En lille bemærkning om en kvindes tøj kan ende i et giftigt arbejdsmiljø. Og det skal for alt i verden bekæmpes.
Simon Heggum er kritiker og journalist på GAFFA siden 2017 og musiker
Jeg har noget at sige til debatten omkring dokumentaren om min branche og den sexisme, som (specielt) kvinder oplever. Jeg har kendt til dokumentarens eksistens – og faktisk også krænkernes identitet – i mange år. Og det er ikke for at blære mig, men mere for at understrege en pointe.
For sexisme er et problem i musikbranchen – og andre kulturbrancher for den sags skyld. Det er så udbredt og indforstået, at jeg har set det ske foran mig, i real time og haft gode, kvindelige kollegaer (og faktisk også mandlige med anden seksuel orientering), som er blevet behandlet som varm luft og nikkedukker, bare fordi de ikke var ciskønnede, hvide mænd. Det er ikke noget nyt, men netop det, at det ikke er nyt, er det, der gør det værre.
Som vi ser i dokumentaren, er begge de nævnte musikere kendte. I Martin Brygmanns tilfælde "larger than life", som kun få kan være det. Og når en af deres "platte jokes" bliver italesat og konfronteret i branchen, viser det sig, at der er en generel viden om, at (de begge to) var "glade for kvinder". Og jo flere reaktioner, der kommer, jo mere normalt kendt bliver det.
Jamen, hvad har du at gøre med det, Simon? Intet! Andet end at jeg fik det at vide, som normal sladder, for to år siden. Og jeg er bestemt ikke i toppen, i nærheden eller har noget som helst med nogen at gøre, der er i nærheden af de himmelporte, som de to kunstnere har været en del af. Det betyder, at disse rygter når rigtig langt, før nogen gør noget ved det. Og det er faktisk noget af det værste ved strukturel sexisme. Det får lov til at gnave sig ind i strukturen af branchen, uden at nogen gør noget ved det? Og hvorfor så?
Det hele peger tilbage til magt og seksualisering, som også er en stor visuel del af branchen. Jeg sad med en dårlig smag i munden efter at have afsluttet dokumentaren og tænkte over især Katinkas og Mathilde Falchs oplevelser i Toppen af Poppen. Her er to kvinder, som jeg opfatter som seriøse, dygtige og anderkendte kvinder, der ikke kun er det i kraft af deres køn, men også er det fordi det, de håndværksmæssigt laver, er af høj kvalitet (det gælder alle deltagerne, men nu bruger jeg lige dem som eksempler). To kvinder, som faktisk har haft held med omtale, der tog udgangspunkt i deres musik og talent. Og alligevel skal de udsættes for nedladende bemærkninger. Ikke blot i det håndgribelige tilfælde med den mandlige musiker, men også i det hele taget.
Katinkas musik bliver kønnet og stereotypiseret af pressen (som ”lillepige-musik” – hvilket fuldstændig overser faktummet, at Katinka Bjerregaard er en af nutidens mest originale, progressive og karakterfyldte danske rocktekstforfattere), og Mathilde Falch skal stadig, den dag i dag, have en skygge rumsterende i sin historie, at hun kun er blevet kendt, fordi hendes far er kendt (ligesom alle andre børn af kendte mandlige musikere). Det er i øvrigt ikke en formodning, jeg lige har fundet på, men en tendens, jeg har bemærket gennem mange år med Falch, selvom jeg ikke ved, hvor stort et problem det er for hende personligt. Det er mere for at vise, at det er et generelt problem i branchen, og problemer, der ikke bliver gjort noget ved. Det er de små huller, der i sidste ende gør, at en mand med en vis magt overhovedet tror, at han kan lægge sig hos en kollega under hendes dyne og krænke hende kropsligt. Det er for sindssygt, at det stadig kan ske. Men det er kun toppen af isbjerget.
Der kunne være fire afsnit mere
Dokumentaren på DR er kun i to afsnit. Men tro mig – der kunne være fire afsnit mere. Jeg kender til mange flere – også offentlig kendte musikere – som alle i branchen har normalt kendskab til er nogle klamme svin. Rygterne løber som en steppebrand, men der gøres ikke noget ved det! Og det er fandeme på tide, vi gør det. Og det, man kan starte med, som mand, er at kigge indad. Har man selv medvirket til at gøre tonen værre? Eller han man aktivt forsøgt at vende zeitgeisten?
Jeg ved ikke, om jeg selv har gjort det godt nok. Jeg har altid forsøgt at holde mine anmeldelser og artikler i et hundrede procent kønsneutralt sprog, medmindre kunstnerens køn var en væsentlig del af vedkommendes kunst, image og profil. Men derfor har der alligevel sikkert været et par svipsere hist og her. Det er vigtigt, at man tager til genmæle på sine egen vegne og indrømmer, man har begået en fejl, for din "hun var en skrigeprinsesse"-kommentar kan i den anden ende medvirke til, at en aktør med et mindre prangende moralkodeks får fodret sit kvindesyn og legitimeret sine syge lyster af dine ord. Jo mere vi alle bidrager til en sexistisk tone, jo værre bliver det i en anden ende.
For nylig så jeg et interview med Carl Hyde fra Underworld, der blev spurgt, om hans datter spiller musik. Helt tilfældigt. Hydes datter er et af kernemedlemmerne i et af Englands mest interessante rockbands, Black Country, New Road. Han fortæller dette, og intervieweren spørger ind til, om han var med til at opmuntre hende til en lys fremtid. Tørt svarer Hyde: "Nej". Han havde aktivt fortalt hende, at hun skulle finde en anden branche, primært fordi Hyde var bevidst om, hvor kvindefjendsk branchen var. En far siger dette om sin datters fremtid. Det er strukturelt, det er giftigt, og jeg gider ikke at blande mig uden om debatten mere.
Jeg har omgivet mig med kvinder hele mit liv. Jeg er opdraget af kvinder. Jeg har en datter, som jeg har tænkt mig skal have et nuanceret og godt liv uden kønsnedsættende strukturer. Jeg deler hende med en af sejeste kvinder, jeg nogensinde har kendt. Jeg har en mor, der har stået på egne ben i mange år, selvom systemet har modarbejdet hende. Mine bedste ven er en kvinde, jeg beundrer for at turde køre showet selv, uden rigtigt at have brug for andres meninger. Og vigtigst af alt: Jeg skriver primært om kvindelige musikere for GAFFA, hvilket er et fuldstændig bevidst valg fra min side, selvom jeg aldrig har italesat det. Jeg foretrækker faktisk musik skabt af kvinder i nyere tid. Det er ikke, fordi de er kvinder – det er helt tilfældigt – det er bare, fordi det er bedre.
Og alligevel tager jeg mig selv i at opføre mig mandchauvinistisk! Det er i det små, ja. Og det er langtfra bevidst. Men hvis du genlæser det, jeg har skrevet øverst, vil du vide, at det er sådan her, det starter: En lille bemærkning om en kvindes tøj kan ende i et giftigt arbejdsmiljø. Og det skal for alt i verden bekæmpes.
Jeg er træt. Jeg er træt af, at kvindelige kollegaer – både musikere og andre aktører – skal leve under de her vilkår. Jeg er træt af, at jeg selv arbejder i en branche, som jeg ikke ville opfordre mit eget afkom til arbejde i, a la Carl Hyde. Jeg er træt af, at jeg overhovedet sidder og klapper mig selv på skulderen over "hvor godt det er for branchen", at jeg anmelder flere kvinder end mænd. Det burde slet ikke være noget, vi snakkede om på den måde. Jeg er træt af at arbejde i en branche, der er så topstyret af mænd, at der kan sidde så mange (i øvrig pisseseje) kvinder på primetime tv og fortælle nogenlunde samme historie. Fra flere årtier. Men jeg er glad for, at det sker nu. Det er på høje tid!
Og jeg er selv en del af problemet. Og hvis nogen nogensinde har følt sig krænket af noget, jeg har skrevet, er jeg ked af det. Jeg arbejder bevidst med tonen, hver gang jeg skiver en anmeldelse. Min tidligere chefredaktør gjorde en ære ud af det på GAFFA, og det er hendes fortjeneste, at mange af os rent faktisk er bevidste om, hvor indgroede den slags kønsdiskriminerende floskler var og er. Heldigvis tager magasinet det stadig alvorligt, selvom vi selv har medvirket til uheldige situationer tidligere.
Men det laver ikke om på, at der sikkert er enkelte tilfælde, hvor der alligevel er krøbet nogle ting igennem nettet. Og hvis det er tilfældet, vil jeg gerne sige undskyld og opfordrer til en dialog med mig, hvis man sidder med noget. Jeg håber og tror det ikke, da jeg opfatter mig selv som en, der arbejder for ligestillingen. Men man ved jo (tydeligvis) aldrig, når man er opvokset med den kulturopdragelse, som mænd på min alder er. Jeg er ikke en helgen.
Vær konstruktiv
Jeg vil opfordre alle, der læser dette, til at gå konstruktivt ind i dialogen. Hvis du tror, du ved mere om det end kvinderne, der har været udsat for det – eller har stået i situationen – så kan du lige så godt tro om. Der er ingen grund til at tro, de lyver, for det er ikke i deres interesse at gå sammen og fremhæve sig selv på sådan en sag. Tror du virkelig, Mathilde Falch har fundet på, at der er en, der har sagt noget om hendes bagende i et par læderbukser? Hvorfor skulle hun det? Hvilken del af en moderne, voksen kvinde tror du rent faktisk ville skabe opmærksomhed omkring sin person med den historie? Og hvis du tror, det hele er en overdrivelse og er fan af en af de omtalte mænd eller bare i det hele taget har den der "ej, sådan er det jo i alle arbejdsmiljøer", så stop også op og spørg dig selv om to ting:
Ved du noget om problemerne i musikbranchen? Arbejder du i branchen? Så kan vi snakke om det! Men hvis du ikke gør, kan jeg fortælle dig, at den er god nok, at sexisme er så stort et strukturelt problem i branchen, at kvinder simpelthen forlader branchen. Jeg har talt med kvinder, der er stoppet med at spille musik, fordi de ikke gad mere pis – eller endnu værre var traumatiserede. Jeg har set sexisme ske flere gange foran mig i levende live. Det syder gennem hele måden, branchen er bygget på. Og "sådan er det i alle arbejdsmiljøer". Ja? Og er det ikke endnu værre? Hvorfor skal kvinder (og andre minoriteter) lære at leve med det og bide det i sig? Det er jo det glade vanvid.
Vi skal have en branche uden strukturel sexisme. Vi skal have en branche, hvor kvinderne ikke hele tiden skal føle sig udsat. Og vi skal også have en branche, hvor jeg eksempelvis kan gå ind i en professionel relation med en kvinde (her taler jeg interview, pressearbejde et cetera), uden at hun skal være utryg ved min tilstedeværelse, fordi hun ved, hvordan de fleste mænd bruger deres autoritet. For ja! Det har jeg faktisk også oplevet. Jeg plejer sågar at komme med en disclaimer inden et samarbejde om mine professionelle intentioner, så kvinden ikke tror, jeg har nogle skjulte hensigter (det har jeg naturligvis ikke). Men alene det, at den dynamik også findes, burde være en øjenåbner.
Det her er en rant, som jeg endte med at finde så relevant og lang, at jeg spurgte min chefredaktør, om han ville smide det op offentligt. Det er uredigeret, raw og lige fra hjertet. Men jeg synes, der er en snert af konstruktiv aktivisme i den, som nogle læsere måske ville kunne bruge til noget. Det her kan måske mest ses som et opråb til mine mandlige kollegaer om at tage et meget, meget, MEGET kraftigt kig indad og mærke efter. Har du bidraget til strukturen? Jeg tror, jeg har, selvom det aldrig har været bevidst. Har du? Så prøv at se, om du kan være ekstra opmærksom på, om du kan lave det om. Nu. Kvinderne kan ikke ændre de her forhold alene.
Og til alle branchens kvinder (og minoriteter) – både dem, der står frem og dem, der bliver i skyggen – I er seje. Det tror jeg, I skal have at vide. Også selvom det betyder uendeligt lidt fra en minør som jeg. Men I har brug for lidt medvind, da jeg ved, at den diskussion, vi er i gang med nu, bliver skinger og ubehagelig lige om lidt. Nuancer er oftest en svær størrelse på vores side af den kønnede andedam. Desværre.
Her er mit bidrag. Held og lykke.
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Den her debat må ikke ende ved Martin Brygmann
