Rasmus Nøhr har efterhånden slået sit navn fast som træfsikker og langtidsholdbar sanger og sangskriver. Kendt for en lang række hits (bl.a. Det Glade Pizzabud, Cafe Dansegulve, Sommer i Europa og Tror du vi ku’), men først og fremmest som en hjertevarm performer. Nøhrs sans for at skrive nærværende tekster om livets finurligheder og de store spørgsmål – men først og fremmest om kærligheden – har gjort ham til folkeeje, ofte sammenlignet med Kim Larsen. Rasmus Nøhr debuterede i 2004 og har lige siden formået at vinde bred folkelig opbakning: på én og samme tid rammer han hjertet, samtaler med hjernen og opfordrer til fællessang.