Artikel

REPORTAGE: De kendte på den røde løber til Teaterkoncert København

Teaterkoncerten havde premiere på en smuk sensommeraften

Foto: Viktor Willemoes Larsen

København og Østerbro viste sig fra sin allerfineste side, da Østre Gasværk havde premiere på Teaterkoncert København. 21 grader og sol på en aften i fineste selskab.

Det var en aften, hvor vi skulle hylde hovedstaden og storbyen, hvor solister fra mange forskellige genrer i dansk musik sammen instruktøren Niels Erling har nyfortolket klassikere og skrevet nye sange til et kæmpe festfyrværkeri og fejring af København.


Blitzende kameraer og sommerstemning prægede aftenens røde løber, da Østre Gasværk åbnede dørene til den ventede premiere på ‘Teaterkoncert København”. Det dækkende plastic blev fjernet og selv den røde løber fremstod sensommerfrisk og ren.

Kendisser inden for musikken og kulturens verden, kulturpersonligheder og ivrige teaterelskere strømmede til, klar til at opleve en genfortolkning af ikoniske sange om København.

Stolte forældre og glade par
Sangerinden Jette Torp var i Østre Gasværk for at se sin søn, der var med i forestillingen.


”Jeg synes, det er en fantastisk idé, der her og et fantastisk rum, og det er smukt, at man giver unge kunstnere mulighed for at folde sig ud og bringe et stykke musik sammen med alle de ikoniske sange,” sagde hun.

Skuespillerikonet Susanne Breuning kom med sin gode veninde, teaterinstruktøren Louise Schouw, Chili Claus var også i gasværket, og journalist og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud kom med sin mand, foredragsholder med mere Andreas Gylling Æbelø. Sidstnævnte par glædede sig til endelig at sidde ned og nyde en forestilling efter at have deltaget i mange af sommerens koncerter og festivaler.

”Vi glæder os til endelig at sidde ned og fokusere lidt mere og høre, hvad der faktisk bliver sunget, og så er det også en date night”, sagde Abdel og kiggede forelsket på sin mand. Begge var ulasteligt klædt i hør og lyse farver og fandt professionelt det gode lys på løberen, imens fotograferne knipsede løs.


Gensyn med inkognito Saba
GAFFA mødte også et velkendt ansigt i sangerinden og Grand Prix-stjernen Saba, der dog ikke var til stede på den røde løber, men alligevel genkendte os på vej fra garderoben. Hun fortalte, at hun glædede sig til at se forestillingen, og at det ikke var givet på forhånd, hvad der kom til at ske i forestillingen.

”Jeg elsker teaterkoncerter og har set nogle af kostumerne, og det ser lovende ud”, sagde Saba, inden hun gik videre for at finde sin plads i salen. Hun ville dog ikke fotograferes, og det samme gjaldt for sangerinden Annika Aakjær, der blot ville nyde hendes sange fortolket af andre uden at blive foreviget via foto.

Forventningsfulde teatergæster strømmede forbi løberen og fyldte den store foyer og fik et glas kølig væske i baren på denne lune aften.

A-liste-kendisser
På den røde løber var også sangerne Pernille Rosendahl og Katinka Bjerregaard, sidstnævnte iført en T-shirt, hvor der stod ”The future is queer”, og sangeren Mathilde Falch, der havde en smuk grøn bluse på og så ud som enhver moderigtig københavner, skyndte sig ind og krammede de to kollegaer. Hun så frem til at høre Kira Skov synge Tina Dickows sang om København.

Den tidligere X Factor-dommer og sanger Mette Lindberg kom og havde inden forestillingen set nogle billeder af svævende sangere og glædede sig til at se forestillingen. Hun forklarede, hvad der var vigtigst for hende, hvis hun selv skulle skrive en sang om København.

”Jeg tror, det der med at København er så stille om natten, det er meget ghost town efter klokken 22, og det er sådan et tidspunkt, hvor man rigtigt kan kigge op og forstå byen i mørket og lyset”, sagde hun, inden teatrets ringeklokke signalerede forestillingens start, og både radio og tv-vært Sara Bro, skuespilleren Henrik Lykkegaard og alle de mange kendte og ukendte københavnere skyndte sig ind i den rå hal for at høre sange om og for København.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE AF TEATERKONCERT KØBENHAVN: Nye vinkler, nye belysninger, nye skygger

 

 

 

 

ANNONCE