Artikel

REPORTAGE: Live Camp på Smukfest, dag 2: Nu letter det!

KærligHeden summer af pres, forventninger og store oplevelser. Årets bedste festivalvejr gav os en godt kurateret buffet af nye talenter.

Foto af Von Quar

Det er nu dag to på Smukfest, og der er mærkbart flere mennesker på KærligHeden end dagen før. Ikke nødvendigvis for at høre musik, men hele området summer af festival. Og musikken er da heller ikke det absolutte omdrejningspunkt for alle på en festival, men for dagens ti kunstnere er det en vigtig dag. At spille på Live Camp kan være det afgørende vendepunkt i en karriere, og det kan mærkes backstage. Skiftet imellem de nervøse, der ikke har spillet endnu, de ekstatiske, der netop er gået af scenen og så de glade business-klare, der skal ud og høre resten af branchen, hvad de synes om koncerten.

Solen skinner og musikken varmer hjerterne
Vi er velsignet med årets bedste festivalvejr, og de 24 graders åben himmel passer perfekt til dagens første kunstner, The Mukherjee Development. Et lokalt band, der blandt andet har veteraner fra Peter Sommers band Tiggerne med i lineuppet. Det er lyden af eftermiddagssol og god tid. Det er vildt dygtige musikere, og man er ikke i tvivl om, at vi er i sikre og varme hænder. Frontfigur Oscar Mukherjee fortæller bagefter, at bandet havde overvejet at korte sangene af og spille nogle flere, når man nu kun havde 25 minutter, men havde prioriteret bare at lade dem vare den tid, de nu varer. Og bandet er da også ekstragode, når de opløser sangene helt i lir og dovne soloer. Alle byder ind i en flydende, gennemmusikalsk og attitudefri rock.


På den måde kan det godt være tricky med at programlægge en festival. Noget musik bør virkelig være om natten, og noget lever klart bedst i små mørke rum. Men Downtown July, der går på klokken 16, rammer også solen virkelig godt. De spiller en sødmefuld indiepop med en meget indtagende frontfigur. De står på scenen i hverdagstøj, og det passer for en gangs skyld godt til musikken: Det er faktisk lyden af den rare hverdag. Ikke de helt store følelser eller den vilde fest, men den der oplevelse af, at ens liv er helt okay.

Hvad er vigtigt, og hvad er overflødigt
Et par af musikerne går igen i bandet bagefter, og så bliver forskellen ekstra tydelig. Her er de hired hands og helt igennem konservatoriekedelige. Og selvom Emily Bowen er sympatisk og troværdig, så er der intet på spil. Her skal man virkelig overveje, hvad de forskellige dele bibringer den samlede oplevelse. Lidt samme oplevelse har jeg med JuWehl, der spiller senere på aftenen. Jeg er ikke i tvivl om, at sangene har stor personlig værdi for ham, og han er da også charmerende og nem at holde af. Men bandet gør intet for at få sangene ind under huden på publikum. Så er det fint, at de alle har matchende tøj og gule huer, men ellers har man ikke oplevelsen af, at det var vigtigt for dem. Medlemmerne håndterer det dog super cool, da backtracket ikke vil starte, og det kræver et musikalsk overskud ikke at lade sig stresse eller slå ud af det. Jeg tror, at det ville klæde sangene at finde nogle musikere, der har samme forhold til projektet som sangeren.

Det har Storebjerg tydeligvis tænkt over og valgt dem alle fra. Han står helt alene på scenen med sin guitar, uden backtracks eller anden lyd. Så er det altså en stor scene, når man spiller sange, som langt de fleste aldrig har hørt før. Men det er virkelig stærke sange, og han har en flot stemme, der rammer langt ind i følelserne. Det er de helt nære sange om familie og frygten for fremtiden, som han siger på scenen, ”Som I måske har bemærket, så skriver jeg sange til mennesker”, og sådan føles det bestemt også. I den helt nøgne fremførelse bliver det lige lovligt ens for nye lyttere, og det har en smule svært ved at lette. På indspilninger har han produktion med, og det ser jeg frem til, at han får inkorporeret i koncertformen. Et stort talent, som stadig mangler at finde sit helt endelige live-udtryk.


Det er så også dét, han vil til at bruge al sin tid på nu. Han fortæller, hvordan det at blive modtaget så flot her på Smukfest virkelig er en bekræftelse af, at det har værdi, det, han laver. ”Det giver lyst til at gøre det igen, og endnu bedre”.

Sammen om at give gode oplevelser
Generelt fornemmer jeg hos de mange bands en fælleskabsfølelse. Godt nok er det en konkurrence, men det er der ikke nogen, der nævner, og folk er meget opbakkende og støttende. Leo fra Downtown July siger:” Det er sært at tænke på, hvad juryen egentlig vurderer på, når det er så forskellige ting, vi gør. Vi er gode til vidt forskellige ting og platforme. Nogle er seje til sociale medier, nogle på scenen og andre i studiet, ud over at det er forskellige genrer, vi spiller. Men vi bliver behandlet SÅ godt! Og når arrangørerne signalerer, at de tager de os seriøst, så gør man sig også selv lidt ekstra umage”.

Hele området bagved er også blevet opgraderet, og gruppernes skurvogne står i en halvcirkel omkring de fælles bænke og borde. Der bliver minglet og snakket og lavet aftaler, og det er fedt at se branchen være så helt igennem søde. Johannes Dybkjær Andersson fra Live Camp Forstærket fortalte mig i søndags om, at noget af det, de arbejder med, også er de unge kunstneres fordomme over for branchen. Der er nogle meget misvisende skræmmebilleder af pladeselskaber og managere, som det er en god idé at få manet den slags i jorden. Og en dag som i dag er det også svært at se dem.


Genkendelighed eller star quality
For mange mennesker er en vigtig kvalitet ved en koncert genkendelighed. Der er noget over at kende sangene, personerne eller andet. Bandet Kryd spiller på en anden form for genkendelighed, de ligner 1:1 næsten samtlige unge kvinder i publikum. Charmerende og opnåelige, alle fire kvinder synger, og derudover er det elektroniske trommer, guitar, bas, keys og lidt saxofon. Det er enkel popmusik, men også sært fladt, det hele, understreget af at de alle står forrest på scenen, så der ingen variation eller bevægelse er. Det er utydeligt, hvor meget der ligger på backtracket, men det virker lige lovligt mekanisk i sin fremførsel.

Og det er i skærende kontrast til Deejade, der spiller bagefter. De virker scenevante, cool og helt naturlige i centrum for deres sange. En frontfigur, der synger fantastisk, en overvældende god trommeslager og en person på skiftevis synth, bas og kor. Og de lander perfekt sammen. Fylder scenen med en cool tilstedeværelse og et fedt lydbillede af moderne, synthdreven popmusik. Jeg kan ikke lige vurdere, om de har sangene til at bære det, men det virker nærmest som en mindre ting, når resten er udført så godt.

Affyring og brølekor
Det er så cirka her, at jeg synes, at Tandem skulle have spillet. I stedet går de på klokken 15, hvor det er bagende varmt, lyst, og det er svært at stampe en dum fest op. Men er du gal, hvor de prøver! Det er helt vildt, så ungt det er. Lidt trap, lidt rap, en del inspiration fra 100 Gecs og et gakket tegneserieunivers af ungdom og vanvid. Der er en forrygende kemi på scenen (pun intended), og de deler ud af grønt slim, personlige særheder og en helt vild måde at synge imod hinanden på. Det er forrygende dumt og umuligt ikke at holde af. Dem skal du fange på en mindre scene snarest muligt. Lige efter koncerten spørger jeg om oplevelsen, men de kommer selv over senere og retter deres svar: ”Lige da vi var gået af, syntes vi, at det var gået okay. Men nu har jeg gået hele dagen og hørt om, hvor fedt folk havde det, så nu er det blevet vores oplevelse”.

Mørket er efterhånden faldet på, og klokken 22 går Elsked på scenen. To mand på maskiner og en på vokal. Hans blanding af messende, rappende, småsnakkende og syngende vokal kan lede tankerne hen på Underworld, men viben er klart mere Fred Again… . Det er club og fremdrift og virkelig festligt. Det er bestemt elektronisk, men der bliver lavet meget på scenen, og selv guitaren virker ikke malplaceret. Den fyldige og bouncy club-house fungerer super til KærligHeden klokken 22, og de måtte meget godt have spillet længere.

Men vi skal have en finale. Og det får vi! Man havde godt lagt mærke til de utroligt mange fyre i fodboldtrøjer, der rendte rundt backstage, og det er så dem, der skal på scenen. Ikke som band, men som brølekor til Von Quar. Bandet består af trommer, bas, guitar, keys, saxofon, en forsanger/guitarist og så et 11 mand stort kor. Først står de bare og ser alvorlige ud, imens Mikkel synger verset, men når først omkvædet træder ind, og hele flokken brøler igennem, går et kuldegys igennem publikum. Det løfter hele oplevelsen. Først tænker man måske, at det er en gimmick med så mange på scenen, men det har lidt den samme effekt som hos Heilung; Når hele stammen står deroppe, er det nemmere at komme ind i fællesskabet, og føle at man er velkommen i det univers af overraskende gode sange. Og derfra tager det fart. Von Quar kan overraskende mange forskellige ting, og det er dagens absolut mest varierede sæt. Mange udtryk, instrumenter, teknikker, tricks og ja, mennesker. Udgangspunktet har måske været i retning af Minds of 99, men de har taget det videre i mange retninger, og det bliver spændende at se hvordan de vil få det ned i studiet. Hvordan kan man få den følelse ned på indspilninger?

Jeg spurgte Mikkel bagefter hvor idéen kom fra, og det er to ting: ”Jeg var ham der stod med trommen og styrede heppekor på fodboldstadion, samtidigt med at jeg skrev følsomme sange hjemme i soveværelset. Begge ting var fede i sig selv, men ikke helt nok. Sammen kan det noget helt særligt. ”

Og det kan det. Folk er helt uforberedte på den lavine af følelser og hæsblæsende medmenneskelighed, og vi står lamslåede og kigger rundt på hinanden. Jeg kan høre folk spørge ”Hvad er det her???” på den gode måde, og som oplevelse er det en vanvittigt god afslutning på en lang koncertdag.

Men det har været en lang dag. Ti koncerter og 100 samtaler på 10 timer.

I dag er det kun otte koncerter, efterfulgt af afsløringerne af vinderne af Live Camp og Tak Rock-prisen. Det starter igen på KærligHeden klokken 16, efter to timers standup.

ANNONCE