onsdag – 22.06.2022 – 18:00 til 20:00

Skunk Anansie,Train

Train

ticketmaster / 325,00 KR.

Køb billet

Skunk Anansie annoncerer to danske koncerter

Punkrock-rebellerne gæster DR Koncerthuset og Train i juni 2022 som led i en omfattende europæisk turné.

I kølvandet på gruppens 25-års jubilæumsalbum 25LIVE@25 fra 2019 og to efterfølgende turbulente turné-år, har det ikoniske britiske rockband Skunk Anansie annonceret en række nye live-datoer oven på en massiv efterspørgsel. Det bringer dem forbi DR Koncerthusets koncertsal den 21. juni og til Aarhus-spillestedet Train den 22. juni.

I tæt på tre årtier har Skunk Anansie markeret sig som et af de bedste britiske rockbands nogensinde. Da gruppen først rørte på sig i Londons sveddryppende undergrundsmiljø i 1994, fik de adrenalinen og spændingen frem i alle, der oplevede dem live. De mindede ikke om nogle andre acts på den aktuelle britiske musikscene, som overvejende var domineret af hvide mænd med guitarer og idoler som The Beatles, The Kinks og The Who.

Faktisk kunne Skunk Anansie ikke være længere fra den bølge. Deres musikalske DNA er et mix af race, køn, seksualitet og brede musikalske og kulturelle inspirationskilder. Temaer, som i den grad var forud for sin tid, og som stadig er relevante – måske endnu mere i dag end nogensinde før.

Mens klicheen om ”sex, drugs and rock’n’roll” prægede tekstuniverserne hos mange af deres kolleger på rockscenen, krævede Skunk Anansie at kunne stikke et spadestik dybere og skrive om deres oplevelse af samfundet og deres rolle i det. Og som sort kvinde havde gruppens karismatiske forsanger Skin i den grad noget på hjerte. Skin blev ikke bare kendt som en forrygende sangerinde og en formidabel performer, men også som et aktivistisk ikon og en rollemodel for andre kvinder i musikindustrien.

Skunk Anansie opererer i kontrasternes land. Deres musik veksler elegant mellem det konfrontatoriske og det sårbare, mellem støj og stilhed og mellem de politisk ladede aggressioner og de personlige, følelsesladede fortællinger. For mens Skunk Anansie aldrig har været bange for at stå ved deres status som et politisk band – de udgav i 1996 nummeret ”Yes, It’s Fucking Political” – så formidler deres musik også universelle følelser om kærlighed, sorg, frustrationer og race.

Ud over jubilæumsalbummet 25LIVE@25 har Skunk Anansie siden 2019 udgivet de to stærke nye singler ”What You Do For Love” og den riff-tunge ”This Means War” og spillet en række anmelderroste koncerter – blandt andet på Tinderbox i 2019.

Deres berømte og berygtede live shows udmønter sig ofte i en hvirvelvind af energi, adrenalin, larm og de helt store følelser. Det er med andre ord opskriften på den perfekte rockkoncert, der rammer DR Koncerthusets majestætiske koncertsal og det aarhusianske spillested Train henholdsvis den 21. og 22. juni 2022.

Dørene åbner en time før.

ANNONCE