Liana Flores' drømmende guitarmelodier blomstrer i Ideal Bar
Når den britisk-brasilianske sanger og sangskriver Liana Flores gæster Ideal Bar, forener hun drømmelignende billeder fra sin indre verden med længselsfulde guitarmelodier. Med sin unikke og dragende blanding af britisk folk, klassisk jazz og lyden af 60’ernes brasilianske bossanova har Flores skabt et særegent musikalsk udtryk.
Efter Liana Flores i 2019 fik global succes med nummeret "rises the moon", markerer hun nu - med sit første album Flower of the Soul - en virkelig medrivende debut. Både single-succesen og Flower of the Soul er en perfekt fremvisning af Flores enestående sangskrivertalent, hvor hver linje åbenbarer sig som et vers fra et digt eller et penselstrøg på et lærred.
På albummet maler Flores levende billeder af natur, fantasi, kærlighed og tab. Hendes krystalklare vokal omfavner lytteren og inviterer dem indenfor i et musikalsk og intimt rum.
Flores voksede op i en lille by i det sydlige Norfolk og begyndte tidligt at finde melodier i sange og spille dem på sit keyboard efter gehør. Senere startede hun til klaverundervisning i folkeskolen og kastede sig som 18-årig over guitaren. Og i sine senere teenageår begyndte hun at lære de bossanova-sange, som hun elskede fra sin mors hjemland Brasilien - drevet af en fascination for genrens "harmoniske sprog".
Når hun gæster VEGA den 6. november, danner Ideal Bar de perfekte rammer for udfoldelsen af Liana Flores' intime sange og drømmende univers.