Årets finale i den nordjyske musikkonkurrence bød på både kaos, skønhed og store øjeblikke – og to vindere, der repræsenterer hver sin ende af det musikalske spektrum.
Fredag aften markerede afslutningen på en stor musikkonkurrence i Nordjylland. Efter et forløb på omkring syv uger er feltet på cirka 30 musikere nu skåret ned til seks finalister, som skal dyste om titlen som ”Årets Nordjyske Artist”.
Normalt kan deltagerne selv vælge, om de vil bedømmes som band eller som singer-songwriter, men i år uddeles der kun én hovedpris – dog med hele to vindere. Derudover skal Talentprisen også uddeles. Den gives til den eller de deltagere, som dommerpanelet ser et særligt potentiale i.
For anden gang i min karriere havde jeg fornøjelsen af at være dommer og rapportør – en rolle, der allerede begyndte tidligere på dagen med et netværksmøde, hvor både artister og branchefolk var samlet. Stemningen var spændt, nærmest elektrisk. Det var tydeligt, at alle – fra forsangere til korsangere – havde nerverne uden på tøjet og bare ventede på at komme på scenen og vise, hvad de kunne.
Ergo
Ergo åbnede aftenen med en dramatisk og stilfuld entré. Til lyden af en hjertemonitor trådte de ind på scenen, og så snart de stod klar, begyndte første nummer – ”Se mig”. Der var noget teatralsk og gennemført over det hele: guitaristen i guldtrøje, den filmiske stemning, det døende hjertelydsspor, og bandet, der til sidst stod helt stille.
Resten af sættet viste, at de bestemt kan deres håndværk. I ”Mandagseksemplar” brugte forsangeren hele scenen, før han trådte væk og overlod spotlightet til en velafbalanceret guitarsolo. Pianist og trommeslager leverede et overraskende techno-break, der var tight og energisk – næsten som noget, The Minds of 99 kunne have lavet.
Ergo rundede af med ”Ingen kys på motorvejen”, hvor publikum blev budt ind i et lå-lå-stykke, der hurtigt satte sig fast – og som blev brugt til at sende bandet syngende af scenen, da tiden ikke tillod et ekstranummer.
Ergo leverede en dygtigt udført koncert med gode idéer og høj musikalsk kvalitet.
Three Shitting Birds
Three Shitting Birds gik på scenen med ét klart budskab: de kom ikke for at være søde. Deres fuck jer-attitude var ikke til at tage fejl af.
Tempoet var højt, teksterne skæve, og publikum foran scenen gik straks i moshpit-modus. En af sangene handlede om at komme til fiskefestival – fremført med Danglish accent og et omkvæd, der lød “I wonna go to a fisk festi’val”. Det var lige dele fjollet og charmerende.
Et forsøg på fællesklapning faldt dog hurtigt til jorden, da bandet ikke helt var enige om, hvordan klappet skulle ligge. Det virkede dog ikke til at ryste dem.
I sidste nummer var trommeslageren nærmest talt faldet i søvn og måtte klappes i gang igen – hvorefter gruppen smed publikum ud i aftenens vildeste tempo.
Three Shitting Birds er svære at bedømme med klassiske målestokke. De spiller måske ikke med præcision, og nogle idéer føltes mere spontane end gennemtænkte – men der var også noget ærligt og sjovt i deres kaos. De mangler stadig retning, men de har noget at byde på.
Øjesten
Øjesten trådte på scenen med en helt anden energi. Hvor nogle af de andre gik efter at larme sig frem, valgte Øjesten i stedet at skabe et univers. Hele scenen var dækket af blomster, og fra første tone var det tydeligt, at der var tænkt over detaljerne. Der var noget nænsomt og inviterende over deres tilstedeværelse – som om man blev budt indenfor i noget, de allerede havde bygget.
Deres samspil fungerede også i detaljerne. Korstemmerne var velafstemte, og en saxofonsolo løftede et af numrene på en måde, der føltes både lækker og uprætentiøs. Der var blik, smil og små nik mellem bandmedlemmerne, som gjorde det tydeligt, at de nød at stå der – og at de faktisk også var gode til det.
Som deres sidste sang spillede de ”Solsikke”, som var den sang, der stod allerstærkest, og de inviterede publikum til at synge med på en nem og åbenlys melodi. Alt var balanceret, følsomt og veludført – og det efterlod en fornemmelse af, at Øjesten både havde fundet deres lyd og deres retning.
Ria Qvist
Ria Qvist gik ikke bare på scenen – hun skabte et rum. Et kor begyndte alene, og deres dissonante akkorder svævede ud i salen, mens hun trådte ind. Allerede dér ændrede stemningen sig. Larmen fra baren forsvandt. Snakken døde ud. Og så begyndte hun at synge.
Første sang kaldte hun ”Sange om kærlighed og løgn” og var som en smuk vise fra middelalderen. Sangen og det femstemmige kor var fryd for ørerne, hvilket alle i salen nød.
Særligt nummeret “Jeg tror ikke på Gud” skilte sig ud. Alle korsangerne sagde sætningen højt, én efter én, med voldsom rumklang – det lød som noget, der kunne have runget ud i en kirke, og det gjorde det næsten også her. En linje som “Jeg fortæller, at min vaskemaskine larmer, og du siger, det er, fordi den står skævt” blev leveret med så meget ro og præcision, at det var umuligt ikke at lytte, hvilket også fortæller om hvor god en sangskriver Ria Qvist er. Man sad med en følelse af, at man oplevede noget, der var mere end bare musik. Noget, der krævede stilhed.
Den fik hun. Ikke et ord fra salen undervejs. Først da hun var færdig, brød bifaldet ud. Publikum rejste sig ikke, fordi man burde. De rejste sig, fordi man ikke kunne lade være.
Ria Qvist havde ikke den største opsætning eller de vildeste effekter – men hun havde nærvær, mod og et musikalsk univers, der føltes helt sit eget. Det var ikke en performance. Det var en oplevelse.
Hvankel
Hvankel havde noget finurligt og uforudsigeligt over sig. Deres univers var bygget af skæve taktarter, skøre riffs og tekster, der lød som noget, der var fundet på, lige inden de gik på – på den bedst tænkelige måde.
De lagde ud med ”Færgemand”, et nummer der sejlede derudad i et tempo og en rytme, man lige skulle lære at bevæge sig til. Sangeren – med en stemme, der var rå, sprød og helt sin egen – sad bag klaveret og leverede det hele med ro og underspillet charme.
Senere rejste han sig og gik frem på scenen med en guitar. Her blev det mere eksperimenterende og mere snakkende. Det virkede, som om sang og rytme hele tiden kæmpede om opmærksomheden, men på en måde, der skabte en særlig nerve og tilstedeværelse.
Hvankel var måske ikke det skarpeste eller mest polerede act den aften, men de havde kant, humor og personlighed – og man gik derfra med fornemmelsen af, at man havde været vidne til noget, man ikke helt kunne forklare, men gerne ville opleve igen. Det er helt klart en af de kunstnere, jeg vil holde øje med i fremtiden, når de bliver mere sammenspillede.
Shyka Paya
Shyka Paya rundede aftenen af med stil. Hun og bandet gik på scenen med en ro og selvsikkerhed. Musikken havde et strejf af jazz, lidt soul og r&b. Shyka Paya sang, som om hun havde stået på den scene tusind gange før. Men som hun selv sagde, var det anden gang, og det kunne man næsten ikke mærke.
Sangene kredsede om kvindeliv, om kærlighed, særligt nedturene i ens datingliv, som hun selv sagde ”kan gøre sådan, at man tyr til andre metoder, måske englekort.” Hvortil hendes korsanger kom hen og fik hende til at trække et kort for at se, hvad englene fortalte om aftenen, og det var selvfølgelig – succes.
Teksterne var personlige, og leveringen sad lige i skabet. Der var runs og vokal-løft, der gik højere op, end man troede muligt – men det blev aldrig for meget. Det var bare godt. Og ægte. Man kunne mærke, at Shyka Paya trivedes på scenen, og hun tog publikum med hele vejen. Når hun får spillet lidt flere koncerter, er hun en kunstner, der kan gå hele vejen.
Afgørelsens time
Da Shyka Paya var gået ned af scenen, skulle dommerne endnu engang møde for at finde de to vindere og diskutere, hvilken artist der skulle have talentprisen. Samtidig med at bandet Schæfer, der vandt Band Battle sidste år, spillede for publikum. Jeg var dog heldig lige at nå sidste nummer ”Chefer”, som de udgav i januar og lige siden har været en del af mine playlister. Den sang leverede de til præcision.
Inden de tre priser blev udelt skulle der også uddeles prisen for årets arbejdshest, som i år gik til Østhimmerlands Ungdomsskole.
Talentprisen gik til det band, der med støj, selvtillid og uforudsigelig charme rystede publikum godt og grundigt – Three Shitting Birds. For selvom alt ikke sad helt i skabet, var det tydeligt, at her er noget i gære.
Hvem blev så Årets Nordjyske Artist?
Prisen blev i år givet til to acts, der på hver sin måde formåede at ramme noget særligt:
Øjesten, for deres sanselige, detaljerige og musikalsk gennemførte univers.
Og Ria Qvist, for at skabe et rum af nærvær, sårbarhed og stor kunstnerisk integritet.
To navne, der ikke kunne være mere forskellige – og som netop derfor er et stærkt billede på, hvor bredt og rigt det nordjyske musikliv er.
Læs også: 3 artister, du vil elske, hvis du lytter til Bon Iver
