Seebach er den første modtager af specialprisen Lasting Memories.
Det sidste foto i serien er taget af Metzy Jovel
Årets GAFFA-Prisen blev uddelt onsdag aften i et udsolgt Amager Bio, og foruden de sædvanlige priser til årets bedste udgivelser og sange blev også den nye specialpris Lasting Memories uddelt.
Lasting Memories-prisen uddeles i samarbejde med OnePlus og går til en kunstner eller en gruppe, som har givet os alle "lasting memories” i mindst et årti. Vinderen var udpeget af en jury (se medlemmerne nedenfor) og blev Rasmus Seebach med følgende begrundelse:
”Der er ingen som Rasmus Seebach, der kan samle høj som lav, ung som gammel. Alle samfundslag har i små 16 år skrålet med på hans tidløse sange, som vi alle sammen kan relatere til, sange om livet, døden og kærligheden. Vi har sunget med på dem til konfirmationer, studenterfester, bryllupper og meget mere. Rasmus Seebach er en ydmyg håndværker – du får hvad du ser, ikke pakket ind i falsk coolness, men 100 procent folkets røst. Rasmus Seebach har for nylig udsolgt 3 x Royal Arena og 2 x Jyske Boxen - det siger alt. Som et medlem af juryen sagde: ”Du er ikke stor, før du er stor i Jylland”. Rasmus Seebach er også for relativt nylig sprunget ud som musicalkomponist med sangene til musicalen Askepot og viser hermed, at han ikke er bange for at udfordre sig selv – med stort held. Og så har han været med til at genoplive arven fra sin far på smukkeste vis ved at genindspille hans store hit ”Under stjernerne på himlen”.”
Læs også: Se stjernerne på den røde løber til GAFFA-Prisen
Vi fangede Rasmus Seebach efter prisoverrækkelsen.
Hvad synes du om at modtage specialprisen Lasting Memories?
– Jeg synes, at det er overdrevet fedt. Jeg er simpelthen så stolt. Altså, det er rart efter så mange år. Jeg synes nu egentlig altid, at GAFFA har været ret søde ved mig, men... jeg synes, det er en kæmpe anerkendelse. At få et klap på skulderen af et medie som GAFFA. Jeg føler lidt, at I er nogle musiknørder, på den gode måde, ligesom mig selv. Så jeg bliver altid glad, når der er nogen, der dyrker detaljerne ved det, vi musikere laver, og som forstår de forskellige genrer. Og ja, derfor er jeg ekstra glad for den her pris.
Du har faktisk aldrig fået en almindelig GAFFA-pris før, hvordan har du det med det?
– Nej, hvad sker der for det, haha. Men når det munder ud i sådan en pris som den her, så er det egentlig okay. Men jeg er glad for at langt om længe få en pris. Og den er tung.
Nu har du haft en solokarriere på 16 år. Hvis du skal nævne tre højdepunkter gennem årene, hvad bliver det så?
– Jeg kan jo nævne rigtig mange, men jeg kan tydeligt huske, at det tog fart, da jeg spillede den sang, der hedder ”Den jeg er” til Danmarks Radio store juleshow i 2009. Der var det egentlig meningen, at jeg bare skulle spille min sang ”Engel”, som var et hit på det tidspunkt. Og så var der nogen fra Danmarks Radio, der sagde, at ”du skal også spille den sidste sang på albummet, og den tror jeg kunne være flot med strygere og det hele.” Og jeg tænkte ”det var da mærkeligt, at jeg spiller den, når der ikke er nogen, der kender den”. Jeg spillede den, og så kunne jeg bare mærke, at der var nogen, der blev rørt af den her sang. Og det var ligesom dér, jeg kunne mærke, at min karriere på en eller anden måde gik fra, at jeg havde lavet en sang, der gik godt i radioen til, at mennesker derude faktisk rigtig godt kunne lide det her. Så det var en stor dag.
Så kan jeg huske første gang, jeg spillede på Skanderborg. Det var også en stor oplevelse. Jeg synes, der har været mange. Det var også en kæmpestor ting at spille på Tinderbox sidste år, hvor der var helt overdrevet mange mennesker, som fylder på en lidt anden måde, end de gør på Smukfest. Det er et meget fladt landskab, en stor mark. Det var også en stor oplevelse. Alt i alt har jeg fandme haft mange gode oplevelser.
Hvad skal du så lave i 2025? Jeg ved, at du har nogle koncerter.
– Ja, jeg har nogle arena-koncerter her i slutningen af året. Det er det, jeg prøver på at fokusere på. Så skriver jeg en masse nye sange.
Så er der jo lige kommet en film om din far. Hvad synes du om den?
– Jeg synes faktisk, at den er rigtig vellykket. Og jeg er glad for, at den på en eller anden måde viser lidt mere end det der glade fjæs, som man kender. Min far havde det altid, når han var på scenen. Så på den måde synes jeg, at man får et meget godt indblik i den kamp, han også havde. Jeg synes, at det er blevet en rigtig flot film.
Lasting Memories-prisen er sponsoreret af OnePlus, og juryen er som følger:
Thomas Hyllested (Dansk Musiker Forbund), Morten Karlkvist (Universal Music), Natallia Bach (OnePlus),
Silva-Rosa Stepanian, (OnePlus), Aske Kjær (OnePlus), Ole Rosenstand Svidt (GAFFA), Simon Mark Sørensen (GAFFA) og Kristian Lautrup-Nielsen (GAFFA).
Læs også: Her er vinderne af GAFFA-Prisen 2025