Når historien reproducerer sig selv: Hvorfor bliver jeg underkendt?

En rapport fra Dansk Kunstnerråd viser, at musik er den kunstart i Danmark med skævest kønsfordeling. Konkret viser tallene, at 73 procent af alle musikere i Danmark er mænd. En række kvinder står i dag frem i denne artikel, og fortæller, at de - ud over i forvejen at være en minoritet i musikbranchen - ofte oplever at blive underkendt, glemt eller miskrediteret i deres fag.

GAFFA har talt med post doc i Musikvidenskab Katrine Wallevik, som fortæller, at tendensen langt fra er et nyt fænomen i musikhistorien. For selvom der altid har været kvindelige kunstnere, så er det mændene, der optræder i historieskrivningen, og som her oftest legemliggør “den gode kunstner”. Katrine Wallevik fortæller, at det blandt andet skyldes, at mænd har stået bag den kunst, som historisk set har været bedst bemidlet, og at mandlige kunstnere har været forbeholdt de fleste privilegier; både økonomiske, institutionelle og sociale. Underkendelse af kvinder i musikbranchen er derfor også et historisk fænomen, som reproduceres i dag, blandt andet gennem videreførelsen af nogle historisk prægede skjulte bias:

- Historisk set har den gode kvalitet været hæftet på den mandlige kunstner; den prestigefyldte kunst har været forbundet til en mandlig aktør i vores historiske overleveringer. Den kunst som er blevet tildelt størst værdi, også rent økonomisk, var den kunst, som var tættest på magten, eksempelvis kirken og kongen, og den har hovedsageligt været forbeholdt mandlige udøvere. Vi er derfor stadig i dag meget præget af, at vi gennem historien har set kunstneren som en mand, fortæller post doc Katrine Wallevik.

Ifølge hende er det derfor vigtigt, hvis vi gerne vil opnå ligestilling i musikbranchen, at vi i dag er opmærksomme på vores implicitte bias, så vi ikke reproducerer historiens syn på mandlige og kvindelige kunstnere.

- “Det mandlige” og den mandlige krop er gennem historien blevet behæftet med idéen om den gode kvalitet og kunstnerisk autoritet. Hvis vi skal have mere ligestilling, bliver vi nødt til at ændre vores opfattelse af, hvad der skal til for at lave god kunst, fordi det historisk set er forbundet med noget, som mænd gør, og altid har gjort. Kvinder i kunsten har i dag, ligesom tidligere, svært ved at blive set og anerkendt for andet, end at de er kvinder. Kønnet - når det kommer til kvinder - kommer desværre stadig ofte før det kunstneriske udtryk i andres vurdering af kunsten, fortæller Katrine Wallevik, som tilføjer, at en af løsningerne kan være såkaldt bias-træning, hvor man bevidst udvider sin horisont ved for eksempel at arbejde med personer, som ikke ligner en selv.

- De implicitte bias bliver skabt af alt muligt omkring os og bliver reproduceret hele tiden. Vi skal være meget opmærksomme på, at det ikke kun er noget, der findes hos enkelte magtfulde "andre" personer. Bias findes overalt, og de fleste vil kunne genkende dem i sig selv, hvis de begynder at få en bevidsthed om de her problematikker. For at skabe en kulturændring må man i alle gatekeeper-positioner, ud over at være opmærksom på, hvordan ens kvalitetsvurderinger er biased, også have nogle klare visioner og mål med, hvad man vil med det kultur- og musikliv, man er medskaber af. Man bliver nødt til at tænke både langsigtet, klogt og ansvarligt i forhold til, hvilket samfund man ønsker at bidrage til. En sådan almindelig ansvarlighed er kunsten og musikbranchen absolut ikke fritaget fra.

En række kvinder fra forskellige afkroge af musikbranchen oplever disse bias på egen krop i deres virke som kunstnere. Nu står flere af dem frem med deres vidnesbyrd for at sætte fokus på problematikken - og for at andre kvinder ikke også bliver glemt. På grund af oplevelsernes karakter bliver nogle af de medvirkende kvinder anonymiseret. Redaktionen er dog bekendt med alle kilders identitet.
______________________________

- Før jeg gik solo, havde jeg et band, hvortil jeg skrev al musikken og var den ledende kraft - både i den kreative og forretningsmæssige del. Alligevel antog folk, at drengene i bandet formentlig havde lavet musikken. Nu hvor jeg producerer selv, kan jeg mærke, at det antages at en eventuel mandlig co-producer må have lavet nummeret, selvom vedkommende måske kun har været inde over indspilning af vokaler eller lignende. I en anmeldelse af mit tredje album antog skribenten, at violinisten på et af numrene - som også er en dygtig arrangør - naturligvis måtte have skrevet de fabelagtige strygerarrangementer, selvom jeg tydeligt stod omtalt i credits. (Ulla Pihl, musiker, sangskriver og producer i HunBjørn).

- Jeg var på en camp for nogle år siden. Den første morgen skulle vi præsenteres af “værten”, som roste alle og fremhævede deres bedrifter. Da det blev min tur, sagde han noget a la “og Astrid er med, fordi det ikke dur, at der ikke er nogen piger - haha… Og så er hun også en mega dygtig sangskriver…”. Til lyttefesten sidst på ugen præsenterede en producer ved to lejligheder en sang, jeg havde været med til at skrive med ordene “den er skrevet af drengene!”. Første gang lod jeg det fare, men anden gang rettede jeg ham, og han forsøgte at redde det med “jamen, du er jo en af drengene…”, hvilket jeg tydeligvis ikke var. (Astrid Cordes, musiker og sangskriver)

- Jeg underviser meget, og laver også livelyd. Jeg skal tit stå ret fast på mine kundskaber, og jeg kan godt opleve, at folk, som ikke kender mig så godt, taler over hovedet på mig og ofte antager, at det er min mandlige kollega, der må have løsningen. (Musiker, dj og underviser).

- Jeg måtte selv tage fat i en person og få ham til at skrive om mig på dansk Wikipedia. Jeg kunne jo se, at jeg har været mindst lige så produktiv, modtaget lige så mange priser og gode anmeldelser som så mange andre, der var blevet skrevet om derinde. I pausen under en koncert var der en mand fra publikum, som roste min mandlige instrumentkollega for sin dejlige sound, hvorefter han vendte sig mod mig, og sagde noget om, at han var fascineret af mine ben (jeg havde også haft en længere udmærket solo). Nøj, hvor blev jeg irriteret, og svarede noget ala: ”Jeg har sandelig også øvet mig i årevis på det med benene”. (Freelance i musikbranchen og professionel instrumentalist)

- Det er ofte mænd som er castere, teaterdirektører og producenter, så siden februar 2020 har jeg derfor bevidst selv diskrimineret, når jeg samler folk til et job. Jeg arbejder kun med kvinder. I mit sparsomme virke som sangskriver hyrer jeg også kun kvinder som min musikproducer, mastering engineer, musikvideoproducent, stylist med mere. Mænd er mega gode til at arbejde med mænd, og kvinder (eller skulle jeg sige "kvinde" - for det er ofte kun én kvinde ovre i hjørnet eller i front) er også mega gode til at arbejde med mænd. Så hvis ikke jeg bevidst diskriminerer, og kun vælger kvinder, så ændrer det sig ikke. (Laura Lehaff, musicalperformer og klassisk sanger)

- Efter nogle års tilløb fik jeg i 2020 endelig mulighed for at fordybe mig i at komponere ny musik for et ensemble på 10 personer: strygekvartet, jazzkvartet og to persiske musikere. Som alle musikere ved, kan den slags projekter ikke gennemføres uden blod, sved og tårer. Jeg var heldig at få et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at sætte det i gang. At et udvalg derinde troede på mig betød alt! For man skal virkelig tro ufatteligt meget på det selv, når ingen andre omkring én regner med eller tror på, at man er kompetent og kunstnerisk interessant. Undervejs i processen mødte jeg vendinger som "det er godt, du kommer med cross-over musik, ellers var du nok ikke kommet i betragtning til en booking blandt de mere seriøse komponister" og " det er da heldigt, at du er gift med en violinist, som lige kan hjælpe dig". Da albummet endelig udkom, oplevede jeg flere gange, at folk antog, at min mand nok havde skrevet den del af projektet, som var med strygere. Jeg tænker tit på, hvor ofte mandlige musikere, som er gift med sangerinder, mon er blevet mødt med "det er da godt du lige er gift med en sangerinde, som kan lave et fedt kor og vokalarrangement til din udgivelse". (Camilla Dayyani, musiker, komponist og underviser).

- Jeg havde angivet alle mine roller på mine udgivelser, fordi jeg følte, at det var nødvendigt. En anmelder skrev efterfølgende, at jeg ikke bare var sanger, men at jeg endda også havde arrangeret numrene. For det første synes jeg, at det havde været fuldt ud kvalificerende "bare at være sanger". Det er jo et kæmpe håndværk og engagement at være sanger. For det andet udtrykkes det som en form for overraskelse, at jeg også havde arrangeret musikken. (Sanger, komponist og underviser)

- Jeg har i fællesskab med en mandlig kollega musikprojektet Alpas Ave. Tilbage i 2021 udgav vi vores debut-ep Black Mirror - seks sange, som vi har komponeret og produceret sammen. I forbindelse med udgivelsen oplevede jeg, at flere personer antog, at det var min mandlige kollega, der havde produceret musikken, og at jeg blot sang og skrev teksterne. Det er et gentagende problem, at mit arbejde bliver underkendt. Det sker både i professionelle og private sammenhænge. Hårdest er det, når mennesker tæt på mig kommer til at nedgradere mine kompetencer med små ubevidste kommentarer. Kommentarer, der tydeligt fortæller noget om, hvad de tror eller ikke tror, jeg kan. Det sker ofte “i det små”, og i situationer hvor det er svært at stå op for sig selv, fordi man risikerer at “ødelægge den gode stemning”. Frygten for at blive underkendt og miskrediteret har gjort mig hyperfokuseret på min egen rolle i eksempelvis mit samarbejde med min mandlige kollega i Alpas Ave. Et ærgerligt fokus når dét, der gør musikken unik, er, at vi har skabt det sammen. Jeg mærker tit en angst for at overdrage nogle af de mere tekniske arbejdsopgaver til min mandlige kollega, fordi det jo netop så lever op til folks fordomme og forventninger om, at “det jo nok er manden, der har lavet det”. (Marianne Ernst Dam, musiker, sanger, producer og sangskriver)

- Vi er i 2014. Jeg har skrevet en sangcyklus på 10 sange sammen med min gode ven og kollega Jonas Berg, som vi har orkestreret og indspillet med et norsk barokorkester. Vi har skrevet musikken sammen, jeg har skrevet teksterne, og derudover har vi hver især arrangeret et antal af sangene. Der blev lavet en dokumentar for DR2 om projektet. I et af de første billeder bliver jeg præsenteret som “Singer and Songwriter”, og Jonas bliver præsenteret som “Pianist and Composer”. Jeg vil understrege at, vi selv har valgt netop de titler, og vi mener de er fuldt dækkende. I filmen er jeg den, der løbende italesætter musikken og fortæller om de sange, vi har skrevet. Filmen vises blandt andet på den finske tv-kanal TV Yle, og efterfølgende kan jeg læse i en finsk avis, at det er virkelig irriterende, at jeg fylder så meget i den film - jeg er jo “bare” sangeren. (Trinelise Væring, musiker, komponist og skribent).

- For et år siden blev jeg hyret som dj på et lille hotel. Bookeren tilbød 2000 kroner, hvilket er mindre end et musikerhonorar. Dagen efter jobbet blev jeg kontaktet af en kvindelig kollega, som spurgte til mit honorar. Hun fortalte, at de mandlige kolleger fik 3000 kroner for det samme arbejde. Hun havde opdaget det ved et tilfælde, og så fik hun det samme beløb som mændene. Så det krævede jeg også, men det var ikke muligt at hæve det til mere end 2500 kroner, og det var kun fordi han åbenbart opdagede, hvem jeg var. Han kendte mig ikke i forvejen. Det var et brud på den almindelige konsensus, der er på dj-scenen: Alle bliver betalt samme beløb for det samme arbejde på eksempelvis barer, spillesteder og restauranter, der alle er såkaldte små steder. Det betyder, at nye, uerfarne dj's strammer sig an og bliver dygtigere, fordi de får en ok løn, og erfarne kolleger. Og det betyder samtidig, at folk som mig, der er højt profilerede, kan se en fordel i at spille på det enkelte sted fordi, at spillestilen eksempelvis er fri, og stemningen er god, respektfuld og inkluderende. Oplevelsen var ekstremt ubehagelig, fordi jeg blev mødt af disrespekt og blev undervurderet - og desuden blev betalt mindre end mændene. Det var simpelthen et bevidst valg fra bookerens side. Jeg blev rystet i min grundvold. Det påvirkede mig og mit selvværd - og jeg er ellers hårdfør. Det tog lang tid at komme mig over dén ydmygelse. (Dj og producer)

- Når jeg spiller koncerter, har jeg ofte en mandlig dj med. Der har jeg tit oplevet, at folk er kommet over efter koncerten og har rost min dj for den flotte performance, selvom det er mig, der har stået i spidsen for det. Det er mig, der laver bookinger, det er mig, der skriver det hele, og det er mig, der producerer. Han trykker jo egentlig bare play. Det er ikke for at underkende hans arbejde, men det er hårdt ikke at få noget af rosen, og at det i stedet går til ham. (Rapper og producer)

- Jeg har været involveret i tonsvis af projekter som sangskriver, og har oplevet flere gange at den mandlige artist - som slet ikke har været med i skriveprocessen - står som sangskriver i stedet for mig. Andre gange var det kun den mandlige producer, som blev krediteret, og i et enkelt tilfælde var det den mandlige praktikant i studiet, som fik anerkendelse for min del. Det var som om, de simpelthen bare glemte, at jeg var der. (Musiker og sangskriver)

- Jeg var leder i 10 år på en rytmisk kulturinstitution, da jeg kom ud for en voldsom ulykke, hvor jeg endte i en fleksjobordning. Min daværende mandlige assistent overtog mit job - han blev ikke engang konstitueret leder. Jeg var hans medarbejder i 10 år, før jeg blev ramt af arbejdsbetinget stress. I den anledning sendte jeg ham et brev, hvor jeg pegede på forskellige faktuelle episoder, der havde været medvirkende til min mistrivsel. Han gik helt i baglås over brevet og forstod slet ikke, at jeg skulle have ro. Jeg fik aldrig lov til at forklare mig overfor bestyrelsen, der selvfølgelig kun hørte hans version. De endte med at fyre mig. Til allersidst skrev han til mig, at jeg ikke måtte kontakte hverken bestyrelse, medlemmer eller ansatte, og at jeg i øvrigt skulle stoppe i de to bestyrelser, jeg sad i. Han udstødte mig simpelthen. Min stress blev så slem, at jeg endte med at blive indlagt på hjerteafdelingen og måtte i psykologisk traumebehandling. Jeg var ansat i foreningen i 20 år, og er ikke krediteret ét eneste sted, selvom det var mig, der byggede den op helt fra bunden. Vi fik forvandlet tre slidte øvelokalegange til et nyt øvehus med studie, koncertsal, depoter og mange øvelokaler. (Cand.mag. med diplomuddannelse i Music Management)

LÆS OGSÅ: TEMA-ARTIKEL: Kønsubalancen i musik er strukturel sexisme