Interview

Publikum om The Last Ship på Østre Gasværk

Efter premieren på Østre Gasværk talte vi med nogle publikummer om deres oplevelse.

Fra første tone var Sting-musicalen The Last Ship, der havde premiere fredag aften på Østre Gasværk Teater i København, en oplevelse, der satte sig i kroppen. Publikum gik derfra med brede smil og følelsen af at have overværet noget særligt. En stærk fortælling, en visuelt overvældende scenografi og et velspillende orkester fik publikum til at spærre øjnene op. Fra scenografi til musikalsk præcision var begejstringen til at tage og føle på. Efter premieren talte vi med nogle publikummer om deres oplevelse.

Læs også: Kom til The Last Ship-særarrangement med GAFFA+-rabat

Lyd, scenografi og stærke præstationer


Foto: Viktor Willemoes Larsen
Foto: Viktor Willemoes Larsen


Lydtekniker Marius Kjeldtoft var særligt imponeret over produktionens tekniske kvalitet:

– Som lydtekniker er lyden det første, jeg bemærker, og her var den exceptionel. Mixet sad lige i skabet – kæmpe shout out til lydholdet!


Men det var ikke kun lyden, der imponerede:

– Scenografien er helt vanvittig. Stilladserne ser ud til at være specialbygget til forestillingen – det er sindssygt imponerende.

Han havde også et særligt blik på skuespillerne:


– Stephanie Trelborg Hansen, der spiller Ellie, er en af mine bedste veninder, så jeg holder naturligvis ekstra øje med hende – men alle skuespillerne leverer en stærk præstation.

Han tilføjede:

– Koret leverer en tæt, velafstemt lyd, hvor harmonierne smelter sammen til en imponerende helhed.

Kjeldtoft reflekterede over, hvordan Stings musikalske DNA trådte frem i forestillingen:

– Man kan tydeligt høre Sting i nogle af kompositionerne, men tekstmæssigt forsvinder hans særpræg. Oversættelsen gør det svært at bevare både rim og dybde, hvilket kan være en udfordring.

Han var dog rørt af fortællingen:

– Historien rammer dybt – både rørende og medrivende.

For flere blandt publikum var forestillingens tematikker også personlige:

– Jeg kender flere, der har oplevet fraværet af en far – det gjorde fortællingen ekstra stærk, afsluttede Marius Kjeldtoft.

Scenografien var noget helt særligt

Foto: Viktor Willemoes Larsen
Foto: Viktor Willemoes Larsen


Laura Witt, medicinstuderende, og Frederikke Ellemose Vad, ingeniør, havde valgt at opleve premieren sammen og var enige om forestillingens visuelle styrke.

Witt beskrev:

– Scenografien var det helt store højdepunkt for mig. Den måde, rummet udnyttes på, er sindssygt fedt bygget op. Østre Gasværk er det perfekte venue, og lysshowet på væggene skaber en fantastisk atmosfære. Tingene sker på flere niveauer, og det gør oplevelsen endnu mere intens.

Om de danske oversættelser var hun en smule forbeholden:

– Oversættelserne fungerer fint, men der går lidt af Sting-følelsen tabt på dansk – originalteksterne har en særlig nerve, som er svær at genskabe.

Ellemose Vad var enig og tilføjede:

– Scenografien er vildt imponerende, men musikken er mindst lige så stærk. Musikerne spiller forrygende, og det er fedt, hvordan de integreres i selve forestillingen. Det hele er virkelig velproduceret.

Om Stings signatur kunne spores i musikken:

– Ja, man kan tydeligt høre Stings lydunivers, men jeg savner alligevel den oprindelige engelske tekst. Lyden er der, men noget af sjælen går tabt i oversættelsen, siger Ellemose Vad og konkluderer om temaerne i historien:

– Historien om strejken og arbejdsforholdene føles relevant og genkendelig. Det er en fortælling med historisk tyngde, som gør oplevelsen mere troværdig og vedkommende.

Læs også: Nostalgi og Sting-feber på den røde løber

Musik, performance og en varm anbefaling

Foto: Viktor Willemoes Larsen
Foto: Viktor Willemoes Larsen


Rikke Mortensen, forsikringskonsulent og Byrådsmedlem for Radikale Venstre i Egedal Kommune, var ikke i tvivl om forestillingens kvalitet:

– En fantastisk oplevelse. Imponerende opsætning, stærk energi – en aften, der bliver siddende i kroppen.

Hun fremhævede især performance-elementerne:

– Velspillet, velkomponeret og veludført. Skuespillerne leverer, musikken sidder lige i skabet, og helheden er intet mindre end imponerende.

Det samme gjorde sig gældende for musikkens univers, hvor Sting stadig var tydeligt til stede

– Sounden var der. Det overraskede mig, hvor godt det fungerede på dansk.

Historien gjorde også indtryk:

– Den rammer bredt – kærlighed, forarmelse, social kamp. Der er så mange lag at dykke ned i.

Og vil hun anbefale den? Svaret var klart:

– Helt klart. Kæmpe musikoplevelse. Sting hele vejen igennem – og så rigtigt gode skuespillere.

Da tæppet faldt, bølgede begejstringen gennem salen – en kollektiv oplevelse af noget stort og rørende. Med en gennemført produktion, skuespil i topklasse og en lydside, der både hylder Sting og står stærkt i sin egen ret, har The Last Ship for alvor ramt dansk jord. Fra de visuelle detaljer til de stærke musikalske præstationer er der bred enighed blandt publikum om, at forestillingen er værd at opleve.

Læs også: Kom til The Last Ship-særarrangement med GAFFA+-rabat

Læs også: The Last Ship-anmeldelse

ANNONCE