Kommentar

KOMMENTAR: Med Marilyn Mansons genkomst har cancelkulturen mistet sin troværdighed

Chokrockerens genkomst viser en cancelkultur, der lader sig styre af et omskifteligt og utroværdigt moralkodeks

Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning

Tilbage i august brød Marilyn Manson sin årelange tavshed. Med sig havde han et nyt nummer i rygsækken, der set i lyset af de mange beskyldninger om overgreb passende har fået titlen ”As Sick as the Secrets Within”.

Mansons genopstandelse blev hyldet på tværs af internettet, der tilbage i 2021 ellers var hurtige til at skyde med skarpt efter chokrockeren. Marilyn Mansons genkomst betød også en tilbagevenden til scenen, og annonceringen af en omfattende Europaturné. Kort efter var flere af de annoncerede shows meldt udsolgt, heriblandt koncerten i Danmark, hvor sexisme og overgreb ellers har fået en berettiget plads i de mainstream medier.


Nu er det godt nok sådan, at Danmark ikke helt har kultur for at riste synderen, før denne er smidt på bålet, som cancelkulturen i USA ellers har vist sig at gøre det. Men den politiske korrekthed og omfavnelse af diverse internetfænomener har efterhånden fået godt fat i danske millennials og børn af 90’erne. Og i selskab med majoriteten er heksejagten et trygt sted at være.

Siden #metoo-bevægelsen startede i 2017, har den krævet adskillige ofre, der trods forbrydelsernes forskellighed har lidt samme straf. Tag bare Kevin Spacey, der ikke længere ejer kongens mønt, eller Harvey Weinstein, der med rette skal ruske tremmer resten af sit liv. Begge repræsenterer de en gruppe af cancelkulturens ofre, der menes at have fået det, de fortjener.

Men på den anden side er der komikeren Louis C.K., der trods yderst troværdige historier om masseonani og anden upassende adfærd stadig trækker fulde huse på verdensplan, og hyldes for sit komiske talent. Men det hedder sig jo, at man glemmer, når man klasker sig på lårene af grin.


Og så er der Johnny Depp, der lykkeligt fik fejet sine voldsalkoholiske gerninger ind under gulvtæppet, da han sagsøgte ekskonen Amber Heard for såkaldt defamation. I dag er Johnny Depp som en flyvende Fønix som rejst fra asken.

Og det bringer os til Marilyn Manson. Da amerikaneren i 2021 var målskive for en lang række beskyldninger om seksuel vold, chikane og psykiske overgreb, stod ekskæresten Evan Rachel Wood forrest og var sågar hovedperson i dokumentarserien Phoenix Rising, der fokuserede på beskyldninger mod Manson. Men de utallige beskyldninger fik aldrig helt ben at gå på. Der blev enten indgået forlig, eller sagerne blev afvist i retten. Og så var der alle dem, der mente, at man selv var ude om det, hvis man valgte at indgå i en romantisk relation med en fyr som Manson, hvilket må høre til kategorien af udtalelser af den mere ekstreme slags.

Imens gjorde Marilyn Manson tydeligvis det rigtige. Netop bare at tie det hele ihjel, for tre år senere synes det at være vand under broen.


Årsagen kan være, at Marilyn Manson stadig besidder en større kulturel gennemslagskraft end folk som Bill Cosby og Harvey Weinstein, der vel at mærke kæmpede mod større beviser og samtidig ikke besad samme kulturelle pondus og følelsesmæssige tilknytning hos den almene befolkning anno 2020, som Manson gør det. For hvis du holder af noget, er det som bekendt sværere at give slip på. Det er nok også derfor, Michael Jackson lever lykkeligt videre på børneværelserne verden over.

Det stiller dog spørgsmålet om, hvorvidt cancelkulturen stadig har en berettigelse? Cancelkulturen har for længst understreget, at civilbefolkningens subjektive vurderinger og bedømmelser er i stand til at ødelægge karrierer og eftermæler. Men den viser også, at den i nogle tilfælde vælger at se gennem fingre, hvis kunstnerens output er for svært at give slip på.

Jeg har altid forholdt mig kritisk til cancelkulturen. Ikke fordi jeg er uenig i dets udgangspunkt, men fordi jeg finder det problematisk at lade de i nogle tilfælde forudindtagede internetdiskussioner dømme den beskyldte uden at forholde sig særligt til hverken lovgivning eller etik og moral. Men til trods for det har cancelkulturen altid haft en troværdighed, og endnu vigtigere en evne til at sætte en stopper for de mange sexistiske rovdyr, der hidtil har stortrivedes i underholdningsindustrien.

Men når det åbenlyst tillades kunstnere som Marilyn Manson at løsrive sig fra sit skjul, uden en forløsning på det stormvejr, han har befundet sig i, udfordres den troværdighed i et omfang, hvor den efterhånden er svær at få øje på.

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Voldsdømte vokalister topper hitlisten – er det et problem?

ANNONCE