Vi har talt med vinderen af Årets Danske Udgivelse, Årets Danske Hit og Årets Nye Danske Navn.
Det danske band, bestående af forsanger Rumle Hueg Kærså og bandmedlemmerne Bertil Engberg Nielsen, Bertram Ask Plauborg og Noah Elias Rasmussen, har ved dette års GAFFA-Prisen vundet de tre priser Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Udgivelse for dobbelt-ep'en Magna og Årets Danske Hit for nummeret "Smelter under månen".
Læs også: Aphaca spiller deres største koncerter til dato
GAFFA-priserne er en fejring af musikscenens bedste, valgt af dem, det hele handler om – nemlig publikum! Vi har fanget Aphaca til en snak om, hvordan det føles at vinde, de største øjeblikke fra det forgangne år, og hvad vi kan forvente i 2025. Og til sidst, en særlig tak til alle, der har stemt!
Tre priser på én aften
Bandet har for alvor gjort sig bemærket på den danske musikscene og ikke mindst hos publikum, hvor de til dette års GAFFA-Prisen løber med sejren i hele tre kategorier.
De har vundet Årets Danske Udgivelse for deres kodificerede ep-udgivelse Magna, som GAFFAs anmelder blandt beskrev som "Lækkert, weird og halsbrækkende risikovilligt produceret (men stadig inden for stregerne)", og kvitterede med fire stjerner for til den københavnske kvartet.
På samme udgivelse finder man nummeret "Smelter under månen", der nu kan skrive Årets Danske Hit på cv'et. Et nummer, der blev beskrevet af GAFFAs anmelder med ordene: "en autentisk 80'er-banger, der får vandsengen til at skvulpe over af erotik".
Den sidste kategori, kvartetten kan kalde sig vindere i, er Årets Nye Danske Navn. Og hvilket år har det ikke været for Aphaca. Hvis man ikke har hørt om deres mælkebøtte-pop endnu, så det højest sandsynlig for egen regning. Man kan vist roligt sige, at de for alvor har cementeret sig på den danske musikscene – både med deres seneste udgivelser og optrædener på diverse festivaler og spillesteder rundt omkring i landet.
Læs med, når vi dykker ned i, hvad det betyder for Apacha at have vundet samtlige priser til GAFFA-Prisen 2025.
Hvordan føles det at vinde tre GAFFA-priser?
– Vi er helt vildt beærede over, at der er så mange der har stemt på os til de her priser. Det er en kæmpe anerkendelse at få, og det giver os endnu mere blod på tanden for at udgive mere musik, og lade vores fællesskab vokse sig større. Det var også virkelig en overraskelse, at det blev til hele tre priser. Det havde vi ikke kunnet forestille os.
Hvad er jeres største professionelle højdepunkter det forgangne år, og hvad ser I frem til i 2025?
– 2024 har været et år fyldt med højdepunkter for os. Vi spillede på festivaler for første gang, havde vores første udsolgte turné og oplevede følelsen af at spille for fans i små byer.
– Vores første tv-optræden var både spændende og udfordrende, da vi skulle få koncertfølelsen igennem flimmerskærmen. Releaseevents rundt om i landet har været nervepirrende, spontane og sjove.
– I sommer spillede vi for 2000 mennesker på Godsbanen i Aarhus – en uforglemmelig oplevelse. Vi ser frem til ny musik og har netop annonceret vores største koncerter til dato: Forum i København og ACC i Aarhus i marts 2026. Fra at sælge billetter i skolegården til at spille på landets største venues – det er en drøm, og vi er dybt taknemmelige.
Hvad vil I sige til alle dem, der har stemt på jer?
– Tak for at være der. Tak for at se os. Tak for at høre os. Tusind tak for at have vores ryg. Det betyder så meget at mærke, at andre folk kan forstå det musik, vi sender ud i verden, og at vi får så meget god energi tilbage igen.
LÆS OGSÅ: APHACA-INTERVIEW: Vi er sammen hver eneste dag, og det er fantastisk