Artikel

Reportage: GAFFA-Prisen er uddelt – se masser af fotos

Lasse Dein var vært for en underholdende aften, hvor ét navn løb med hele tre priser.

Onsdag aften blev GAFFA-Prisen uddelt i et udsolgt Amager Bio – det fjerde sted, prisshowet er blevet afholdt, efter at det tidligere har fundet sted i Bremen Teater i København, Odeon i Odense og senest Musikhuset Aarhus.

Aphaca blev aftenens store vindere med hele priser: Årets Danske Udgivelse (Magna), Årets Danske Hit (”Smelter under Månen”) og Årets Nye Danske Navn. Ellers var priserne bredt fordelt med én pris til hver af de øvrige modtagere.

Komikeren med mere Lasse Dein var årets vært, og han indledte showet med en selvskrevet sang, hvor han tog lidt venlig gas på showet med blandt andet følgende linjer, citeret efter hukommelsen: ”Det er spændende at se, hvem der vinder / Hvorfor er der ingen, der har stemt på nogle kvinder?”


Hermed fik han tidligt nævnt en lille elefant i rummet, for selvom GAFFAs redaktion havde indstillet nogenlunde lige mange mænd og kvinder til priserne – okay, måske med en 60-40 procent overvægt af herrer – var alle de danske vindere, som traditionen tro kåres ved en læserafstemning, enten mandlige solister eller grupper med lutter mænd. Til gengæld blev de tre internationale priser alle vundet af kvinder.

Læs også: Galleri: Se stjernerne på den røde løber til GAFFA-Prisen

Ligesom sidste år blev vinderne overrasket af Lasse Dein med et videohold, og derfor vidste de godt på forhånd, at de ville vinde. De fleste mødte også frem og modtog folkets hyldest på scenen. At dømme efter publikums klapsalver vakte prisen Årets Danske Elektroniske Udgivelse til Onkel Rejes Galaktisk folkemusik størst begejstring, og på papiret var børneentertaineren Onkel Reje måske heller ikke den mest oplagte vinder, men som han sagde i sin takketale, så kan hans musik nydes af både børn og voksne.


Som noget nyt blev der uddelt priser til henholdsvis Årets Spillested og Årets Festival. Årets Spillested blev 1000Fryd i Aalborg, mens Årets Festival blev Kill-Town Death Fest, en dødsmetalfestival i Pumpehuset. Disse vindere blev kåret af de danske spillesteder og festivaler, der i sagens natur ikke kunne stemme på sig selv.

Endelig blev specialprisen Lasting Memories uddelt, sponsoreret af OnePlus. Prisen gik til en kunstner, som har givet hele Danmark ”lasting memories” i minimum et årti, og vinderen blev Rasmus Seebach, der takkede hjerteligt og noterede sig, at han nok vidste, at han havde folkelig opbakning, men at der gik lidt længere mellem priserne uddelt af branchefolk. I denne kategori var vinderen kåret af Dansk Musiker Forbund, OnePlus og GAFFAs redaktion.

Aftenen bød på livemusik fra Kalaset, Bukuru, Sofie1998, Kedde, Svea S og Mumle. Mumle sang blandt andet sin duet med Svea S, ”Hvor solen ik’ skinner” og sin duet med Omar, ”Hele vejen”, der i denne uge topper den danske hitliste, inden hun sluttede af med sit gennembrudshit, ”Det modsatte”.


Hele aftenen var der fri bar til alle fra Royal og Jack Daniel’s, hvilket medvirkede til at sætte stemningen yderligere i vejret.

Læs også: Her er vinderne af GAFFA-Prisen 2025

GAFFA-Prisen 2025 præsenteres af følgende sponsorer.

ANNONCE