelsen -– og sammen med producer Butch Vig og ifølge Kurt Cobain især mixer Andy Wallace fik de skabt et tilgængeligt og let fordøjeligt produkt – Nevermind – der kunne sælges i Walmart og andre supermarkeder verden over. Nirvana blev kæmpe popstjerner med alt, hvad det indebærer – Top Of The Pops, Roskilde Festival, forsider i kulørte blade og i sidste ende indlemmelse i det store corporate freakshow Rock n’ roll Hall Of Fame. Det værste ved Nirvanas gennembrud var på en måde, at det trak tæppet væk under hele scenen, fordi kapitalen lugtede penge og snuppede cremen af talentmassen. Det betød lukning af venues, fanzines og i sidste ende opløsning af det publikum, der var fundamentet for det hele. Kultur og begreber blev kastet op i luften, og et band som EMI’s mediedarlings Radiohead, der havde fri adgang til selskabets pengekasse, de bedste studier og en direkte adgang til massedistribution, blev sågar både kaldt indie og alternative.
Men hvilken arv efterlod bevægelsen? Først og fremmest et bevis på, at man kan komme utroligt langt uden en branche og et system, der alligevel er uopnåeligt. Et band som Minor Threat blev fra start udelukket fra spillesteder, medier, pladeselskaber og så videre, der aldrig ville røre dem. Alligevel er de endt som legender, fordi de selv – og andre omkring dem – startede deres eget system og kom vidt omkring. Ud over landegrænser, kulturelle grænser og afsted mod nye højder.
I dag er det som om, at der er en konsensus om, at musikbranchen med dens strukturer er vejen til at skabe en tilværelse i musikken. Til gengæld er det som om, at nogle essentielle spørgsmål ikke bliver stillet først:
Hvis du er i en kreativ musikalsk udvikling, er det næste logiske skift virkelig at synge duet med en kendt skuespiller. Hvad gør det for din kunst?
Hvis du føler, at du er klar til række ud til flere individer, er det så smartest at medvirke i et reality-forklædt-som-musik-program? Hvilket publikum er det egentlig, din musik fortjener at ramme?
Når du føler, at du endelig har fundet ud af, hvad du vil i livet, er det så det allerhøjeste mål at stå på en pløjemark og lave ”den sikre fest” og skabe en flad orange Bacardi-feeling? Er det virkelig meningen med det hele?
En koncert kan være som at falde hen i et maleri af Asger Jorn, hvor rytme, farver og fantasi løfter tilværelsen op til noget højere og euforisk. Et album kan være som en digtsamling af Theis Ørntoft, der viser dig nye sider af livet på godt og ondt, ændrer din tilværelse og din opfattelse af verden. Får du virkelig det hele med, når du sidder på et stadion og ser dit idol på en storskærm med en fadøl, eller når du streamer den seneste hype?
Hvis der stadig er nogen, der læser, tænker de: ”Kæmpe klovn! Han var sikkert aldrig god nok til at spille guitar og havde ikke talent for musik. Derfor kloger han sig nu om en verden, han aldrig har været en del af”. Det er helt rigtigt – men jeg har nogle tilføjelser. For over 20 år siden startede jeg med at skrive for det lille blad Geiger og oplevede med egne ører og øjne, hvordan bands og selskaber rundt omkring i Europa stadig i dag skaber nye veje for musikken uden at være en del af branchen og alligevel kommer vidt omkring. Derudover har jeg i årevis booket koncerter både på etablerede spillesteder og på forskellige squats i Danmark og Tyskland og har selv kæmpet for at skabe rum til musikere og crowds, der ikke passer i kasser. Derfor ved jeg også, at der er andre veje, og at det er muligt at følge dem – men der mangler en bevægelse, som der var i 1980’ernes USA.
Når der kører en i øvrigt rigtig god og vigtig debat om diskrimination og chauvinisme, er det som om, at alle stadigvæk tænker, at et oprør skal ske inden for de samme strukturer, som man er imod. Musikbranchen er sexistisk, racistisk og homofobisk – please, lad mig være en del af den!
Det særlige ved den anden model – hvis man overhovedet kan tale om en model, når det er mennesker, der forvandler en nedlagt skofabrik til et venue, og en primitiv sort/hvid printer til trykkeri for et fanzine – er, at der per definition ikke er gatekeepers.
Ifølge Michael Azerrad var den allerstørste stjerne i bevægelsen ikke en musiker eller et band, men derimod det publikum, der blev større og større og som holdt bands, koncertsteder og fanzines i live. Et publikum, der så noget større og smukkere end det, som resten af verden kunne tilbyde. Jeg er sikker på, at mulighederne stadig er der, og at der er uendeligt mange mennesker, der kun venter på at være en del af bevægelsen.
Til alle, der stadig ønsker at være en del af strukturen og derfor kæmper mod uretfærdighed og diskrimination af den ene eller den anden art i musikbranchen: Jeres kamp er vigtig, og jeg ønsker jer alt godt og støtter jer.
Til dem der har tanker om, at der måske eksisterer noget bedre: GET IN THE VAN!
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Er kvoter vejen til mere ligestilling på musikscenen?
